Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

RMF 2010 – Tysk, spansk, dansk

Populær
Updated
RMF 2010 – Tysk, spansk, dansk
RMF 2010 – Tysk, spansk, dansk
RMF 2010 – Tysk, spansk, dansk
RMF 2010 – Tysk, spansk, dansk
RMF 2010 – Tysk, spansk, dansk

Til RMF er der masser af fest og fed metal, og så stor en begivenhed strækker sig også over flere artikler. Her følger ord om Hamlet, The Ocean, Die og Horned Almighty.

Spillested
Dato
16-04-2010
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Royal Metal Fest 2010 går godt nok fra torsdag til lørdag, men NRGs udsendte fra København skal lige have gjort arbejdsugen færdig, så det er først ud på eftermiddagen, fredag, at turen går til Århus. Da fotografen er ganske køretosset, så foregår det selvfølgelig i bil, selvom toget havde været en oplagt løsning også.

Det sene afrejsetidspunkt betød, at den danske alliance med The Kandidate og Dawn of Demise ikke blev oplevet – igen – for de var jo blevet set aftenen før på The Rock. Derimod havde den nordjyske afdeling nået dette, og det kan der læses mere om her og her.

Stærk frontmand for spansk nu-metal

For skribenten og fotografen blev festivalen i stedet sparket i gang med spanske Hamlet, der har rødder helt tilbage til 1987. Kvintettens musik fremstod ganske energisk i en fin powerfuld lyd, og bandet sparede da heller ikke på kræfterne. Forsanger J Molly udnyttede hele scenen samtidig med han præsterede en god vokal, der både i det rå og i det rene klædte den nu-metalliserede musik rigtigt godt. Det var en god performance, men originalitet i materialet kunne man godt ønske sig lidt mere af.
(Hamlet: 2)

Intelligent basspil

Bagefter skulle The Ocean levere sin vare, nemlig en omgang eksperimenterende post-rock med såvel hardcore og metaltendenser – og i de blødere øjeblikke sågar lidt emo. Bandet fra Berlin fik et lidt større publikum end spanierne, og der var for alvor ved at komme godt gang i festen på Voxhall. Basspillet var intelligent og forførende, mens vokalen var en pragtpræstation fra Loïc Rossetti.

Opbygningen af The Oceans musik lød til at være i familie med bands som Cult of Luna og Isis’ måde at gøre tingene på. Det var et interessant bidrag til programmet på festivallen, og selvom de blødere partier var veludførte og smukke, så var bandet fedest, når der kom lidt mere skrald på.
(The Ocean: 3)

Crowbars show var en fornøjelse, der fortjener en artikel for sig, så anmeldelsen kan i stedet læses her.

De to københavnske følgesvende havde ladet sig indskrive på CabInn uden morgenmad i pakken. Det blev nu alligevel lidt sent, før den første føde blev indtaget lørdag, så et udmærket tilbud om mad og øl ad libitum i 2 timer blev udnyttet, og igen betød det, at musik blev misset. Det gik ud over lørdagsprogrammets åbnere Bullet Train Blast, hvis sidste tone ringede ud, da baren på Voxhall atter skulle stå for forsyninger, så Die kunne opleves.

Dejlig, brutal dødsmetal og black metal på afbud

Det lokale Die kunne for en måneds tid siden fejre udgivelsen af sin første skive, ’Rise of the Rotten’, og at det er kommet til en pladekontrakt, virkede ganske forståeligt baseret på det leverede show. Det var dejlig, brutal dødsmetal, serveret i en fyldig lyd, der også levnede plads til en lille smule melodi i et par guitarleads.

Som så mange andre dødsbands bestod det meste af showet med at headbange lidt fra den position, man nu havde valgt sig på scenen. Ingen Bruce Dickinson-løbeture her! I stedet var der attitude og veludført død, som blev godt modtaget af flokken af festivalgæster, der dog havde rigelig plads til at gå amok på gulvet. Men aftenen var jo også meget ung endnu.
(Die: 3)

I programmet stod Koldborn, men sygdom hos forsangeren betød afbud, og med ganske kort varsel kom i stedet et andet dansk band. Horned Almighty (fotos) kunne således betræde scenen, og fyre sin grumme black metal af. Der var stadig lidt ”det bliver jo en lang aften, så jeg slapper lige lidt af” over publikum, men S. i front med sine kumpaner, lod sig ikke rigtigt mærke af det, og trykkede pedalen i bund.

Der blev også budt på nyt fra den kommende skive ’Necro Spirituals’, der udkommer på Candlelight, som gutterne nok så flot har fået kontrakt hos. Og Horned Almighty er ikke blevet mere blødsødne efter at have sat sine kragetæer på kontrakten. Det skal nok blive en god opfølger til ’Contaminating the Divine’.
(Horned Almighty: 3)

Flere kølende øl kom indenbords, og flere bands blev nydt, og om dem kan man læse om andetsteds på sitet - links for fredag her og links for lørdag her.