Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Rockens største fyrtårn

Populær
Updated
Rockens største fyrtårn

Rockhistorie på Orange Scene. Fra klokken 21 til midnat. I tre timer smilede 70-årige Neil Young og spillede røven ud af bukserne på alt og alle.

Kunstner
Titel
+ Promise of the Real
Dato
01-07-2016
Genre
Trackliste
1. After the Gold Rush
2. Heart of Gold
3. The Needle and the Damage Done
4. Mother Earth (National Anthem)
5. Out of the Weekend
6. Unknown Legend
7. Human Highway
8. Someday
9. Alabama
10. Words (Between the Lines of Age)
11. Winterlong
12. Love to Burn
13. Powderfinger
14. Mansion on the Hill
15. Western Hero
16. Vampire Blues
17. Country Home
18. Everybody Knows This is Nowhere
19. Seed Justice
20. Rockin’ in the Free World
Ekstra:
21. Love and Only Love
Fotograf
Jacob Dinesen (Arkiv: Roskilde 2008)
Karakter
666

Springsteen, Stones og McCartney. Det blev kaldt historisk her i de seneste år, da rockens helt store giganter spillede på Roskilde Festival. Naturligvis. For endelig stod de her.

Men større end nostalgien og ens brandert var det nu aldrig.

Modsat Neil Young. Han har stået under den orange teltdug mange gange. Og det har været stort hver gang.

Hver eneste gang. Alle de fem gange lige fra debuten sammen med Booker T & the M.G.’s i 1993 over alliancen med Pearl Jam to år senere til årene med Crazy Horse.

Fredag aften på Dyrskuepladsen var det californiske Promise of the Real, der havde æren af at stå bag canadieren på scenen. Onkel Neil, som gruppens brødre Lukas og Micah kalder ham, og som deler efternavn med deres far – countrylegenden Willie Nelson, der selv var suveræn på festivalen i 2000.

Brødrene Nelson og de øvrige i bandet spillede med stor klasse, men åbenlyst ikke i særklasse som manden i midten med hatten, skovmandsskjorte og jeans, der startede alene på scenen.

Eller ikke helt. Festivalpladsens gæster blev først mødt med synet af to cowgirls, der kom ind og strøg frø over scenen – mens en af rockhistoriens dybeste rødder kom ind og forplantede sig foran sit flygel.

”Look at Mother Nature on the run / In the nineteen seventies,” lød det endnu mere aktuelt, end da Young skrev klassikeren ’After the Gold Rush’ i 1970.

Den ukuelige miljøforkæmper har ikke givet op 46 år senere. ’Earth’ stod der printet på hans t-shirt under den åbne skjorte. Identisk med titlen på hans seneste plade, der starter med en fortolkning  af ’Mother Earth (National Anthem)’ på pumpeorgel, der gør den langt mere smukkere end den første guitarversion, han sluttede af med på ’Ragged Glory’ i 1990.

Men før han vandrede fra pianoet efter ’After the Gold Rush’ i scenens venstre side og hen til pumpeorgelet i højre og hyldede Moder Jord, stod han i midten med sin akustiske guitar og mundharpe og sendte publikum ud i fællessang med ’Harvest’s udødelige klassikere ’Heart of Gold’ og ’Needle and the Damage Done’.

Han kunne næppe have kommet stærkere fra start.

Og så er det muligt, Neil Youngs stemme lige så ofte rammer de skæve toner, som hans fingerspil på guitaren gør.

Det er ikke perfektionistisk. Det er personlighed. I liga og i lighed med Louis Armstrong, Bob Dylan og Tom Waits, der alle havde dumpet fælt til et musikkonservatoriums optagelse.

Ikoner har aldrig haft brug for at gå i skole. De danner skole.

I tre timer stod 70-årige Neil Young på Orange og triumferede igennem 21 numre. 70 år og fuck jer Red Hot Chili Peppers og ligesindede penge-posere.

”Han er ét stort smil,” som det observerende lød fra medskribent Henrik Østergaard, der var mere på hjemmebane her, end når han bliver skræmt af sure smil til black metal.

Nej, Neil Young er aldrig blot til stede på kontoret.

Han var et stort smil i samtlige 180 minutter, lige fra første nummer klokken 21, til opvisningen i oprigtighed sluttede ved midnat – efter koncertens eneste ekstranummer, ’Love and Only Love’ i en version på en halv time. 

I en halv time – ! – efter de første 150 minutters koncert havde lukket med en 15 minutters version af ’’Rockin’ in the Free World’, sendt sprudlende ud under den mørke nattehimmel, mens publikum på pladsen hoppede og dansede rundt i en meningsfuld rus til frihedens store slagsang, der bragede ud over Roskilde med de karismatiske toner, som kun Neil Young kan vride ud af en guitar. 

Toner, der i alle numre kom som en indiansk pilestorm fra mandens mange forskellige seksstrengede våben undervejs. Var livet endt under højdepunktet, havde det været en salig opstigning fra det ene paradis til det andet.

Efter en times koncert kom nemlig ’Love to Burn’ i en maratonudgave på en halv time, der ganske passende matchede sidemandens trang til weed to burn. Og hvis man ikke kunne blive mere høj af det ene, så kunne man ikke undgå at blive det af det andet, da ’Powderfinger’ og ’Mansion on the Hill’ fulgte efter.

Formidabelt fremført under forbilledlige forhold – fra fremragende lyd til de fantastiske mennesker omkring én.

”How are you doing?” kom det fra evigt unge Neil efter to timer som den eneste henvendelse til festivalen.

Svaret var givet. Hvad fanden kan man mere forlange af livet?

Eller forlange af Neil Young, der har skrevet så mange fremragende sange igennem snart fem årtiers karriere, at han skulle stå på scenen under hele festivalen for at spille dem alle.

Så vi fik ikke ’Like a Hurricane’, ’From Hank to Hendrix’ , ’Cowgirl in the Sand’ eller ’Bad Fog of Loneliness’ og alle dem der.

Men i stedet fik vi gravet dybt i sangskatten og oplevet ’Out of the Weekend’, ’Someday’ og ’Unknown Legend’ i de tre timer, der føltes som en rejse til livets mening. 

Man kunne sagtens have været returbilletten foruden. Men stik gerne Neil Young en til Roskilde.