RF '13: OK Metallica

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/8c/27/bf/23650_-e2p2412-1373442744.jpg
09. Juli 2013    

Lidt skuffende leverede årets metal-hovednavn, Metallica, kun lige varen via en temmelig rodet sætliste. Desuden spillede Lars Ulrich og co. rigeligt på rutinen og virkede måske en smule jetlag-plagede.

Kunstner
Dato
06-07-2013
Label
Distributør
Genre
Trackliste
1. Blackened
2. For Whom the Bell Tolls
3. Disposable Heroes
4. Harvester of Sorrow
5. The Day That Never Comes
6. Carpe Diem Baby
7. I Disappear
8. Sad But True
9. Welcome Home (Sanitarium)
10. Orion
11. One
12. Master of Puppets
13. Battery
14. Nothing Else Matters
15. Enter Sandman

Ekstranumre:
16. Fuel
17. Creeping Death
18. Seek & Destroy
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Vi er mange har på redaktionen, der husker Metallicas koncert på Roskilde i 2003 som noget helt specielt. Devilutions fotograf kalder den sågar den bedste, han nogensinde har set. Alt gik op i en højere enhed den aften. Et tændt band, der var tilbage med gnist og ny bassist efter at have været på opløsningens rand. Kunne dette års optræden bare tilnærmelsesvis nærme sig dén for ti år siden, var der noget stort i vente. Men ak og ve.

Scenen var ellers sat, og magien kørt i stilling via det åbnende firkløver bestående af det onde rifferama i buldrende 'Blackened', feststarteren 'For Whom the Bell Tolls', dundrende 'Disposable Heroes' og den mere sjældne livesag 'Harvester of Sorrow'. Og James Hetfield sang bedre end længe; måske fordi han har kunnet spare på sin røst i den turnépause, der lå forud for Roskilde-koncerten.

Evigt udskældte Lars Ulrich kæmpede en brav og beundringsværdig kamp bag tønderne, og det var stadigvæk en fornøjelse at følge ham, netop fordi han som et menneske spiller forkert og improviserer (med alt fra vellykkede til kiksede resultater til følge), hvor han kan. Man kan altid høre, at det er Lars, der spiller, i modsætning til når mangen en maskinel metaltrommeslager lyder som programmerede trommer.

Nå, men hvad var der så galt?

Jo, sætlisten var bygget op helt uden fornemmelse for momentum og det faktum, at det egentlig skulle have været en historisk aften. Pålidelige rygter ville vide, at Metallica var blevet fløjet ind få timer før koncerten og forlod landet igen få timer efter, og der var da også et eller andet hektisk over det hele, der også for ofte endte med at minde om endnu en af de berømte dage på kontoret for de jetlag-hærgede veteraner. Måske havde Ulrich endda skrevet sætlisten undervejs i privatflyet.

Mens 'Carpe Diem Baby' fra hadede 'Reload' faktisk landede som et friskt pust, så virkede det decideret tåbeligt at traktere publikum med en af de dårligste sange, Metallica nogensinde har lagt navn til, 'I Disappear', midt i sættet, hvor de nemme stik ellers kunne være taget hjem. Ligeså er instrumentale 'Orion' fantastisk på plade, men den var cirka lige så uegnet på Orange i primetime, og hvad i alverden man skal med 'Fuel' er godt nok denne skribent en gåde.

Fra undertegnedes spot i frontpitten var der heller ikke meget Roskilde-magi at komme efter; der var snarere fyldt med velfriserede 1-dags-billetkøbere, der ikke gjorde det store for at blive en del af fællesskabet. Og mens det hele var ved at gå i stå, begyndte det store fyrværkerishow i forbindelse med 'One', der syntes mere langtidsholdsbar end de forudsigelige showlukkere 'Nothing Else Matters' og 'Enter Sandman', der dog modtog de største jubelbrøl fra festivalpladsen.

Klipklapper vs. patronbælter

I koncertens anden halvdel løftede især 'Battery' og 'Creeping Death' sig begge majestætisk, men til gengæld havde Lars og co. tilsyneladende glemt, at deres debutalbum 'Kill 'em All' har 30 års jubilæum i år. Der blev i hvert fald intet spillet fra dén plade, bortset fra den obligatoriske afslutning i form af 'Seek & Destroy', hvis intensitet dog som sædvanlig druknede i den dårlige vane, Metallica har fået med at bombardere publikum med badebolde midt i sangen.

Det har utvivlsomt været en kæmpe oplevelse for de, der aldrig har oplevet Metallica før, men sammenlignet med 2003 var det en ikke bedre end "OK", omend det var bedre end den uduelige koncert på Orange i 1999. Men alt i alt var der mere badehåndklæde og klipklapper over koncerten, end der var tanks og patronbælter, selvom Hetfield da havde sidstnævnte om livet som en del af sin uniform.

Det skulle have været en historisk aften på Dyrskuepladsen, men det blev blot til en nogenlunde festlig én.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her