Roskilde '17: Køkkenvaskpunk
Populær
Bristol-bandet Idles sparkede Roskilde Festival i gang med en energisk udladning af en punkkoncert, der dog i længden var ensformig og fattig på gode sange. Men publikum tog varmt imod.
2. Date Night
3. Mother
4. 1049 Gotho
5. Faith in the City
6. Divide & Conquer
7. Stendhal Syndrome
8. White Privilege
9. Exeter
10. Well Done
11. Queens
12. ???
13. Rottweiler
Havde Idles ikke spillet som åbningsnavn i et pakket Pavilion-telt, men snarere i en klub for en lille håndfuld mennesker, var man nok blevet en del hurtigere træt af dem, end tilfældet var det på Dyrskuepladsen. Der er mildt sagt intet nyt over englændernes simple lydmurspunk, der dog tilføjes lidt ekstra kant via Joe Talbots socialt engagerede og politiske tekster. Men den slags var jo unægtelig noget, som Sex Pistols slog igennem med for 40 år siden.
Alligevel var det nu forfriskende nok at blive blæst igennem af den stilforvirrede kvartet; en langhåret hippieguitarist på lyserød Fender, en anden hipsterguitarist med stort overskæg, bakkenbarter og sømandslook, en skaldet bassist med stort fuldskæg, der lignede én, der lige var faldet ud af et stonerband, en meget animeret og velspillende trommeslager, der kørte den hornbrillede Buddy Holly-stil, og i front Talbot, som lignede Neil Fallon fra Clutch.
Idles spiller skallesmækkende punk, der bedst kan sammenlignes med de samtidige kollegaer i eksempelvis Metz og Cloud Nothings, men med et strejf hypnotisk kraut, pisket frem af trommeslager Jon Beavis (ja, det hedder han!). Når det var effektivt, var det ekstremt effektivt som i åbneren 'Heel/Heal', der også er første nummer på kvintettens debutalbum, 'Brutalism'. Talbot har ikke en ren tone i livet, så han vrissesnakkede sig også på Pavilion igennem teksterne, i The Fall-traditionen (eller måske snarere a la Art Brut), og når musikken ikke var nævneværdig, så var hans sarkastiske tekster med til at hæve niveauet lidt.
Som i 'Well Done', hvor han besvarer spørgsmålene "Why don't you get a job? / Why don't you like reggae? / Why don't you watch football?" med "I'd rather cut my nose off to spite my face!". Eller i den Killing Joke-agtige 'Divide & Conquer', hvor nedskæringer inden for det britiske sundhedsvæsen står for skud. Men Idles præsterede dog samtidig at være direkte enerverende i 'Exeter', der ganske simpelt lød som noget, Blur kunne have skrevet i 90'erne, blot udsat for forvrængede guitarer.
Det sagt, så kvitterede publikum dog med en varm modtagelse og endda moshpit til 'Queens', der var aftenens første sætforlænger, efter at Talbot havde været ude i scenen for formentlig at blive mindet om Roskildes jævnt tåbelige dogme, der dikterer, at man skal op omkring en times spilletid. Det giver langt fra mening i alle genrer, og punkkoncerter er typisk bedre, når de er korte og koncise i stedet for lange og ensformige, sådan som Idles' også lidt endte med at blive – til trods for festen.
Og lad os så lige slutte af med mere poesi fra 'Mother', der ikke har det fjerneste med Danzig at gøre:
My mother worked 15 hours 5 days a week
My mother worked 16 hours 6 days a week
My mother worked 17 hours 7 days a week
The best way to scare a Tory is to read and get rich
I know nothing
I'm just sitting here looking at pretty colours.