Copenhell 2015: Slås og bolle-koncert Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/73/51/6a/-B2A9272-copy-24-1434896229.jpg
21. Juni 2015    

Red Warszawa satte et eftertrykkeligt punktum for dette års Copenhell på Pandæmonium med en times rablende og herligt ubehjælpsom heavy. Eller "polsk punk", som de jo selv kalder det.

Kunstner
Dato
20-06-2015
Trackliste
1. Intro/Norsk Black Metal
2. Fuckin' op i røven Jonna 5
3. Jeg hader alle mennesker
4. Hævi mætal og hass
5. Sindsyg af natur
6. Jeg er kristen
7. Den sorte garderobe
8. Æggemad
9. Jeg vil ha' en kvinde med en kraftig måtte
10. Slå ihjel
11. Technoparty
12. Bagermester Jensen
13. Tror du det er for sjov jeg drikker?
14. Har man ikke hul i røven?
15. Dyresex, det er fedt
16. Skinboy
17. Mosekonen brygger
18. Der vil altid være en straf
19. Aldi
20. Rapanden Rasmus
21. Hurra skolen brænder
22. Barbiedukkeland
Koncertarrangør
Fotograf
Peter Troest
Karakter
4

Red Warszawa er sådan en udødelig størrelse – et forsøg på at oversætte Metallica, Slayer og Judas Priest til dansk – som snart sagt alle metalfans har haft et særligt forhold til i de pubertære teenageår. Nogle stopper så aldrig med at drikke i blå mandag-tempo, og så fortsætter kærlighedsforholdet meget længere. Men der må have været mange blandt det talstærke publikum foran Pandæmonium klokken halv to, der ikke har oplevet orkesteret siden dengang, for til trods for det ugudelige spilletidspunkt, så trak metalretardoerne en af årets største mængder foran Pandæmonium.

Og oven på Ghosts umetalliske Helviti-maskebal var det en befrielse at opleve Red Warszawas organisk beduggede og frivilligt komiske seance. At den gale kvartet så ikke har rykket sig siden årtusindeskiftet og aldrig helt har kunnet følge op på de to første plader, der snart er 20 år gamle, kom til udtryk under den timelange optræden. Nuvel, Lækre Jens' kostume er ikke længere bare gaffertape rullet rundt om papkasser; i dag ligner han nærmest et medlem af Gwar, og 5-10 trommeslagere senere sidder "Morbus Chron" nu bag tønderne. Han spiller vist i Manticora til daglig.

Red Warszawa har også fået et flot håndmalet bagtæppe og en kæmpe nøgendamedukke, der giver AC/DC's "Rosie" kamp til stregen. Men stiv- og ubehjælpsomheden er sandelig intakt. Om det var, fordi Jens ikke kunne høre monitorerne under sin hjelm, om det var, fordi han havde travlt med at vifte med en dildo, eller om det bare var, fordi han var fuld, var ikke helt til at sige. Han sang i hvert fald et par takter efter resten af bandet gennem hele koncerten. Men det var faktisk rart med lidt musik, der ikke blev spillet efter ekvilibristiske evner eller computerstyret clicktrack.

Handicappet homofest

Moshpitten sydede allerede fra første minut og 'Norsk Black Metal', og så kørte Red Warszawa ellers den onde Slayer-stil, først med 'Fuckin' op i røven Jonna 5', 'Jeg hader alle mennesker' og især psykohymnen 'Sindssyg af natur' med indlagt Hanneman-agtig solo. Og selvfølgelig var der masser af greatest hits, hvoraf især 'Hævi mætal og hass', 'Den sorte garderobe' (natbussen hjem fra Copenhell går jo sjovt nok mod Ballerup), 'Tror du det er for sjov jeg drikker?', 'Slå ihjel', 'Mosekonen brygger' og ikke mindst 'Aldi'.

Da Hævi Henning havde tekniske problemer, gav det blot anledning til en række af de akustiske lokumsballader, 'Jeg vil ha' en kvinde med en kraftig måtte', 'Har man ikke hul i røven?' og selvfølgelig 'Dyresex, det er fedt', hvorunder en fan gav anledning til et sjældent syn: a cappella akkompagneret med crowdsurfing... Lækre Jens viftede med en kæmpe vatpind under 'Der vil altid være en straf', han crowdsurfede, snavede og pulede flere gange sine egne bandvenner, der blev drukket Jägemeister fra flasken, og der var disco-metal i form af 'Skinboy' og 'Technoparty'. Alt var rasende dumt og festligt, helt som forventet.

Udvandringen var endnu ikke begyndt, da 'Hurra skolen brænder' hen mod klokken halv tre buldrede ud over Copenhell, mens publikum gav deres sidste og lovede Lækre Jens at "drikke så meget, at vi intet kan huske i morgen". Fjol og gøgl, men underholdende fjol og gøgl, og fællessangen i 'Barbiedukkeland' gjaldede over Refshaleøen, mens Hævi Henning smed alt tøj og gennemførte sangen nøgen som punktum for Red Warszawas selvproklamerede homofest og dette års Copenhell i det hele taget. Det må godt gå hen og blive en tradition, denne motorisk handicappede homofest.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her