Roskilde ´17: Fuzzy rock-duo viste folketække

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/ca/03/46/-MG-5852-23-1499243170.jpg
04. Juli 2017    

Blåt blod eller ej, d'herrer Kerr og Thatcher startede en skrålende teenagefest foran Orange med masser af showoff og klassisk rockattitude.

Kunstner
Dato
29-06-2017
Koncertarrangør
Fotograf
Lykke Nielsen
Forfatter
Karakter
4

Den der følelse, når et band bliver introduceret ved, at de er gode venner med Lars Ulrich. Den der tomhed, når man bare står der og tænker, at det kunne havde været så meget federe at fremhæve dem på andet grundlag, end hvor seje venner de har. Det var da også mere latter end respekt, som udmeldingen affødte et kvarter inden showstart, og spørgsmålet stod åbent, om publikum overhovedet vidste, hvem der havde fået denne ædle spilletid torsdag aften på Orange.

Svaret var en bassist og en trommeslager. Hvad behøver man mere, fristes man til at spørge. Det fik vi så også bekræftet fra start, da de indledende Motown soul-grooves blev afløst af bassist Mike Kerrs fuzzangreb. Det kan godt være, at Royal Blood også har nerve på begge deres hidtidige udgivelser, men der er nu noget andet over at stå der og overvære det faktum, at deres lyd kun folder sig endnu mere ud live, selvom det ene og alene er to mand.

Kerr er dog på mange måder den, der stjæler lydbilledet. Ikke alene har han fundet et vibrerende toneleje, som på sneaky vis snildt kan overbevise os ydmyge lyttere om, at der også gemmer sig en guitar et eller andet sted i mixet. Nej, derudover er der også en catchyness og sans for showmanship, som får et helt andet udtryk live, og således blev tvivlerne hurtigt overbevist om, at det måske alligevel ikke var helt skudt forbi at placere Royal Blood så fornemt på Orange på en torsdag aften.

'Lights Out' får hurtigt sat gang i teenagefesten. Det er tydeligt, at Royal Blood ikke er gået fejl af en god portion P3-hitpotentiale, men samtidig er der også den der fandenivoldskhed, som fx når Kerr leverer en overlegen, liret bassolo, så man for et øjeblik endnu engang glemmer, at det rent faktisk ikke er den seksstrengede, han her betvinger. Generelt går der lidt efterkommer af Muses knivskarpe rockkonstruktioner og Queens of the Stone Ages stoner-grooves i Royal Blood, men uanset hvor meget de afspejler deres forbilleder, er der noget beundringsværdigt og ægte over hvordan de får al den lyd frem, blot to mand.

Ben Thatcher får også lejlighed undervejs til at vise sine skills bag tønderne, men uden at imponere synderligt forekom det mere som en indlejret mulighed for lidt afveksling. Helt fint, det er ikke, fordi bandet opfinder den dybe tallerken, og en sjælden ryg mod ryg-showoff bassist og trommeslager imellem bliver der da også plads til. Kerr slipper mod slut bedre fra en soloopvisning, mens Thatcher sætter sig på kanten af scenen og opmuntrer de forreste rækker.

Underholdningsværdien fejlede med andre ord intet, og Royal Blood leverede en habil indsats for at samle de rockhungrende horder foran Orange Scene. Al respekt for at kunne fylde scenen så godt ud to mand, uden at gøre andet end at spille rock, som dengang far var ung. Hvad musikalsk afveksling angår, var det lidt let sluppet med de billige virkemidler, men masserne slugte det råt med fællesskål og fællesskrål, og det er jo heller ikke så værst endda.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her