Roskilde ’17: Finsk og forstyrret

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/1a/1a/16/op-DSF6771-23-1499249981.jpg
04. Juli 2017    

De store maleriske lydbilleder kom aldrig til deres ret for finnerne, men vildskaben kompenserede for kaotisk lyd.

Dato
01-07-2017
Koncertarrangør
Forfatter
Karakter
3

Gennem årene har Roskilde Festival ofte gjort sig i de stort anlagte, inkluderende koncerter, der samler masserne en sidste gang, inden fællesskabet forlader urinstøvet og Faaborg-leverpostejen et års tid. Det er da også svært uimodståeligt at afrunde festlighederne med godt selskab, hjælpeløse dansetrin og en fællesskråler.

Det ville dog være synd at sige, at Oranssi Pazuzus seance natten til søndag på nogen måde lægger op til fest og ballade. For de uindviede bevæger vi os ud i en art progressivt transcenderende black metal med elementer af space rock, selvfølgelig på finsk. Det skal jo ikke blive alt for letfordøjeligt, og de gør da absolut heller intet for at lefle for de få fremmødte her ved midnatstid på Gloria.

Lige på og hårdt lægges der ud med 'Saturaatio', første nummer fra 2016s meget skamroste 'Värähtelijä' med insisterende trommer, snerrende skrig og skingre digitale overtoner. Den atmosfæriske nerve, der ellers gennemsyrer hele albummet, viser sig dog desværre ikke at blive forløst i Glorias ellers intime rammer. Underligt nok, for det er egentlig primært de brede lydflader, der fejler i at komme til udtryk. Det er dog netop det, der er bandets akilleshæl, idet de tager sig meget tid til de dronende, repetitive mønstre med højt til loftet. Der skal heller ikke sås tvivl om, at de et sted i lydbølgerne har lige den rette portion teknisk snilde og samspilsøre til at fange momentet, men uden en god lyd til at komplimentere nuancerne går for meget tabt.

Således ender Oranssi Pazuzu i stedet med at vinde points på de mere punchy dele af deres repertoire, såsom den hidsigt metalliske 'Vasemman käden hierarkia', 17 minutters beskidt, offbeat ondskab med diskante keynotes som outro til fortsat at holde os vågne her i de tidlige nattetimer. Finnerne skal ellers ikke have skyld for at gøre meget for at interagere med publikum, tværtimod mestrer de den synkrone helikopterheadbanger som var det en sportsgren.

Indelukket i deres eget abstrakte univers var det for ufremkommeligt at fange de dybere lag, uanset hvor godt man så i forvejen var bekendt med deres materiale. Al respekt for at gå kunstner-vejen i stedet for at være entertainere, men da dybden ikke kommer frem i lydbilledet, bliver det en af den slags koncerter, hvor publikum enten står hypnotisk forstenet i hver deres rus eller udvandrer. Synd, for 'Värähtelijä' var bestemt blandt black metallens højdepunkter i 2016, men når hverken sendetiden eller scenen er med dem, tager vi til takke med det jævne og drømmer om bedre tider, når Atomikylä en halv time senere lukker Gloria, fortsat i den finske ånd med medlemmer fra både Oranssi Pazuzu og Dark Buddha Rising.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her