Rasmus Klump og Godfather
Populær
Paul Di'Anno var mildt sagt ikke tilfreds med det beskedne fremmøde til hans koncert på The Rock søndag aften. Det gik ud over koncerten, hvor den tidligere Iron Maiden-frontmand undervejs angreb det stakkels publikum verbalt.
2. Wrathchild
3. Marshall Lockjaw
4. Murders in the Rue Morgue
5. Children of Madness
6. Remember Tomorrow
(Trommesolo)
7. Faith Healer
8. A Song for You
9. Killers
10. Phantom of the Opera
Ekstranumre:
11. Transylvania
12. Prowler
Man kan sige, hvad man vil om Paul Di'Anno (ham der den første sanger i Iron Maiden, De ved). For de af os, der er så blasfemiske ikke at falde på halen over Bruce Dickinsons operaskrig og rent faktisk foretrækker Maidens debutplade frem for eksempelvis 'The Number of the Beast', er han lidt af en kulthelt.
Tidens tand har ganske vist ikke været flink ved den gode Paul siden han fik sparket fra Iron Maiden for snart 30 år siden. Og i hjemlandet vil man nok kalde en type med hans udseende for en "fat bastard" eller en "wanker", og det var præcis den pub-retorik Di’Anno tog i brug over for de stakkels cirka 50 fremmødte publikummer på The Rock.
Koncerten faldt nemlig på samme tidspunkt, som Airbourne legede AC/DC-spillende Duracell-kaniner andetsteds i byen, hvilket – foruden det faktum, at det altså var søndag - satte sit aftryk på fremmødet. Og dét var tilsyneladende ikke noget, der huede den 51-årige englænder.
Ifølge Di'Anno var han lige kommet hjem fra en godt besøgt turné i USA, så pludselig at skulle stå i en gabende tom fangekælder i København, var ikke lige sagen.
Freakshow
Di'Annos sammensatte backingband talte to svenske musikere og to finner fra Sonata Arctica, der spillede som et Iron Maiden-coverband nu ville gøre det, og det man mest bed mærke i fra start var, hvordan 'Wrathchild' blev spillet alt for hurtigt i forhold til originaludgaven.
Det var, hvad det var: Ikke specielt behageligt at lytte til, men dog ingenting i forhold til de sange Paul luftede fra sin solokarriere – hér talte vi sløset sekunda-powermetal. Den slags havde sikkert være til at leve med, hvis man havde haft en whiskeypind i øret, og det havde været fredag frem for søndag, men i denne situation var det uudholdeligt.
Di'Anno haltede rundt med sin kæmpe vom og fodskade og måtte assisteres op på scenen af en flok sikkerhedsvagter. Det lignede et freakshow, og dette indtryk svækkedes bestemt ikke af, at Di'Anno krydrede tragedien med engelsk arbejderklassehumor.
Eksempelvis "This has been a good day; my wife almost drowned", eller da han introducerede 'Killers' som en sang, fra "da jeg var med i Spice Girls", men som koncerten skred frem blev vittighederne rettet mod det sagesløse publikum.
Bizart underholdende
Mens Paul Di'Anno mistede lysten til at stå på scenen begyndte han at håne publikum over dets manglende evne til at kunne larme lige så meget som 500 mennesker – på et tidspunkt kaldte han en flok unge herrer på forreste række for mongoler, og senere sagde han, at det føltes som at være til handicap-OL at stå og kigge på publikum.
Men du ligner jo selv Rasmus Klump, Paul!
Maiden-klassikerne blev overskygget af disse absurde indfald, for mange sløje ting for Di'Annos solokarriere og en rasende intetsigende, obligatorisk trommesolo midtvejs. Selv ikke Maidens bedste sang 'Phantom of the Opera' lykkedes det at puste liv i for den på det tidspunkt helt opgivende Di’Anno, og da de sidste toner af det sidste ekstranummer ’Prowler’ ringede ud, følte man sig faktisk lettet.
Det var under alle omstændigheder en bizar koncert, der lige nøjagtig undgår den absolutte bundskraberkarakter netop fordi det var en underholdende oplevelse på samme måde som når man ser en film, der er så absurd elendig, at man aldrig glemmer den.
Apropos film, så gik Di'Anno for øvrigt på og af scenen til temaet fra 'Godfather'... Et bizart anfald af storhedsvanvid eller ufrivillig komik fra en falden helt?
Bedøm selv.