Roskilde '17: Ringe vilkår for det århusianske Baest Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/1f/d8/8a/-XTD3056-56-1498738222.jpg
27. Juni 2017    

Baest spillede mandag aften for et stort og uopdragent publikum på Roskildes upcomingscene Rising. 

Kunstner
Dato
26-06-2017
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Mandagen på Roskilde festival 2017 lignede umiddelbart en hvilken som helst anden dag i festivalens historie. Men samtidig med at et væld af 9. klasseselever og nyudklækkede studenter fyldte de små stier mellem de farverige telte og de væltede pavilloner for at nyde godt af deres medbragte alkohol og kongespil, udspillede der sig i aftentimerne noget ganske andet i festivalens vestsektion. 

Midt i E-området knejser der i år en pyramide. Pyramiden går under navnet Rising, der dækker over dette års upcomingscene, og den fik det unge dødsmetalband Baest lov til at indtage denne mandag aften kl. 21.30. 

Man kan umiddelbart ikke sætte mange fingre på bandets optræden. Spilleglæden var ikke til at tage fejl af, idet den nærmest lyste den fremmødte forsamling op gennem bandmedlemmernes enorme smil og absolutte nærvær. Musikkens enkelhed og lidt idéforladte kompositioner er således ikke det, der får Baest til at adskille sig fra resten af den umiskendelige overflod af danske dødsmetalbands. Bandet kan nemlig heller ikke helt sige sig fri af gamle klichéer som de geografisk bestemte vendinger som ”Vi' fra Jy'land!” og ”Er I klar tæ' lidt jy' metal?!”

Det er således ikke så meget Baests lyd, der gør Baest til Baest, da mange andre bands kunne gå for at være dem, rent lydligt. Det er nærmere den tryghed og det overskud, bandet viser i fremførelsen af musikken, der får dem hæver sig op over kaosset og resten af den massive mængde af dansk død. 

Lige præcis glimtet i øjet og energien var måske også det, der smittede af på de fremmødte, hvoraf halvdelen var rullet i glimmer eller lavede circlepits i pikachu-kostume. Men man må nok alligevel nå frem til den erkendelse, at det var sprutten, der førte masserne til denne koncert. Således blev koncerten pludselig mere til en underliggørelse af Baest, hvor publikum grinte ad dem og gik med til at dyrke metalkulturens ritualer som crowdsurfing og circlepits, men med en underligt latterliggørende undertone. De metalhoveder, der var mødt op, så primært til fra sidelinjen, og det var da også svært at nyde koncerten, da folk konsekvent kastede fyldte øldåser op i luften, der ofte ramte andre tilskuere i hovedet.

Man kan hævde, at den useriøse tilgang til genren startede med Roskilde Festival selv. Hvem booker en dødsmetalkoncert til en åben tipi, der er placeret midt i festlighedernes centrum? Hvorfor ikke i stedet give bandet en chance for at levere en intim koncert i et lille, mørkt og stemningsfuldt telt, som man aktivt skal opsøge for at opleve? At hive Baest midt ud på technoslagmarken – omringet af pegende fingre – virker en smule uværdigt og udstillende. Ja, næsten decideret smagløst.

Således var Baests første koncert på Roskilde øjensynligt milevidt fra forholdene under koncerten på Copenhell. Nuvel, her var de også en del af festivalens foretrukne genrer, og her var folk også stive, men ikke uden manerer. Undertegnede gik, så snart muligheden bød sig, og kom i tanke om, hvorfor Roskilde ikke længere er på listen over egne personlige yndlingsfestivaler. 

Baests seneste ep, 'Marie Magdalene', udkom på Goatboil Records i 2016. Bandets første studiealbum forventes at udkomme i 2018. 

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her