RF'12: Tilbagelænet thrash
Populær
Machine Head leverede tilbagelænet og drevent varen for et for fåtalligt publikum.
Old
Imperium
Beautiful Mourning
Locust
Aesthetics of Hate
Darkness Within
This Is the End
Halo
Stemningen om søndagen på Roskilde Festival er lidt mærkeligt efterårsagtig. Trætte af fest og druk drager mange folk hjem, samtidig med at der stadig er en hel dag med musik tilbage at lytte på - og også verdensnavne iblandt. Machine Head må siges at høre til denne gruppe af mægtigheder, men heller ikke det formåede helt at dreje stemningen tilbage på sommer, selvom solen endelig var begyndt at brage ned.
Nu kunne det måske lyde som om, at anmeldelsen bevæger sig hen i retning af at mene, at Machine Head ikke leverede, men det gjorde Oakland-kvartetten i dén grad! Stort overskud og præcision i numrene, lyden var høj og klar uden at den gav høreskader, så enhver detalje stod klart frem. Frem for alt var det vaskeægte metal fra start til slut, hvilket var rart på en festival, der ikke havde ruttet med dobbeltpedalerne i årets programlægning. De sidste dages hellige, der havde holdt ud og var troppet op til Machine Head kvitterede da også med en metaltørstig glæde, som især kom til udtryk under ‘Halo’, der fik pitten til at eksplodere i metallisk stammedans. Også ‘Aesthetics of Hate’ gjorde særligt væsen af sig, ‘Locust’ ligeledes, og et værdigt og tungt punktum blev sat med 'Halo'.
Frontmand Rob Flynn fik også fortalt om bandets respekt for festivalen hvor så mange genrer mødes, og at han synes det var særlig cool at have “varmet op for Willie Nelson” for år tilbage, så det virkede heller ikke som om, at de fire gutter bare lige var kommet forbi. I øvrigt bandede han ikke så meget som han plejer, så han har nok også tænkt over at han skulle være imødekommende over for mere sarte og genrefremmede tilhørere, og man kunne kun håbe på, at disse var blevet for at høre den mere stille og vemodige 'Darkness Within', som med sine poppede kvaliteter måske bedre end noget af de andre numre klædte lige præcis Orange scene.
Men når stemningen nu alligevel er blevet nævnt i starten af denne anmeldelse, så er det fordi der slet ikke var mennesker nok foran Orange til at yde musikken retfærdighed – og det var det, der gjorde at det hele blev en lidt vel tilbagelænet oplevelse. Man kunne stille og roligt trille sin efterbrandert lige ind i pitten, gennem de store huller sikkerhedsfolkene havde lavet i det ellers så beskyttende pylregitter, der ligger som en halvmåne rundt om Orange scenes nærmeste tilskuerpladser. Har man oplevet Roskilde Festivals noget hysteriske holdning til den slags, så ved man, at der var få tilstede. Men igen, det var ingen dårlig koncert, så egentlig bare synd for dårerne, der missede den.