Rituelt ragnarok

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/2e/bf/62/-E2P0701-65-1416871433.jpg
25. November 2014    

Swans gav en brutal, to og en halv timer lang koncert i Store Vega. Frontmand Michael Gira og resten af bandet så sig, som altid, sjældent tilbage, lod halvdelen af sættet bestå af nyt materiale og testede publikums udholdenhed med en øredøvende volumen. Det har de gjort før.

Kunstner
Spillested
Dato
23-11-2014
Trackliste
1. Intro -> Frankie M (NY)
2. A Little God in My Hands
3. The Apostate -> The Cloud of Unknowing (NY)
4. Just a Little Boy (For Chester Burnett)
5. Don't Go (NY)
6. Bring the Sun -> Black Hole Man (NY)
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Swans har så småt vokset sig større og større, siden hovedperson Michael Gira reaktiverede bandet i 2010. Comebackalbummet, 'My Father Will Guide Me up a Rope to the Sky', fra samme år lød mere som hovedpersonens Angels of Light end Swans, men siden dengang har det seks mand store band turneret nærmest uafbrudt, og i Danmark stod Lille Vega og senere Roskilde-festivalen for skud i 2011.

Allerede hér markerede sekstetten sig med en anden tilgang til koncerterne. De spillede blot én enkelt gammel sang, få fra den aktuelle plade og arbejdede i stedet fra scenekanten på nye numre, der året efter mundede ud i det mere Swans'ske, men meget løst strukturerede 'The Seer', som afspejlede de ofte endeløse drone-ekskursioner fra live-optrædenerne, blot i en lidt mudret produktion og indspillet i flere studier på undervejs på landevejen.

Således indfangede først dette forårs 'To Be Kind' – det mest gennemarbejdede Swans-album siden gendannelsen – for alvor ensemblets monstrøse post-rockede fusion, der er lige dele Glenn Branca-agtig atonal minimalisme, Sonic Youth-værdig guitarstøj, orientalske ragaer, cirka fra skuldrene på Pink Floyds 'Set the Controls for the Heart of the Sun' og The Doors' 'The End'. Jep, der tales med store bogstaver.

Sangene var både fokuserede og alsidige (der var både de dynamiske sange og korte(re) simple og eksplosive sager), indspillet live under et ophold i Texas' Sonic Ranch og med hjælp fra producer John Congleton. Alt lå det selvfølgelig milevidt fra Giras akustiske koncert på Hofteatret i marts, og amerikanerne havde allerede bevæget sig et godt stykke væk fra det aktuelle album, da de stod på scenen, denne gang i Store Vega, på præcis den samme dato som den seneste danske optræden på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 2012. Kun to sager og et brudstykke af en enkelt fra 'To Be Kind'  kunne det blive til foran den godt fyldte sal.

Munke og shamaner

Men formatet er der ikke blevet ændret det store ved siden 2011, og også denne koncert blev åbnet af en mere end 20 minutters instrumental intro. Hér som et tibetansk musikalsk mantra. Først blot med multiinstrumentalist Thor Harris hvirvlende løs på gongong, så Phil Puleos ekstra resonans fra trommesættet bækkener, siden med Christoph Hahn på atypisk forstærket og forvrænget pedal steel og til sidst med bassist Christopher Pravdica og de to Swans-veteraner Norman Westberg (nu med gedeskæg) og Gira til at fuldende det messende udtryk. Den flød så over i den nye sag, 'Frankie M', der efter en eksplosivt repeterende åbning med Puleos brutale trommespil som drivkraft, udviklede sig til det, der lød som Giras modsvar til Suicides 'Frankie Teardrop'. Og så velkommen til den nu 60-årige frontmands tekstunivers, hvor "butterfly" rimer på "stab his eye".

Som så ofte før gjorde den vikingelignende Thor endnu engang forskellen bagest på scenen, midt i sin jungle af slagtøj, med vibrafon, marimba og hjemmelavet elektriske violin som gennemgående instrumenter samt ekstra bækkener i de musikalske klimakser. Funky 'A Little God in My Hands', der var udvidet til den dobbelte spilletid i forhold til albumversionen, farvede han eksempelvis med brølende trombone, alt imens Gira havde et af sine tungetalende sammenbrud. Han er fortsat Swans' shaman og kapelmester, og det er ikke så lidt hans fortjeneste, at de resterende fem fortsat formår at spille en sjældent hørt eufori op. Selv i store masser lader publikum sig tryllebinde, eller måske snarere lamslå, af bandets ofte udholdenhedstestende angreb for utallige decibel, og i koncertens små pauser var der en usædvanlig stilhed blandt den desorienterede skare i Vega.

Eksorcisme og overraskelser

Få af sangene stod på helt egne ben, for Swans bruger nemlig de eksisterende numre som springbræt til de ufærdige kompositioner, de arbejder sig frem til på turnéerne. Således ledte den instrumentale intro i 'The Apostate' med feedback og siden smadrende trommer frem mod en ny sag, der i følge sætlisten havde arbejdstitlen 'The Cloud of Unknowing'. Hvis det var en viderefortolkning på det kristne mysticismedigt af samme navn, så var det en svært blasfemisk én, hvor Gira hidkaldte Gud og hans søn til en slags eksorcisme, mens han gav sig selv lussinger og vaklede rundt på scenen, og Harris hamrende løs på rørklokker plus Puleo på citar. Men sådan gjorde han også for nogle turnéer siden i gamle 'Sex, God, Sex' og 'I Crawled', og hvis der var noget at udsætte på Swans' seance, så var det netop, at de simpelthen ikke har rykket sig det store, rent musikalsk, i koncertregi, men de er naturligvis blevet endnu mere sammenspillede.

For så vidt var der heller ikke de store overraskelser i 'Don't Go', et andet af aftenens nye indslag, der lød som en af skæringerne fra 'To Be Kind's mere afdæmpede halvdel. Men i den sidste halve time skruede de seks atter op for intensiteten, på flere forskellige måder. Gira bad først om at få tændt salens lys over publikum, men det havde egentlig aldrig været slukket, blot dæmpet, som for at involvere tilskuerne mere og måske for at forebygge mobiltelefonblus i dunkelheden. "Lovely children", sagde han om den noget mørbankede horde, der var svundet en del siden koncertens start, og så bragede sekstetten ud i 'Bring the Sun', hvis åbning blev strakt over mere end et kvarter. Det var hér, at Gira også gik ud i Christoph Hahns side af scenen og sparkede på et af sine "lovely children", der vist var kommet lidt for tæt på gearet.

Men solsangen fungerede igen som springbræt til den nye 'Black Hole Man', der udgjorde den eneste regulære overraskelse i løbet af de 150 minutter. Det var nemlig en helt krautrocket sag i stil med Cans klassiker 'Mother Sky', drevet af et pumpende trommebeat og en pulserende baslinie. Og var man i tvivl om tvetydigheden i sangens titel, så understregede Gira den selv ved også at råbe "Asshole Man" i teksten. Den helt dansable sag pegede frem mod et nyt kapitel i Swans' meget omfattende karriere, og dét i modsætning til resten af koncerten, der ikke blotlagde nye sider af svanerne i forhold til sidst. Nu spiller de blot bedre og længere, men dét i sig selv kunne ikke opveje den lette rutinestemning, der gennemsyrede seancen i Store Vega. Det sagt, så satte New York-bandet unægtelig endnu engang et eftertrykkeligt aftryk på koncertåret 2014. De har bare gjort det mere skelsættende tidligere.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her