RF '13: Rod, musik og stand up
I periferien af Devilutions dækningsområde på årets Roskilde Festival fandt vi The Bots, der leverede et sært, men underholdende show med verdens hyggeligste ”wall of death”.
Pavilion-scenen blev søndag lukket af den amerikanske duo The Bots, der bestod af de to brødre Anaiah og Mikaiah Lei på hhv. trommer og guitar. Begge også på vokal, dog primært sidstnævnte, som i øvrigt også tog sig af lidt synth. Det var lige til øllet, at bandet blev klar, så de fleste fremmødte nåede også at få en bid af lydprøven – ja, det var lige før, at lidt senere fremmødte også kan siges at have fået det, for Mikaiah var ikke bange for at fjerne fokus fra koncerten og publikum og i stedet rette en henvendelse til monitor-teknikeren. Men det virkede – der kom tilsyneladende ”more highs”, og smilet blev bredere på musikeren.
De unge knægte på blot 16 og 20 år virkede ikke så scenevante, men det var på sin vis befriende, for drengene var til gengæld ikke bange for at være på scenen, og lidt efter lidt var det interne fjolleri de to imellem også noget, man som publikum blev inddraget i. Men den lidt forvirrede renden frem og tilbage på scenen for lige at hente et håndklæde eller pille ved mikrofon eller guitar mellem numrene gav et rodet indtryk. Det passede til det forvirrede musikalske udtryk, hvad Mikaiah da også var udmærket klar over, da han udtrykte ægte glæde for publikums varme modtagelse af sangene, selvom han selv beskrev bandets stil som værende mindre konsistent.
I guitaristen var der for så vidt mere end en musiker, for med loop-pedaler samplede han tit et riff ind, som han så efterfølgende spillede noget andet over, ligesom også synth stod for baggrund. Så selvom bandet jokede om, at man ikke kunne få nok bas, så savnede man ikke flere medlemmer på scenen. Musikken var punket efter princippet ”alt er tilladt”, men kom vidt omkring fra netop punk til noget mere rocket, ja sågar lidt country-rocket. Skizofrent som bare pokker. Der var gode momenter, men der var også en masse, som kun til nød virkede pga. den ungdommelige kækhed, det blev leveret med. En ”ballade” midt i sættet, hvor den akustiske guitar kom frem, holdt dog slet ikke, da det blev alt for banalt og naivt. Heldigvis kom bandet hurtigt videre med andre af de mange korte sange.
Sjov, spas og masser af snak
Der blev snakket meget til publikum og internt mellem brødrene. Da der også blev spurgt et par gange til, hvad de havde tilbage af tid, kunne det godt føles lidt, som om de ikke havde materiale til at udfylde kontraktens forpligtelser, der sikkert betød 60 minutters show for at få fuld hyre. Heldigvis var de knægte umådeligt underholdende lige fra nedsabling af Azealia Banks (som havde spillet på festivalen tidligere på dagen – red.), der blandt andet fik et ”I’ve heard she’s a diva” med på vejen, samt at hun var en dårlig musiker, men sikkert var rar nok som person.
Flere gange fik bandet nævnt, at de ikke måtte hoppe ud blandt publikum, som de ellers havde for vane, og på trods af en ellers uhæmmet optræden på scenen så overholdt de faktisk det. Lillebror Anaiah begyndte at tale om, at der hjemme i Californien til deres shows ofte skete ”noget vi kalder wall of death”, men det ville han ikke opfordre til. Det friske og feststemte publikum fangede dog godt den knap så skjulte opfordring, og efter tålmodig venten gennem det meste af et nummer kom endelig det energiske klimaks, og folket stormede mod hinanden. Sådan: verdens hyggeligste wall-of-death. Efterfølgende udbrød den lille trommegut med det kæmpe afrogarn, at det havde de faktisk ikke set før til deres koncerter. Det var her tydeligt, at drengene blev mere og mere vilde med Danmark, som de fik rost mange gange.
Den energiske del af musikken, som fik Mikaiah til at hoppe vildt rundt, fungerede det meste af tiden. I denne del af musikken gik de velspillede og ikke mindst uhyre vellydende trommer op i en højere enhed med guitaren. Vokalen var desværre hverken melodisk fængende nok eller rå nok til at trænge igennem laget af lyd, men det kommer nok med alderen; her var trods alt kun tale om en mand, der lige havde forladt teenage-årene.
Det fede ved The Bots var energien og humoren. Musikken kom automatisk lidt i anden række, og den ville måske have haft bedre kår, hvis den var blevet serveret mindre rodet i starten, før koncerten gik over i en slags improviseret stand up-show. Og sådan en søndag eftermiddag kort tæt på lukketid, virkede det faktisk, som om at publikum havde sukket efter det her. The Bots fik højlydte applauser med sig fra scenen