Showet, der aldrig stopper Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/46/12/1b/-XTD6087-42-1511460424.jpg
23. November 2017    

Der var dømt singalong-rockparty fra den øverste skuffe på en onsdag aften, og vi fik lige, hvad vi kom efter. Må Queen-hitparaden leve for evigt!

Spillested
Dato
22-11-2017
Genre
Trackliste
1. Hammer To Fall
2. Stone Cold Crazy
3. Tie Your Mother Down
4. Another One Bites The Dust
5. Fat Bottomed Girls
6. Killer Queen
7. Don´t Stop Me Now
8. Bicycle Race / I´m In Love With My Car (medley)
9. Get Down, Make Love
10. I Want It All
11. Love Of My Life
12. Somebody To Love
13. Crazy Little Thing Called Love
14. Under Pressure
15. A Kind Of Magic
16. I Want To Break Free
17. Whataya Want From Me (Pink-cover*)
18. Who Wants To Live Forever
19. Radio Gaga
20. Bohemian Rhapsody
21. We Will Rock You
22. We Are The Champions
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
4

Siden Freddie Mercury afrundede 'Innuendo', den sidste plade i hans levetid, med 'The Show Must Go On', har dette fungeret som mantra for guitarist Brian May og trommeslager Roger Taylor i deres insisteren på at holde Queen-brandet i live. Ikke så meget i form af nyudgivelser som i form af storslåede turnéer med skiftende sangere til at videreføre den tunge arv fra den afdøde og ikke så lidt karismatiske forsanger. Bassisten og keyboardisten har ganske vist også stået for skud, men det er tydeligt, at disse medlemmer i den nuværende besætning ikke tillægges samme synlige rolle og derfor overvejende står hengemt i den mørke side af scenen. De gør deres job til punkt og prikke, men det er ikke dem, der bærer showet. Der skal således ikke sås nogen tvivl om, at May og Taylor sammen med den flamboyante tidligere American Idol-stjerne Adam Lambert er de udadtil bærende kræfter i det show, der i dag holder liv i Queen-brandet.

Det er i år 40 siden, at 'News of the World', pladen med to af de mest fejrede hits fra Queen-kanonen i form af 'We Will Rock You' med det minimalistisk simple trommespor og det muligvis mest spillede nummer nogensinde i sportssammenhæng, 'We Are The Champions', så dagens lys. Dette mindes vi om fra første sekund, hvor scenen, som indtil nu har været omkranset af en mur, smadres af hånden fra den ikoniske robot på frontcoveret til introsporet fra førnævnte 'We Will Rock You'. Adam Lambert entrer scenen i glamour, indtager hele runwayen med funklende solbriller, spillen med musklerne og lys falset under 'Hammer to Fall'. Det bliver dog synligt allerede i andet nummer, et af sættets ældste og mest hårdtrockende indslag i form af 'Stone Cold Crazy', at Lambert på ingen måde har den rå kant i tonelejet, hans forgænger havde. At et af sættets hvis ikke bedste, så i hvert fald mest interessante valg således gik hen og blev en fuser, ikke blot på grund af Lambert, men også på grund af Mays solo, der druknede fuldkommen i resten af lydbilledet, måtte vi bære over med.

Ham der Freddie ...
Det er af indlysende årsager svært ikke at sammenligne Adam Lambert med Freddie Mercury. Mercury står den dag i dag som en af de mest legendariske frontmænd i rockhistorien. Han havde ikke blot stemmen og det store register, men var også ferm på et klaver og havde inspirationer fra uden for rockens verden, som tidligt blev inkorporeret i Queen-lyden. Derudover havde han karisma og kunne bære en scene som de færreste, med store armbevægelser og flashy kostumer. For ikke at glemme, at han var homoseksuel dengang, hvor man ikke talte højt om den slags. Af samme årsag bliver han også hyldet flere gange under koncerten med store bifald. Mercury var savnet, men Lambert fylder rollen godt ud med en behørigt flamboyant optræden. Selvom han som nævnt mangler det rå rock-register. For sætlisten vægter de største hits fra start til slut, og derfor er det også sjældent, at denne svaghed for alvor står til skue. Det er ikke, fordi han tilføjer en ny lyd til Queen-repertoiret, men han bærer de velkendte dele af kataloget videre med ære og værdighed og en hel del campet attitude.

“Frank went so far up my ass tonight” lyder det fx, efter han er blevet båret siddende på den tidligere nævnte robots hoved under 'Killer Queen' (for de mindre indforståede er Frank en henvisning til Frank Kelly Freas, navnet på kunstneren, der lavede robotten tilbage i 50'erne). Videre fortsætter festen med at onanere mikrofon-stativet under 'Don´t Stop Me Now', inden en lyserød cykel springer op på runwayen til den indlysende 'Bicycle Race'. Taylor synger formidabelt råt bag trommerne på 'I´m In Love with My Car', og sådan fortsætter det ellers over stok og sten fra hit til hit.

Non-stop hitparade
Med den let genkendelige prangende manke står Brian May i dag som den ikoniske videreformidler fra dengang, og den falmede hårfarve til trods har han bestemt ikke mistet den der særlige tone, som bidrager til at gøre Queen-lyden så nemt genkendelig. Han har da også et gribende øjeblik under 'Love of My Life', hvor han akkompagneres af Mercury selv på storskærm, og han slutter solostunden med at række hånden ud efter ham, så man et øjeblik får følelsen af, at Mercury er til stede. May bliver tydeligvis bagefter så rørt over publikums entusiasme og nostalgiens vingesus, at han har en klump i halsen og prøver at undgå at knibe en tåre. Den efterfølgende selfie-stick-seance, hvor han med stor begejstring filmer os alle, var måske lidt over the top, men der er ingen tvivl om, at han fortsat lever og brænder for Queen, med alt hvad dertil hører. Der bliver gudskelov også rettet op på lyden tidligt i sættet, så det primært er i starten, at hans solo-eskapader drukner i lydbilledet. Alle kommer til deres ret, men det er nu først og fremmest i forbindelse med den spektakulære visuelle side, lysshowet, den cirkulære storskærm over scenen og brugen af runwayen, at Royal Arena for alvor viser sit værd. Medlemmerne bliver flere gange løftet op fra under scenegulvet som en forrygende overraskelseffekt, og den meget varierede brug af lys med alt fra det stjernefunklende ('A Kind of Magic') og det dramatiske ('Stone Cold Crazy'), den gentagne brug af discokuglen, der smukt oplyser hele arenaen, til lasershowets blå og røde stjernetæppe, der tilsammen ophæver selve showet til en oplevelse langt, langt udover det sædvanlige.

I 'Under Pressure' løftes Taylor og hans trommesæt således op på runwayen, og han synger Bowies del, inden Lambert forlader scenen under 'A Kind of Magic'. Pudsigt, at Taylor får så meget plads ved mikrofonen, men et fornuftigt valg, da han har mere af den råhed, som Lambert mangler. De kunne snildt inddrage ham mere i de ældre dele af repertoiret, og derfor er det egentlig lidt underligt, at det lige er den meget poppede 'A Kind of Magic', han synger. Men under alle omstændigheder er det en fornøjelse at høre, at også han stadig har nerven og stemmen til at bære det aldrende hitkatalog videre. Til gengæld viser Lambert format og inderlighed i den i retrospektiv jævnt melankolske 'Who Wants to Live Forever', inden aldeles inkompetente sangstemmer omkring mig gør deres bedste for at overdøve operadelen af 'Bohemian Rhapsody'. Det har nu også sin charme.

Alt taget i betragtning var det en herlig hverdags-karaokefest med klassikere på stribe, vi var vidne til. Mere leg med sætlisten havde været at foretrække (ikke ét eneste nummer fra 'Queen II'!), men med Lambert i front er det fornuftigt, at repertoiret lægger vægten mere på de poppede ørehængere og mindre på de hårde rockere, hvor hans stemmeleje vil blive udfordret. May og Taylor bærer arven flot videre, og det er en fornuftig beslutning at have taget Lambert ind i folden. Synd, at resten af bandet står så meget i skyggen, men når nu de tre bærer det så godt, er der ingen grund til at klage. Publikums tilstand efterfølgende talte i hvert fald sit eget tydelige sprog.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her