Retro for fuld udblæsning
Populær
Dirty Days of Summer’s andendag stod i den sludgede bluesrocks tegn. På plakaten var svenske Blues Pills samt københavnske Hjortene. Det blev en velspillet aften, hvor en blond sanglærke syntes at overstråle alle.
Sidstnævnte lagde for, og jeg vil henvise til den knap en måned gamle anmeldelse af selvsamme band, for vurderingen var stort set den samme i Beta. Dog bør kritikken af Hjortenes vokalside fremhæves. Det virkede bare heller ikke denne gang. Umiddelbart skyldtes det den indifference, hvormed vokalen fremførtes, der egentlig er symptomatisk for dele af punkmusikken, men som overhovedet ikke syntes at virke for Hjortene. Der var imidlertid ikke en finger at sætte på samspillet. Måske de skulle fortsætte som instrumentalt projekt.
En guitarist og sangfugl af retrorockgudens nåde
Jeg skal ellers love for, at publikum efter den vanlige pause fik retrorock for alle pengene. Selv kalder örebroske Blues Pills deres stil for bluesrock, og den kan man da godt godtage. Soloens prioritet i musikken var i hvert fald, som man kender den fra blues, så vokalen måtte vige en kende i forhold til, hvad man normalt oplever i moderne rockmusik, hvilket både var godt og skidt. Godt, fordi guitarist Dorian Sorriauxs soli var velskrevne og ypperligt fremførte; skidt, fordi Elin Larsson ikke fik lov at pryde musikken med sin helt igennem fantastiske rockmama-vokal.
Denne aften blev min slet skjulte aversion mod kvindelige rock- og metalvokalister gjort grueligt til skamme. Elin Larssons sangstemme havde en tilpas mængde krop og lå i et helt perfekt leje til musikken. Som min ærede anmelderkollega gjorde opmærksom på, og hvilket nærmest var det bedste ved hende, spillede hun på ingen måde på sit køn med sexede bevægelser og deslige. Musikken var helt og holdent i centrum, hvilket egentlig gjorde hende endnu mere (og måske ufrivilligt) sexet. Skulle man give Elin Larsson en mindre konstruktiv kritik med på vejen, så kunne hun overveje at udvide sit tonevalg, for nok var hun en suveræn sangerinde, men det foregik meget i det samme toneleje.
Massiv opbakning fra en broget skare
Tog man et kig rundt i den 3/4 fyldte sal, slog det én, hvor broget en flok, der havde fundet vej til Beta. Der var publikummer i alle aldre; der var langhårede og sortklædte metallere; drenge og piger med stretches og tusser; pæne piger og denimskjorteklædte fyre. Et tydeligt tegn på den brede appel, som retro(blues)rock har nu til dags. Sanglærken Elin Larsson var da også tydeligt overvældet af det fine fremmøde og den faktisk massive respons, Blues Pills fik fra publikum.
Når retroen kammer over
Men synd for Blues Pills, at jeg allerede har forelsket mig i Graveyard, som de lød meget lig. Derfor blev det, som en anden æret kollega sagde, lidt for meget med al den retro, hvor look, lyd og ikke mindst bandlogo skulle give genklang af de flippede 60’ere. Al ære og respekt for at ville revitalisere støjrockens vugge, men selvom det var en uhyre velspillet koncert, så tenderede Blue Pills desværre mod blot at være en klichefyldt relancering. De var allerbedst, når musikken nogle få gange fik et moderne tvist som i sættets allersidste nummer. Alt i alt var Blues Pills dog et overvejende spændende bekendtskab.