Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Roskilde '17: Syre-koryfæ slog et slag for den danske musik

Populær
Updated
Roskilde '17: Syre-koryfæ slog et slag for den danske musik

Lorenzo Woodrose spillede en blanding af nye numre og danske klassikere, men blev holdt tilbage af Glorias helt elendige indretning. 

Dato
06-07-2017
Distributør
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Karakter
4

“"Regner det?" spørger han drillende ud i rummet, alene med sin guitar. Tydeligvis lidt benovet over det flotte fremmøde i salen. Men det regner faktisk ikke, og det lader til, at salen er fyldt med nysgerrige ører, der har fundet vej helt frivilligt. Opsætningen er utroligt simpel, med Woodrose på guitar og en mikrofon med ekstra meget ekko. 

 

De fleste af de nye sange er skrevet på dansk, i modsætning til Woodroses ene band Baby Woodrose, der spiller på engelsk senere på ugen. På den anden side er dansk heller ikke fremmed at skrive på for Woodrose, for det gør han også i sit andet band Spids Nøgenhat. Der er ingen tvivl om, at hvad man end måtte have af holdninger til det danske sprog, så forstår Lorenzo at bruge det. Refrænet fra én af de nye sange demonstrerer dette: “Jeg prøver bare at slippe fri/ Fra rimets urimelige tyranni”. 

 

I sættets første halvdel spiller Woodrose nærmest kun nye sange. Det giver et spændende indblik i sangenes allermest grundlæggende form, uden at de fedtes ind i synth og fuzz – der ellers ofte er Woodroses kendetegn. Med nummeret “Danskere” får Woodrose losset til myten om de lykkelige danskere – og selvom det måske ligger lige på kanten til det prædikende, kan man tilgive Woodrose, fordi han i det mindste mener det, han skriver.

 

Sættet afsluttes med flere protestsange, der fint understøtter den let prædikende tone: Benny Holsts 'Sangen om merværdi' og 'Lil’ Johnnys mund' af Røde Mor. Dog blødes det også op med de mere sjælelige 'Til Nashet' af Steppeulvene, 'Den Gennemsigtige Mand' af Hans Vinding og ikke mindst Spids Nøgenhats egen 'Mere Lys'. 

 

Udover at de nye sange måske kunne have trængt til en udlugningsrunde, da de lyder en kende ens, er koncertens største udfordring dog Glorias rammer og Glorias publikum. Rammernes største udfordring er, at der er få indgange til Glorias scene, der befinder sig i en af Dyrskuepladsens lader. Alt er sortmalet, og med lyset nede og de få indgange føles det lettere klaustrofobisk. Det hårde flisegulv gør heller ikke ligefrem noget godt for musikken. Dertil har vagterne fået besked på at holde indgangene fri, hvilket betyder, at de konstant råber henover musikken for at få nytilkomne til at flytte sig en halv meter. Det virker absurd, at man ikke engang har forsøgt at optegne en linje eller sætte et skilt op.

Det andet problem for koncerten er publikum. De er tydeligvis i den gruppe, der ikke ofte går til koncert. Blandt andet formår flere i den øverste del af aldersgruppen at optage videoer af scenen med blitz-lyset på deres telefon tændt. I den samme del af aldersgruppen findes også familiefaren, der har fået en fadøl for meget og føler sig forpligtet til at live-tweete koncerten – bare ud i rummet, med sin mund. Begge dele er triste ting at tage Lorenzo Woodrose til indtægt for, men det ændrer ikke på, at det i høj grad ødelægger intimiteten, som han kæmper bravt for at opretholde.