Roskilde '17: Kejserens nye natteklæder

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/42/19/cf/-XTJ0929-74-1499247742.jpg
04. Juli 2017    

Sort Sol formåede at tiltrække publikum – men bandets forsøgt på at tegne et billede af sig selv som kunstneriske i stedet for folkekære harmonerede dårligt med festivaloplevelsen.

Kunstner
Dato
01-07-2017
Distributør
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
2

Klokken nærmer sig to, men Roskilde nægter at gå i seng. For Sort Sol har lovet os en afslutning på weekendens strabadser. Forløsningen lader dog vente på sig, da bandet åbner med 'The Weightless'. Stemningen vender dog med den mere rockede 'Next Century' og fortsætter ind i 'Who Is Afraid of Virginia Woolf?'. Stemningen vender sig selv på de billigste rækker på Arena, hvor den forventede folkefest antænder sig selv. 

Steen Jørgensen, der, hvis nogen skulle være i tvivl, er forsanger i bandet, står stoisk på scenen iført hat og solbriller. Det venstre ærme hænger tomt langs med hans tynde figur, mens han rasler med på rytmeæg. Anonyme ansigter flasher op på lærredet bagved. Han spørger “Er I helt færdige?”, mens den fulde fyr ved siden af mig råber: “Nej, vi skal have mere!” Men på trods af den gamle guitarlyd og den messende vokal er '...Like a Trance Like' stadig kun en sølle kopi af tidligere tider, dengang Sort Sol kunne slukke solen og tænde for stjernerne.

Der skal meldes rent flag: Jeg synes ikke, at det nye Sort Sol-album 'Stor langsom stjerne' er særlig stor kunst. Det er nemt at forklæde noget som dybt eller indsigtsfuldt, hvis det blot er tilpas mørkt og gentagende. Det er formen, man vælger at gå efter til aftenens koncert. Sumpen af kejserens nye klæder brydes kun af enkelte reelle øjeblikke som 'Siggimund Blue' og 'Shaheeba Bay'.

Resten af showet virker opstillet og fjernt fra den kærlighed, som den fulde fyr så gerne vil øse over bandet. Og selvom bandet da også forlader sig på, at spille 'Let Your Fingers Do the Walking', virker det, som om man gerne vil bevæge sig så langt væk fra den folkelighed som muligt. Distancen underbygges kun af det væld af gæstemusikanter, der er indkaldt i den store kunsts navn: Stephen O'Malley, Lydmors Jenny Rossander og producer Randall Dunn. Jeg tør faktisk vædde på, at det meste af publikum gerne have byttet det ud med en omgang 'Holler High' – og når man har ventet til klokken to, kunne jeg være på nippet til at mene, at de havde fortjent den. Man kan ikke være overrasket over, at Sort Sol vælger denne tilgang, hvis man har fulgt deres seneste turné. Men på en festival lørdag nat, er det svært at få til at virke efter hensigten.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her