Psychrock med sved på panden
Populær
Updated
Lørdag aften fik Loppen besøg af den cool konceptuelle San Francisco-kvartet i Wooden Shjips, men det var nu de fire danske provinsdrenge i Causa Sui, der blev aftenens højdepunkt.
Kunstner
Spillested
Dato
10-09-2011
Genre
Trackliste
1. Black Smoke Rise
2. Lazy Bones
3. Motorbike
4. Fallin'
5. For So Long
6. Aquarian Time
7. Fight
8. Death's Not Your Friend
2. Lazy Bones
3. Motorbike
4. Fallin'
5. For So Long
6. Aquarian Time
7. Fight
8. Death's Not Your Friend
Eksterne links
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Forfatter
Karakter
Tilbage i maj måned gæstede Erik 'Ripley' Johnson Loppen med bandet Moon Duo, og allerede dagen efter dét besøg havde Loppen så fået de mere populære Wooden Shjips på plakaten, hvor i Johnson ligeledes er med på guitar og vokal.
Med deres tredje studieplade, den nyligt udsendte 'West', har Wooden Shjips ikke bevæget sig synderligt meget væk fra den overordnede, ganske konceptuelle partitur, som bandets stor set altid synes at benytte sig af. Skabelonen består stadigvæk af masser af repetition, masser af solbrændt distortion, masser af tåget vokal samt masser af saluterende blikke i retningen af både Neil Youngs rockspade, Neu!s krautlir samt 60'er psychedelia i det hele taget. Inden det kom dertil, skulle danske Causa Sui dog varme publikum op.
Obligatorisk dansk bekendtskab
Sidste gang denne skribent oplevede fynbo-gruppen Causa Sui var også på Loppen. Det var for lige præcis tre år siden, og da varmede de op for svenske Witchcraft. Også dengang gav de én et sonisk spark i smasken med deres velspillede, velstrukturerede og veltænkte instrumentalsange ala Jimi Hendrix på stoner-syre.
Begejstringen dengang forblev dog ved nysgerrigheden, hvorfor man pinligt må indrømme, at man aldrig har fået dykket længere ned i bandets egentlig ret fyldige bagkatalog, fordelt på henholdsvis det tyske Elektrohasch Records og senest også på bandets eget selskab, El Paraiso Records. Sådan hverken må eller skal det være. Ikke længere. Causa Sui fortjener tid på pladespilleren og opmærksomhed hos de danske medier og kigger man ikke nærmere på deres musik efter den fortryllende koncert, de denne aften leverede foran et festglad og ophedet publikum på Loppen, så er man altså stemplet "musikalsk spade". Casua Sui er kort sagt obligatorisk stof for fans af rock i det hele taget.
Røget opvarmning
Som opvarmningsband for Wooden Shjips leverede disse fyre fra Fyn en perfekt stene-igennem-og-flyde-ud-koncert, der på én gang var en af de groveste og samtidig en af de fineste eksempler på en rockkoncert, man har set fra et dansk orkester overhovedet. Ikke bare dét, koncerten var af international klasse. Guitarist Jonas Munk indtog pladsen på højre vinge, som var han knægten, der endelig havde fået lov til at skifte den akustiske ud med en el-guitar.
Forstå mig ret: Manden er ikke en knægt, og den særklasse-spade, han leverede, var så velsleben og indlevelsesfuldt, at man ganske enkelt skulle tro, det var løgn, men kropssproget og den fysiske kærlighed, som Munk udviste til instrumentet, havde hele koncerten igennem en frisk nysgerrighed over sig, som man alt for sjældent ser hos en så habil musiker. Det fik de forreste par rækker omkring scenen til at sveje igennem alle tre kvarter, som koncerten varede.
Det var selvfølgelig alt for kort, for man kunne sagtens have stået og lyttet og fordybet sig i de lange, røgede passager dobbelt så lang tid, og det til trods for at Causa Sui anno 2011 er vokalfri. Det fungerede imidlertid optimalt, at Causa Sui dyrkede den instrumentale tilgang til musikken, og man ser faktisk gerne, at det forbliver sådan. Nogle af numrene så man gerne blive trukket endnu længere ud, end de allerede blev gjort, og får man dem at se som hovednavn på et tidspunkt, ses der frem til at få mere fra dette fynske band, som man nu endelig har fået øjnene rigtig op for. Det manglede bare!
(Karakter: 4)
Syre-nostalgi
Wooden Shjips havde formået af hive et broget publikum ud på Københavns bedste spillested, hvor den yndige indie-prinsesse stod side om side og rockede igennem med det lurvede syrevrag. At et band med dets rødder placeret ganske solidt i eksempelvis et 70'er-milepæleband som Hawkwind, formår at bringe disse forskellige publikummer sammen om oplevelsen, er der noget fantastisk over på den nostalgiske måde.
Problemet med Wooden Shjips er deres konforme og forsimplede konceptuelle tilgang til sangskrivningen. "Sangskrivning" er måske egentlig så meget sagt, for arrangementerne er hele tiden nedprioriteret til fordel for en stemning, et feel, en psychedelia-æstetik. Selv for en mega-sucker for retro i alle dets afskygninger når det kommer til rock og metal, bliver Wooden Shjips bare lige dét for indadvendt og ensartet til at det kun sjældent bliver rigtig interessant.
Idéen med at smide Neu! og Hawkwind gennem et kværn og tilsætte en god portion ekstra beskidt grungespade og Manzarek-orgelflader er en god og (for pokker da!) evigt vedkommende idé. Det er ikke manglen på originalitet, de skal høre for. Men til trods for en vel ret kompromisløs tilgang til musikken, forbliver det hele paradoksalt nok på en eller anden måde for konservativt i længden. Ikke kedeligt, ikke ringe, men heller ikke så godt som musikken altså lidt højpandet lægger op til. Måske flere svampe eller lyden af et trykbor ville hjælpe?
Sved: obligatorisk
Men at det var ensartet og konservativt, betyder sjovt nok ikke, at der ikke var bestemte øjeblikke, der løftede sig et niveau over andre. Her må den herlige ti-minutter lange 'Fallin'' nævnes, hentet fra bandets album, 'Dos' (2009). Sangen er en af deres tydeligste Neu!-hyldester, og har et beat, der denne aften fik bevæget samtlige hofter og lemmer rundt om sig selv og hinanden på hele Loppen fra baren og ned til forreste række. Sådan føltes det i hvert fald. Den efterfølgende garagespækkede 'For So Long' fra samme album fik ikke folk til at slappe mere af.
Wooden Shjips og Loppen arbejdede desuden perfekt sammen. Til trods for at Loppen vel kun var cirka halvfuld, var spillestedets obligatoriske svedende tæthed umuligt at slippe af med, hvilket sjovt nok passede perfekt til Wooden Shjips' dampende rockstemning.
Bandets spilleglæde var ikke imponerende, hvilket man selvfølgelig heller ikke nødvendigvis forventer af et orkester, der prioriterer stemning og branding højere end sangskrivningen. Man kunne dog godt have forventet en lidt længere koncert end de små halvtreds minutter, man fik, og man kunne også godt have forventet, at de ville spille den sætliste færdig, som de havde brygget sammen til aftenen.
Men til trods for flere bemærkninger leverede Wooden Shjips i virkeligheden præcis den koncert, man havde forventninger om. Hverken bedre eller værre.
Med deres tredje studieplade, den nyligt udsendte 'West', har Wooden Shjips ikke bevæget sig synderligt meget væk fra den overordnede, ganske konceptuelle partitur, som bandets stor set altid synes at benytte sig af. Skabelonen består stadigvæk af masser af repetition, masser af solbrændt distortion, masser af tåget vokal samt masser af saluterende blikke i retningen af både Neil Youngs rockspade, Neu!s krautlir samt 60'er psychedelia i det hele taget. Inden det kom dertil, skulle danske Causa Sui dog varme publikum op.
Obligatorisk dansk bekendtskab
Sidste gang denne skribent oplevede fynbo-gruppen Causa Sui var også på Loppen. Det var for lige præcis tre år siden, og da varmede de op for svenske Witchcraft. Også dengang gav de én et sonisk spark i smasken med deres velspillede, velstrukturerede og veltænkte instrumentalsange ala Jimi Hendrix på stoner-syre.
Begejstringen dengang forblev dog ved nysgerrigheden, hvorfor man pinligt må indrømme, at man aldrig har fået dykket længere ned i bandets egentlig ret fyldige bagkatalog, fordelt på henholdsvis det tyske Elektrohasch Records og senest også på bandets eget selskab, El Paraiso Records. Sådan hverken må eller skal det være. Ikke længere. Causa Sui fortjener tid på pladespilleren og opmærksomhed hos de danske medier og kigger man ikke nærmere på deres musik efter den fortryllende koncert, de denne aften leverede foran et festglad og ophedet publikum på Loppen, så er man altså stemplet "musikalsk spade". Casua Sui er kort sagt obligatorisk stof for fans af rock i det hele taget.
Røget opvarmning
Som opvarmningsband for Wooden Shjips leverede disse fyre fra Fyn en perfekt stene-igennem-og-flyde-ud-koncert, der på én gang var en af de groveste og samtidig en af de fineste eksempler på en rockkoncert, man har set fra et dansk orkester overhovedet. Ikke bare dét, koncerten var af international klasse. Guitarist Jonas Munk indtog pladsen på højre vinge, som var han knægten, der endelig havde fået lov til at skifte den akustiske ud med en el-guitar.
Forstå mig ret: Manden er ikke en knægt, og den særklasse-spade, han leverede, var så velsleben og indlevelsesfuldt, at man ganske enkelt skulle tro, det var løgn, men kropssproget og den fysiske kærlighed, som Munk udviste til instrumentet, havde hele koncerten igennem en frisk nysgerrighed over sig, som man alt for sjældent ser hos en så habil musiker. Det fik de forreste par rækker omkring scenen til at sveje igennem alle tre kvarter, som koncerten varede.
Det var selvfølgelig alt for kort, for man kunne sagtens have stået og lyttet og fordybet sig i de lange, røgede passager dobbelt så lang tid, og det til trods for at Causa Sui anno 2011 er vokalfri. Det fungerede imidlertid optimalt, at Causa Sui dyrkede den instrumentale tilgang til musikken, og man ser faktisk gerne, at det forbliver sådan. Nogle af numrene så man gerne blive trukket endnu længere ud, end de allerede blev gjort, og får man dem at se som hovednavn på et tidspunkt, ses der frem til at få mere fra dette fynske band, som man nu endelig har fået øjnene rigtig op for. Det manglede bare!
(Karakter: 4)
Syre-nostalgi
Wooden Shjips havde formået af hive et broget publikum ud på Københavns bedste spillested, hvor den yndige indie-prinsesse stod side om side og rockede igennem med det lurvede syrevrag. At et band med dets rødder placeret ganske solidt i eksempelvis et 70'er-milepæleband som Hawkwind, formår at bringe disse forskellige publikummer sammen om oplevelsen, er der noget fantastisk over på den nostalgiske måde.
Problemet med Wooden Shjips er deres konforme og forsimplede konceptuelle tilgang til sangskrivningen. "Sangskrivning" er måske egentlig så meget sagt, for arrangementerne er hele tiden nedprioriteret til fordel for en stemning, et feel, en psychedelia-æstetik. Selv for en mega-sucker for retro i alle dets afskygninger når det kommer til rock og metal, bliver Wooden Shjips bare lige dét for indadvendt og ensartet til at det kun sjældent bliver rigtig interessant.
Idéen med at smide Neu! og Hawkwind gennem et kværn og tilsætte en god portion ekstra beskidt grungespade og Manzarek-orgelflader er en god og (for pokker da!) evigt vedkommende idé. Det er ikke manglen på originalitet, de skal høre for. Men til trods for en vel ret kompromisløs tilgang til musikken, forbliver det hele paradoksalt nok på en eller anden måde for konservativt i længden. Ikke kedeligt, ikke ringe, men heller ikke så godt som musikken altså lidt højpandet lægger op til. Måske flere svampe eller lyden af et trykbor ville hjælpe?
Sved: obligatorisk
Men at det var ensartet og konservativt, betyder sjovt nok ikke, at der ikke var bestemte øjeblikke, der løftede sig et niveau over andre. Her må den herlige ti-minutter lange 'Fallin'' nævnes, hentet fra bandets album, 'Dos' (2009). Sangen er en af deres tydeligste Neu!-hyldester, og har et beat, der denne aften fik bevæget samtlige hofter og lemmer rundt om sig selv og hinanden på hele Loppen fra baren og ned til forreste række. Sådan føltes det i hvert fald. Den efterfølgende garagespækkede 'For So Long' fra samme album fik ikke folk til at slappe mere af.
Wooden Shjips og Loppen arbejdede desuden perfekt sammen. Til trods for at Loppen vel kun var cirka halvfuld, var spillestedets obligatoriske svedende tæthed umuligt at slippe af med, hvilket sjovt nok passede perfekt til Wooden Shjips' dampende rockstemning.
Bandets spilleglæde var ikke imponerende, hvilket man selvfølgelig heller ikke nødvendigvis forventer af et orkester, der prioriterer stemning og branding højere end sangskrivningen. Man kunne dog godt have forventet en lidt længere koncert end de små halvtreds minutter, man fik, og man kunne også godt have forventet, at de ville spille den sætliste færdig, som de havde brygget sammen til aftenen.
Men til trods for flere bemærkninger leverede Wooden Shjips i virkeligheden præcis den koncert, man havde forventninger om. Hverken bedre eller værre.