Prog-plutonium-metal-fusion! Populær

http://www.devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/91/a4/96/-DSF8835-46-1478607165.jpg
08. November 2016    

Opeth var i stram hopla, da de mandag aften gav en udsolgt koncert i bornerte rammer. Der var sikre hits på stribe i vellydende omgivelser.

Kunstner
Spillested
Dato
07-11-2016
Trackliste
Sorceress
Ghost of Perdition
Demon of the Fall
The Wilde Flowers
The Face of Melinda
In My Time of Need
Will O the Wisp
Cusp of Eternity
The Drapery Falls
Heir Apparent
The Grand Conjuration
---------------------
Deliverance
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Mandag aften var Opeth i København. Det stockholmske band, der sidste år kunne fejre sølvbryllup med elleve studieplader på samvittigheden, udsendte tidligere i år deres tolvte, ’Sorceress’, og med den plade som påskud var det prog-metalliske femkløver klar til igen at møde sit danske publikum. Da denne skribent i sin tid selv begyndte at lytte til Opeth – det var i tiden op til udgivelsen af ’Blackwater Park’ (2001), i øvrigt foranlediget af daværende Porcupine Tree-frontmand, Steven Wilson, der producerede denne plade – var det ret sløjt med besøg fra Opeth i Danmark, men man skal da lige love for, at svenskerne især de senere år har fået taget revanche med at give koncerter på disse nærtliggende breddegrader.

Lad det være sagt med det samme, at for denne skribents vedkommende var mandagens koncert en af de klart bedre, han har oplevet med bandet i Danmark. Det siger muligvis ikke alverden, vil den skarpere læser og Opeth-kender bemærke og ja, rigtig nok, under danske vinger har Åkerfeldt og co. ofte leveret røv og nøgler-koncerter hvilket skyldes både de forhold, de har spillet under, som kun sjældent lader bandets lyd komme til sin ret, ligesom det vel også har skyldtes bandet og deres formåen eller mangel på samme i en koncertsammenhæng. For blot at nævne nogle få: Besøget på Roskilde i 2006 huskes knap nok, og de få minder er om en ringe koncert. Nogenlunde det samme kan man sige om gruppens jammerligt lydende dagslyskoncert på Copenhell i 2011. Året efter i 2012 var de uoplagte på Vega, og da de vendte tilbage til selvsamme spillested i 2014, hvor de efter sigende skulle have givet en mindre magtpræstation med sjældent spillet old school materiale på sætlisten, kom undertegnede selvfølgelig ikke selv af sted.

Nye forhold for et rutineret band

Mandag aften var signaturen her dog på pletten, og ja, det skal gerne indrømmes, at det i særdeleshed var fordi, det nu engang var Opeth, men i lige så høj grad fordi det var Opeth i DRs Koncertsal. Opeth har egentlig altid, men måske især på de senere plader, benyttet sig af delikate Comus-inspirerende nuancer i sit streng-legende, prog-glade lydbillede – nuancer, der som nævnt ofte har det med at gå tabt under deres klub- og i særdeleshed festivalkoncerter. Derfor var Koncertsalen i hvert fald på papiret det helt rigtige sted at placere Opeth. At man så skulle slå røven i sædet og samtidig gå glip af en de halvhjertede moshpits, det som regel højest bliver til under deres koncerter i Danmark, overlever man nok. God lyd er altid at foretrække over god stemning.

Lydlige plusser og minusser

Ikke at stemningen ikke var god i Koncertsalen. Det var den. Og lyden, om den var så god, som man havde sat næsen op efter? Ja og nej. Under de første par numre, henholdsvis titelnummeret fra ’Sorceress’ samt ’Ghost of Perdition’ fra bandets vel egentlige gennembrudsplade, ’Ghost Reveries’ (2005), skulle man affinde sig med en semislem mangel på bas samt en lettere buldrende overstyring fra trommerne – to lettere irriterende faktorer, der måske ikke ligefrem kunne kaldes for et decideret problem, men som ikke desto mindre under store dele af koncerten lagde sig som et skyggende slør for den suveræne lyd, rummet ellers lægger op til.

Åkerfeldt og Fredrik Åkesson derimod lød aftenen igennem begge noget nær forbilledlige på deres guitarer, ligesom også Åkerfeldts vokal stod knivskarp. Faktisk så skarp, at den til tider fyldte for meget, eksempelvis under første ømme halvdel af ’The Face of Melinda’, hvor den stod så tydeligt og allestedsnærværende frem i lokalet, at den overdøvede den sagte musikalitet, der indledningsvist følger med dette nummer. Det gør sig generelt for Koncertsalen, at diskant står bedre end bund, og med mindre the band in question tager en lydmand med finesserne på plads, kan man formentlig ikke sætte et hvilket som helst metalband op i disse bornerte rammer. Tidligere på året var Steven Wilson og Koncertsalen et bedre match, end det denne aften var tilfældet for Opeth, men af de nu ni koncerter, jeg har oplevet med dem, er det dog alligevel kun Opeths koncert på Roadburn i 2014, der sonisk set har været denne overlegen.

Overrumplende trykforhold 

Til trods for disse bemærkninger om lyden og problemerne med især dybden fra trommerne, var der ikke desto mindre tidspunkter under aftenens koncert, hvor Opeth skruede op for det brutale og det fremadrettet hidsige, hvor forkærligheden for det sumpede, lirede og jazzet progressive – en stil, som de på nu tre plader i større eller mindre har gjort til deres musikalske virke siden ’Heritage’ (2011) – blev tilsidesat for en koncentreret dyb næve. Og paradoksalt nok var det disse tungere tidspunkter under koncerten, der tog en mest med storm.

For fans af Opeth er disse tidspunkter selvfølgelig velkendte. Tag eksempelvis dobbeltpedal- og feedbackræset halvvejs inde i den stærkt Rush-inspirerede midterdel i nocturne-hymen ’The Drapery Falls’, den dødsmetalliske prog-orkestrering halvvejs inde i ’The Grand Conjuration’ eller åbningen i ’Deliverance’, der, uanset hvor mange gange man har hørt dette nummer, bliver ved med at tage en med bukserne nede. Trykforholdet i salen var specielt under disse tidspunkter af et altomsluttende format, man kun sjældent har oplevet. Mere diskant havde været at foretrække – men det lød nu stadigvæk overrumplende godt.

Tvunget på knæ

Aftenens eneste ekstranummer bestod netop af førnævnte ’Deliverance’ og blev i øvrigt introduceret til lyden af Ernst-Hugo Järegård, der i rollen som Stig Helmer i Lars Von Triers ’Riget’ (1994) står på taget af Rigshospitalet. Herfra skuer han med kikkert mod Barsebäck, det ”svenske vagttårn”, som han kalder det, som sendes en venlig hilsen, mens han holder en kort monolog om blandt andet at tvinge danskerne på knæ med plutonium som middel. Har man tidligere været til koncert med Opeth, kan man ikke undgå at have bemærket Åkerfeldts tendens til gerne at ville joke imellem sine numre, og selvom man også fik rigelig med tør svensk humor denne aften, blev det (heldigvis) holdt på et sobert minimum. Musikken var kort sagt i fokus hele koncerten på en aften, der var rig på både musikalsk snilde, en velspillet hitliste-sætliste samt et naturligt oplagt band, der ikke behøver store armbevægelser på en scene for en sjælden gang at blæse sit publikum bagover.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her