Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Roskilde '17: Fadølsfest og metalcore-forløsning

Updated
Roskilde '17: Fadølsfest og metalcore-forløsning
Roskilde '17: Fadølsfest og metalcore-forløsning
Roskilde '17: Fadølsfest og metalcore-forløsning
Roskilde '17: Fadølsfest og metalcore-forløsning
Roskilde '17: Fadølsfest og metalcore-forløsning
Roskilde '17: Fadølsfest og metalcore-forløsning
Roskilde '17: Fadølsfest og metalcore-forløsning

Of Mice and Men leverede en gedigen fadølsfest med tilpas folkelig appel.

Dato
30-06-2017
Distributør
Trackliste
Bones Exposed
Would You Still Be There
Unbreakable
Back To Me
Public Service Announcement
Never Giving Up
Broken Generation
Pain
You Make Me Sick
The Flood
You're Not Alone
The Depths
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Efter onsdagens sløje A Day to Remember-oplevelse har metalcoren lidt at indhente på årets festival. Denne indhentning kunne Of Mice and Men passende stå for. Allerede ved koncertens start er teltet fyldt til kanten – ogpublikum fylder faktisk også lidt udenfor – hvilket i sig selv er imponerende, den syndflod, gudernene har sendt os denne fredag, taget i betragtning. Så det store spørgsmål er i virkeligheden det klassiske på en regnvåd Roskilde: Står folk kun i læ, eller er det reelt interesserede fans det står her?

Hvis de ikke var fans før, er de i hvert fald hurtige til at blive det. Da jeg får trængt mig lidt længere ind under teltdugen, er det klart, at der er gået en fadølsfest i gang herinde. På album lyder Of Mice and Men i mine ører alt for overproduceret og fladt, som kun metalcorebands fra sen-nullernes genre-ekspansion kan lyde. Men her under teltdugen på Pavilion lyder bandet meget større og mere nuanceret.

Vokalist Austin Carlile måtte, som nogen måske ved, træde ud af bandet i 2016 på grund af helbredsproblemer, men har efterladt sig en rig sangskat af slagkraftige sange om sygdom og smerter som 'Pain', der er et af de få numre, bandet spiller fra udgivelsen fra samme år, 'Cold World'. I mellemtiden har bassist Aaron Pauley overtaget mikrofonen, og det lader til, at han har fundet sig godt til rette. På den rene vokal opfylder Pauley til fulde, hvad der forventes, med de borderline-nasale og overmelodiøse passager, hvorimod hans skrig i højere grad sender tankerne mod hardcorepunkens råb. Det er lidt en smagssag, om man bryder sig bedre om Carliles version eller Pauleys version, men publikum her i teltet lader til at æde det mere eller mindre råt.