Ild og dedikation Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/0b/90/32/-XSF9641-98-1466337259.jpg
18. Juni 2016    

Tekniske drillerier dominerede i midten af koncerten, der samlet set var en times stabil, flirtende hardcore af den fede skuffe.

Kunstner
Dato
11-06-2016
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Vi blev frataget muligheden for at se Raised Fist i Malmö i november, da broen blev lukket på grund af en brise med et vist bid, der føg over Øresund på spilledagen.

Ergo var dagens mission at være klar på festivalpladsen kl. 12.00, når svenskerne skulle åbne Lemmy Stage. En tarvelig tjans for de fleste bands, og det var med halvlunkne forventninger, at turen gik fra Rosenlunds Camping til festivalpladsen.

Der var ingen grund til bekymring. En times spilletid skulle fyldes ud, og det passede godt ind i Raised Fists opskrift på en koncert: lige på og hårdt. Den store mængde pyroteknik kom på arbejde fra første indtælling, og vokalist Alexander Hagman var sådan set ret ligeglad med, at det var høj sol, tidligt på dagen og tømmermandstime for de mange.

Han trådte på scenen med smittende begejstring og ville i første nummer lave det ofte sete trick, som The Hives’ Howlin' Pelle mestrer så godt: Mikrofonen blev med sin ledningshale kastet højt op i luften og skulle gribes igen et par meter længere henne.

Koordineringen af sidstnævnte kiksede dog for vokalmaskinen, og fronthøjttalerne gav igen med et eftertrykkeligt smæld, da mikrofonen knaldede ned i scenegulvet. Få minutter efter væltede guitaristen sin egen mikrofon og fik spillet nogle let eksotiske riff i sit forsøg på at rejse den op igen. Scenecrewet havde travlt.

Sange, der holder
Numrene pumpede derudad, og skønt jeg var irriterende ubekendt med bagkataloget, føltes det alligevel som at være på hjemmebane. Det er ikke tilfældigt, at bandnavnet kommer fra en linje i Rage Against the Machines ‘Know Your Enemy’. Samme punch og bidskhed gennemsyrer Raised Fist i alt, hvad de gør, og bare 90 sekunder inde i åbningsnummeret stod det helt klart, at det her blev vildt.

Anført af Alexander Hagman pisker det knap 25 år gamle band derudad. Der er ikke andet end respekt at have for det fysisk frygtindgydende blålyn af en mand. Hjemme i Luleå driver han en af de største klubber for kampsport, Nordic Fighters, hvor han blandt andet underviser i MMA og dyrker jiu jitsu. Det kan ses på scenen, hvor han springer umenneskeligt højt, og hvor han var vitalt sprudlende af energi hele showet igennem, kun afbrudt af den ærgerlige pause, som basforstærkeren dikterede midt i det hele.

For det ødelagde en del.

Pludselig forsvandt baslyden, og crewet måtte igen på banen. Bedst som alle troede, den var fikset, og en ny sang blev startet, strejkede den endnu en gang, og det blev en stille pause efter nummeret, hvor Hagman småsnakkede lidt akavet for til sidst at blive helt stille. Den ophobede energi sev ned mellem småstenene.

“Du skal ikke stresse,” sagde Hagman til sidst, smilende, men opgivende til sin febrilske bassist Andreas Johansson, og latteren fra publikum opblødte den akavede situation

Der var flere imponerende momenter, som timen skred frem, men en gennemgående årsag til, at det hele spillede, var trommeslager Matte Modin (Firespawn, ex-Dark Funeral m.fl.). Hans spillestil samlede hvert enkelt nummer i en vakuumtæt stramhed, så de hårde stykker eksekveredes præcis så skarpt, som de skulle, og trommelyden var lige i skabet på Lemmy-scenen, så alle detaljer, især på hihatten, trådte klart frem og tændte op under fødderne.

Raised Fist skriver velproportionerede sange, der får enhver fod til at vippe, og omkvæd, der bliver siddende i hovedet. Det er deres største styrke sammen med energien på scenen.

Det blev show med masser af ild, overlegen spilleiver og aggressivitet, handicappet af teknisk bøvl, men leveret af dedikerede musikere alle som en. De har lige fået en ny fan.



Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her