RF'12: Rockpotens med problemer
Populær
The Cult gav Roskilde et skud tiltrængt rockpersonlighed med stort R, men bandets første Orange-koncert i 25 år var i virkeligheden ikke den store rockkoncert, den burde have været.
2. Honey from A Knife
3. Rain
4. Lucifer
5. Nirvana
6. Embers
7. Fire Woman
8. The Wolf
9. Rise
10. The Phoenix
11. For The Animals
12. Wild Flower
13. She Sells Sanctuary
-------------------
14. Horse Nation
15. Spirit Walker
16. Love Removal Machine
Det var en næsten rørende satsning af festivalen at placere The Cult på festivalens største scene: De britiske rockkoryfæer Billy Duffy og Ian Astbury blev dermed budt tilbage til scenen efter 25 års fravær. Til trods for at bandet er et af de relativt få klassiskskolede rocknavne, der de senere år kun er ældet til det bedre, så var gode nye sange og nostalgi desværre ikke nok til at redde helhedsindtrykket af en ikke synderligt medrivende koncert.
The Cult havde dog rockintegriteten i takt hele koncerten igennem, og den var i sidste ende nok til i det mindste at gøre koncerten mindeværdig. For er der noget, man virkelig savner på Roskilde Festival, så er det lidt mere af den rockånd, som ikke affødes længere: Beskidtheden, storhedsvanviddet og en maskulinitet bestående af fed sex og kikset attitude, som man alligevel ikke kan lade være med at blive revet med af til trods for at den tenderer parodien. The Cult har det hele.
Legitimationen på plads
Det startede også fornuftigt ud - først med begejstret fadølsskrål under fællessang med ’Lil’ Devil’, derefter ved et eksempel på bandets fornyede rockpondus i form af ’Honey From a Knife’, hentet fra dette års fuldfede album ’Choice of Weapon’, og ikke mindst ved at bringe en af 80’er-rockens smukkere numre på banen, ’Rain’ fra succespladen ’Love’ (1985).
Denne åbningstrio markerede, at The Cult er fuldt berettiget til at spille på Orange – både i kraft af en vedkommende rockfortid samt ved rent faktisk ikke at være et has-been-navn, men tværtimod ved stadigvæk at spille den gode rock. Og så viste The Cult anno 2012 desuden, at de besidder en større livesnilde nu, end de formentlig har haft kørende for sig de sidste mange år. På Orange var de en så pokkers velspillet gruppe, at det var lige før at man fornemmede, at selv Duffy har haft øvet sig til turen.
Læder & boa
Hvis man udover det musikalsk vedkommende desuden tilføjer et nærmest uhørt karismatisk band, der med de to badasses, Duffy og Astbury i front, giver den alt hvad klichéen kan bære, så har man et syn, der er alle ens rockskillinger værd. Synet tæller festivalens største potensforlænger af dem alle i skikkelse af Duffys White Falcon-spade samt et rockkostume bestående af en læderjakke med påsyet boa og et rygmærke med ordet ’Wilderness’ skrevet fra Astburys ene skulderblad til det andet.
Velspillede forskelligheder
Sætlisten bød på tilpas mange hits fra 80’erne, men der blev heldigvis også plads til flere nyere numre, hvor især den stærke ’Embers’ gjorde sig bemærket ved at fungere overraskende godt, dens storladne indadvendthed taget i betragtning. I det hele taget er det et solidt line-up, der har udgjort The Cult de sidste fem år, med henholdsvis funky-rykkende John Tempesta på trommer og solide Chris Wyse på bas, og på Roskilde beviste truppen, inkl. en tilføjet andenguitarist, at de kan levere den sejtrækkende rocksang lige så overbevisende, som de kan levere den følsomme rockballade.
Rocksviner fra Astbury
Astbury har tidligere været ude med riven efter det 21. århundredes rockpublikum, der efter hans mening har mistet rockgejsten i takt med at digitaliseringen af musikken har taget over. I kraft af at det meste musik i dag høres online, købes i filer etc., er værkerne blevet overflødige, har han tidligere udtalt sig.
Den digitale tidsalder fik også en sviner med på Roskilde, hvor Astbury flere gange brokkede sig over publikums tendens til i højere grad at lege med deres mobiltelefoner end at lytte til koncerten. Bemærkningen var godt nok ikke (udelukkende) møntet på The Cults koncert på Orange, men var i lige så høj grad møntet på en generel koncerttendens anno nu.
Nærværet udeblev
Og han har en pointe, Ian Astbury. Ja, det er på grænsen til det skizofrene, hvor mange andre ting end musikken en stor del af publikummet til populærkoncerter ofte kaster sig over. Det bemærkes i særdeleshed på Roskilde Festival, hvor sandsynligheden for at ens alkoholindtagelse dominerer ens vaner er dét større end til de fleste andre koncerter.
Og det er i sidste ende blandt andet også dét, der gør at The Cult ikke springer skalaen, som man ellers havde håbet på hjemmefra. Publikum var en tam forsamling af fulderikker, der festede mere med hinanden, end de rockede til musikken, og det nærvær, der på det seneste har karakteristeret The Cults nyere numre, udeblev meget af koncerten igennem. Der var simpelthen for stor afstand mellem bandet oppe på den enorme scene og publikums ikke-hensynstagen til bandet.
Men rent musikalsk set beviste The Cult i den grad, at de i liveregi er mere relevante i dag, end de formentlig nogensinde har været før.