Reptilets bestialske magtdemonstration Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/8d/a1/08/-XSF4295-68-1489513930.jpg
10. Marts 2017    

Den progressive dødsgigant Gojira viste igen overlegenhed, denne gang torsdag aften i Store Vega.

Kunstner
Titel
Gojira - Store Vega - 9. marts 2017
Spillested
Dato
09-03-2017
Distributør
Trackliste
1. Only Pain
2. The Heaviest Matter of the Universe
3. Silvera
4. Stranded
5. Flying Whales
6. The Cell
7. Backbone/Remembrance outro
8. Terra Inc.
9. L'Enfant Sauvage
10. Drum Solo
11. The Shooting Star
12. Toxic Garbage Island
13. Pray

Ekstra:
14. Guitar Solo
15. Oroborus
16. Vacuity
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
5

Allerede 18:30 var der opstået lang kø foran indgangen til Store Vega, og man kunne i kulden og mængden betragte desperate fans tigge om billetter til den udsolgte koncert med Gojira. Lige meget hjalp det, hvilket også begivenheden på Facebook vidnede om.

Forventningerne til aftenens hovednavn og til præsentationen af det aktuelle og allerede ikoniske, progressive album 'Magma' kunne derfor næppe stige yderligere. Inden da skulle publikum dog bide skeer med mindre kendte musikalske indslag som Car Bomb og Code Orange, der på mange måder satte et hektisk og eksperimenterende aftryk på den første del af aftenen. 

Eksperimentelle ildspåsættelser 
Car Bombs optræden blev meget lovende indledt med en basgang, der fik jorden til at skælve under fødderne på det forventningsfulde publikum. Trommesæt og forstærkere stod som store, truende skygger på scenen under sorte lagner, og der var hverken foretaget mikrofon- eller anden form for lydtjek, mens publikum var i salen, så det var for mange en kærkommen overraskelse, da amerikanske Car Bomb endelig og ud af det blå betrådte scenen godt en halv time senere, end hvad tidsplanen havde lovet.

”We are Car Bomb from New York!” råbte forsangeren med en tyk amerikansk accent, der på stedet afslørede sandheden i hans udsagn, hvis ikke kasketten og hip hop-bevægelserne allerede havde gjort det i første ombæring. Trods den store entusiasme, bandet viste på scenen, var det ikke noget, der nåede ned til publikum i salen, der stod som tilgroede stenstøtter og iagttog bandet uden videre interesse. Det kan måske skyldes flere ting.

Car Bomb spiller ligesom Code Orange progressiv dødsmetal, og kender man som publikum ikke de optrædende bands' numre, kan det være frustrerende, hvis ikke umuligt, at prøve at finde hoved og hale i rytmegange og temposkift. Dette var specielt tilfældet for Code Orange, der gang på gang lagde op til den moshpit, publikum var kommet for at være en del af, men som stoppede midt i en potentiel omgang mosh for i stedet at lege med syrede keyboard-passager og brummende mellemsekvenser. Car Bomb insisterede dog på at variere growl med ren talende vokal, som nok havde intentioner om at minde om Slipknot, men ikke besad samme effekt og styrke i udtrykket. Desværre.  

Orange is the new black 
Det næste band havde navnet Code Orange og adskilte sig trods genreligheder alligevel en del fra Card Bomb. Særligt bandets energi og optræden var på et helt nyt, uset niveau, hvad angår opvarmningsbands generelt, og også selve line-uppet var så utraditionelt, som det kunne blive, idet bandets tre sangere enten spillede på trommer, bas eller guitar.  

Det er midlertid ikke så nemt at sætte en mærkat på bandets musik, idet hvert nummer bærer på forskellige genreelementer. Således kunne man både fornemme brudstykker af inspirationskilder som Rage Against the Machine, Nirvana og tydeligvis Machine Head og Gojira, der spøgte i kulissen. Bandets numre kunne opleves som meget fragmentariske, og af og til var det svært at afgøre, om et nummer var slut, eller om der allerede var blevet taget hul på det næste. Således blev publikum både vidne til en lavtempo doom-sang som 'Bleeding in The Blur', en intro, der mindede mistænkeligt meget om 'Come As You Are', og dele, der havde ligheder med 'Killing In the Name'.

Showet blev dog både toppet af med synkrone hop fra bandmedlemmerne, den forreste guitarists spagat i luften og hans utallige cirkelspark, der utvivlsomt har gjort nogle scenevagter nervøse fra tid til anden. Det hele stoppede dog brat, da bandet pludselig begyndte at pakke grej sammen og efterlod publikum afventende efter mere og på kanten til en klapsalve. Hverken ekstranumre eller applaus blev dog en realitet. 

I øglens jerngreb 
Ingen var dog i tvivl om, hvad der skulle ske, da Gojira gjorde entre på scenen, og selv bandet virkede lettere overrumplet over den massive publikumstilslutning og de konstante moshpits, der formede sig under hver eneste sang.

De begyndte lige på og hårdt med nummeret 'Only Pain' fra deres seneste udgivelse, og som altid synes aggressionen og det upolerede lydlandskab at være en stor kontrast til bandets rolige og meget kontrollerede ydre. Men det er heller ikke ydre aggression, der er væsentlig for udtrykket, når Gojira er på scenen, men alvorlig indre refleksion over masseødelæggelser og livet på jorden, hvilket Sea Shepherd-klistermærkerne på bandets forstærkere til stadighed understregede.

Enkelte steder i de første numre virkede det, som om forsanger Joe Duplantiers vokal druknede i sit eget ekko, hvilket man både kunne betragte som ærgerligt eller som et kunstnerisk valg. Ikke desto mindre fik vokalen mere gennemslagskraft længere henne i koncertens forløb i numre som 'Stranded' og 'Backbone'. Ellers var det svært at sætte en finger på de lydlige forhold i Vega til denne koncert, hvor både udstyr, setup og musikere klædte hinanden godt. Og så var sætlisten ikke mindst godt skruet sammen og bestod næsten udelukkende af hits fra alle bandets store udgivelser.

Bandet lagde ikke op til meget direkte verbal interaktion med publikum, hvilket i princippet heller ikke var nødvendigt, da Gojira ikke dyrker afvekslende, stille perioder i deres sætlister, og da store dele af forsamlingen alligevel var optaget af at smadre ind i hinanden på den bedst tænkelige hensynsfulde måde.

Imens kørte der et projektordrevet lysshow i baggrunden, der livede sceneshowet op og tegnede interessante skygger og lyskegler i ansigterne på de dybt fokuserede musikere. Selv nok verdens bedste trommeslager Mario Duplantier, bror til forsangeren Joe, som lyset øjensynligt måtte have blændet, lod sig ikke mærke med noget i kampens og først og fremmest svedens uundgåelige hede. Intet slog på noget tidspunkt det uvirkeligt tighte orkester ud af kurs, og det er næsten irriterende at indrømme, at Gojira igen leverede en stort set pletfri koncert af virkelig høj musikalsk kvalitet.

”So many bad things are happening in the world right now, but music is love”, blev således det med fransk accent klingede budskab, der rundede bandets koncert af sammen med løftet om, at de snart ville komme igen, og det tror jeg bestemt ikke den hujende, sveddryppende sal havde noget imod. De ville have mere.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her