Copenhell '17: Tumpernes underholdende midtvejskrise
Populær
Red Warszawa lukkede traditionen tro Copenhell på den allermest tumpede, bøvede og underholdende måde med afslutningskoncerten på Hades. Men selv træfsikre hits og små overraskelser kan ikke dække over både bandets midtvejskrise og festivalens identitetskrise.
Metadonmix fra Maribo
Børn er dumme og grimme
Har man ikke hul i røven
2000 tyskere
Mosekonen brygger
Aldi
Nord for Nordkap
Kan Henning vise røv
Jeg vil ha’ en kvinde med en kraftig måtte
Jeg hader alle mennesker
Julemandens selvmordsbrev
Fried Lies
KKK-salat
Singelingeling
Han har svenskergarn
Hennings løg er meget længere end hans pik
Karry
Motorvej
Æggemad
Dyresex er fedt
Der er noget herligt skamløst over et band som Red Warszawa. Som dansk metals svar på ’Dum og dummere’ har de i 20-30 år har været scenens absolut mest tumpede band. Det er i bund og grund en joke, som er blevet taget for langt ud, fordi ingen har været i stand til eller haft lyst til at sige stop, mens man nu var i gang og havde det sjovt.
Ikke desto mindre kan Red Warszawa alligevel diske op med en klassikerrække af bøvede sange, der er evigt underholdende. Så godt som størstedelen kan desuden karakteriseres som publikumsfavoritter, og selv de små afvigelser i sætlisten har derfor stor effekt.
På den måde lever joken faktisk i bedste velgående 30 år inde i karrieren, og det gør Red Warszawa til en anomali på metalscenen. En herligt konsistent en.
For to år siden spillede de sidste aften på Pandæmonium og lukkede festivalen ned med en yderst mindeværdig og meget lidt ædruelig koncert, og det viste sig, at Red Warszawa og Copenhell faktisk var et overordentlig godt match. Måske et lidt for godt match.
Sidste år vendte de tilbage og gjorde det samme, dog blot på Hades-scenen, og i år havde RW så annonceret sig selv som hovednavn, hvilket resulterede i endnu en (modvillig?) invitation fra Copenhells arrangører.
Pilens retning
Det er næppe nogen hemmelighed, at RW med deres toilet- og drukhumor mest af alt appellerer til unge, pubertære teenagedrenge, der lige har fundet ud af, at metal er fedt, og at det måske er lidt for besværligt at være den smarte fyr i klassen, og at man derfor lige så godt kan gå all in på den mest bøvede og ucharmerende musik, man kan finde.
Har man én gang prøvet at føle sig udenfor, er det ikke en oplevelse, der bare lige forsvinder igen. Og derfor kan det være en befrielse at kunne dyrke den outsiderstatus og tage den helt ud på overdrevet, hvor outsiders bliver til insiders i deres eget fællesskab.
Det er det, Red Warszawa gør. Og det gør det i en sådan grad, at selv folk, der er kommet et pænt stykke videre end deres teenageår, i aldringsprocessen stadig kan anerkende bandet og deres musik som mere end bare ungdommelige, pubertære jokes.
Det fungerer, fordi det er selvudleverende. Der er noget meget lidt forstilt over Red Warszawas musik, for selvom de peger fingre ad dumme børn, dumme autonome og dumme tyskere, så peger pilen hele tiden tilbage på dem selv som de absolut dummeste.
Den manglende selvhøjtidelighed er sympatisk, fordi den er indbydende. Den vil ikke meget andet end at have folk med på at drikke. Og som vi ved fra Red Warszawa, så skal vi både drikke for fred og drikke under tvang, men vi skal endelig heller ikke tro, at vi drikker for sjov.
Det gør vi dog alligevel, og det er herligt, så længe det varer. Det hele går, som det skal. Og det går som de andre år. Der bliver danset, skrålet, headbanget, hoppet og crowdsurfet til den helt store guldmedalje af det godt beduggede publikum, Heavy Henning er i vanlig stil halvnøgen med hjelm på hovedet og kokosnødder på brysterne, og Lækre Jens er iklædt sit bedste ridderkostume.
Red Warszawas midtvejskrise
Det er underholdende, men alligevel kan man ikke slippe tanken om, at Red Warszawa befinder sig i en form for permanent midtvejskrise, og at de har gjort det længe. Den seneste studieplade, ’De 4 årstider i Nordvest’, er nu syv år gammel og var i øvrigt deres svageste hidtil, og de nye numre såsom ’Vild med pap’ og ’Woke Up One Night With Lars Løkke’, som bandet har spillet til koncerterne i de mellemliggende år, tyder ikke på et voldsomt højnet niveau.
Premieren på den nye sang ’Fried Lies’, der angiveligt vil være at finde på en kommende plade, er koncertens lavpunkt, og publikum tabes kortvarigt på gulvet for så at samles op igen. For når fornyelse fejler, kan man lige så godt holde sig til det velkendte.
Det gør Red Warszawa så, og vi får i stedet ’Singelingeling’, ’Motorvej’ og ’Æggemad’ som afslutning på koncerten, men undgår samtidig nogle af de sædvanlige travere som ’Skinboy’, ’Technoparty’, ’Norsk black metal’, ’Den sorte garderobe’ og ’Barbiedukkeland’. Sådan kan man også afveksle, og ved slutningen af ’Æggemad’ hopper Lækre Jens ud i publikum, som bærer ham hele vejen ned til ølboden, hvor han som en anden dirigent holder festen i gang for de mest dedikerede med fællessangen ’Dyresex er fedt’.
Copenhells identitetskrise
Det samme skete angiveligt sidste år, og det er dér, at Red Warszawa også viser, at de og Copenhell er et for godt match. For bandets midtvejskrise kan overføres til festivalens situation et år, hvor man har satset mere på de sikre kort i fadølsfestens tjeneste og mindre på metallen.
Selv årets mange gode koncerter kan ikke skygge over, at Copenhell befinder sig i en identitetskrise, hvor man for at sikre festivalens vækst og undgå gengangere i programmet må søge væk fra de store metalbands og mod rocknavne, der kan sikre billetsalget. Det har desværre svækket profilen, hvor især nichegenrerne inden for ekstremmetallen ikke er blevet særlig godt repræsenteret i programmet.
Festivalen var i år ved at knække over, for trods sin status som genrefestival er den ved at trække væk fra den metal, der burde udgøre kernen i programmet. Og det kunne mærkes på publikummet, salget af endagsbilletter og den evindelige promovering af metalkulturens værste klichéer som billigt salgstrick.
Vi kan godt blive ved med at være en folkemængde på 20.000, der råber ”spil noget med Slayer!”, spiser Vulgar Display of Pølse-retter og råber med på konferencier Anders Bøtters enerverende ”Copen-HELL!”- råb, ligesom vi kan blive ved med sidste nat at bære Lækre Jens ned til ølboden. Igen og igen, år efter år.
Hvis det alligevel er den retning, det går, så kan man lige så godt gå tage dumheden til sig. Erkende, at det er druksange som ”Hennings løg er meget længere end hans pik”, som er det nye og mest passende mantra til den kollektive drukrus. Erkende, at det ikke er de skelsættende metalnavne, der skal fylde hovedscenen. Erkende, at det hele bare er for sjov, og at Red Warszawa skal headline hvert år.
Det ville i det mindste være ærlig snak, for hvor Red Warszawa i deres musik peger pilen mod sig selv, så peger Copenhell nu pilen et andet sted hen. Væk fra metallen og mod en folkelig parodiering af dens kultur i stedet for.
Men det er jo ikke bare for sjov, vi gør det her. Altså hører metal.
Eller hvad?