Tabt visuelt udtryk reddet af storslået musik Populær

http://www.devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/88/fc/e9/-E2P6542-88-1402996386-87-1494327971.jpg
08. Maj 2017    

Et af de tungeste acts på årets A Colossal Weekend, Redwood Hill, gav en intens koncert på en ganske lille scene, der dog ikke kunne bære bandets visuelle udtryk.

Kunstner
Spillested
Dato
05-05-2017
Trackliste
1. Microgravity
2. Nihil
3. Tristesse
4. Wie Ein Adler
5. Albedo
6. Poseidon
Forfatter
Karakter
4

Sidst i april udgav det københavnske kvintet en ny ep, ‘Fragments’, der, som titlen antyder, indeholder sange fra forskellige epoker i bandets karriere, herunder et spritnyt nummer fra en kommende plade. På A Colossal Weekend luftede bandet endnu et nyt nummer, ‘Nihil’, på festivalens mellemscene i Lille Vegas lounge på øverste etage, som mange måske også har stiftet bekendtskab med til When Copenhell Freezes Over.

Rummets indretning og dets lavthængende lamper er ikke særligt scenevenlige i den forstand, at podierne bliver nødt til at være så tæt på gulvet som muligt, for at musikerne og deres udstyr kan være der. Til populære koncerter er der derfor ikke andre end de forreste to rækker, der kan få fornøjelsen af rent faktisk at se showet. Det problem viste sig atter til Redwood Hill.

Udover at det selvfølgelig er ærgerligt, at alle under to meter primært kigger ind i de foranstående publikummers baghoveder, gik det desværre alt for meget ud over københavnerbandets show, hvis musik er understøttet af et stærkt visuelt udtryk. Det er kutyme for bandets forsanger, Marco Stæhr Hill, enten at vende ryggen til publikum eller forsvinde fra publikums synsfelt under musikkens mange instrumentelle stykker, hvor et gennemtænkt og nøje udvalgt lys- og røgshow skaber en atmosfærisk ramme om koncerten, der følger hånd i hånd med det tunge, dystre og stemningsfulde musikalske udtryk. Og for at sige det mildt fungerer det hamrende godt normalt. Men her gik det tabt.

Heldigvis fungerede stort set alt andet ved koncerten. Redwood Hill leverede en ganske imponerende optræden med en varieret sætliste, der skabte stor dynamik i musikken, der både kunne rumme det stille og stemningsfulde samt det tunge og bombastiske. Bandet undlod at holde pause mellem numrene, og det gav en rød tråd gennem koncerten, som publikum ikke kunne løsrive sig fra; det var én lang musikalsk rejse gennem et kolossalt og flerdimensionelt følelses- og lydunivers med stærke henvisninger til nogle af post-metallens mest prominente bands som eksempelvis Isis og Cult of Luna.

Redwood Hill har efterhånden en solid liveerfaring, der blandt andet tæller flere koncerter på Copenhell. Erfaringen kom til udtryk denne aften. Koncerten var velspillet, og musikernes tilstedeværelse og indlevelse i musikken smittede af på publikum, hvorfor det stærke fremmøde varede ved helt til slut, hvor bandets vel nok mest kendte nummer, ‘Poseidon’ fra albummet ‘Descender’ (2013), fik en meget energisk modtagelse og efterlod salen med en hunger efter mere.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her