Roskilde '17: Værd at vente på Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/e8/49/f0/kellermensch2-74-1498927819.jpg
01. Juli 2017    

Kellermensch er genopstanden fra den musikalske glemmebog og klar til at genindtage deres trone efter otte års udgivelsespause.

Kunstner
Dato
01-07-2017
Distributør
Genre
Trackliste
How To Get By
Don't Let Me Bring You Down
Mediocre Man
All That I Can Say
Rattle The Bones
Black Dress
Remainder
Dead End
The Day You Walked
Carrying My Name
Pain Of Salvation
Atheist In A Foxhole
Lost At Sea

Encore:
Bad Sign
Army Ants
Moribund Town
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
5

Kellermensch åbnede Orange Scene i 2012, men på højden af deres succes formåede bandet at forsvinde fuldstændig fra bevidstheden og ind i den musikalske glemmebog. Nogle gange faldt man over et nummer på en playliste og tænkte: "Hvad skete der egentlig med dem?"

I 2014 fortalte bandet, at de arbejdede på nyt materiale, men det skulle tage dem endnu tre år, før den forudsigelse gik i opfyldelse. Med 'Goliath har bandet fundet deres vej tilbage ind i bevidstheden, og de dystre toner blev udvalgt til endnu engang at pryde Roskilde Festivals plakater. Sikkert på grund af bandets ry for at levere gedigne resultater på scenen har et større publikum forsamlet sig foran Arena her på sidstedagen af festivalen, med mudrede gummistøvler og store forventninger. Og med rette, for koncerten, bandet gav på Orange Scene for fem år siden, var en fantastisk oplevelse. Men endnu engang lader Kellermensch vente på sig, og der meldes fra scenen, at "man lige skal bruge 10 minutter mere".

Det ender med at være 25 minutter i stedet. Heldigvis har det ikke smittet af på publikum, der stadig er overraskende energiske efter fire dages massiv druk. Vokalist Sebastian Wolff leverer allerede fra første anslag, hvor hans stemme akkompagneret af en enkelt guitar fylder Arenas telt med sin karakteristiske inderlighed. Snakken dør ud. Bandet følger med en massiv dybde og otte medlemmer, inklusiv cello, violin og til tider en kontrabas. Det er fandens tungt og følges op af en skrigevokal fra Christian Sindermann – bandets trædeorganist.

'Mediocre Man' er måske en af de mere middelmådige skæringer på det nye album, men den instrumentale simpelhed lader en stortromme banke repetitivt lige ind i hjertet. Det er uden tvivl disse skift mellem massive lydbilleder og det helt simple, der giver Kellermensch deres særegne energi. Wolff skal her også have en stor del af æren, da hans inderlige og vilde optræden på scenen bekræfter narrativet i lyrikken: sort og uden udsigt til bedring, som Fjodor Dostovjevskis roman 'Kældermennesket', som bandet er opkaldt efter. Kellermensch' verden er så kold som en sibirisk sommermorgen, og alt drypper med eksistentiel bæven. Det er meget konceptuelt og intellektuelt, men det fungerer i praksis, fordi det er følelser, alle i teltet har kæmpet med.

Claudio Wolff på bas bevæger sig i cirkler over den store scene som en tyrefægter med en højspændt bas som eneste våben. Meget af dybden, som Kellermensch leverer, kan tilskrives hans taktfaste indsats. Man tager sig i at falde i staver og blot iagttage, som man kender det fra koncerter med klassisk musik. Det føles, som om alle i pitten foran Arena er gået i ceremoniel trance, og selv de brede skuldre falder ned i en afslappet positur. Vi har nu ventet på Kellermensch på flere måder – men der er ikke længere tvivl om, at Kellermensch er et band, der simpelthen bare er værd at vente på.

I samme stil er sætlisten sat op med de bedste sange til sidst. Og ikke et minut for sent, da vi bevæger os på den hårfine grænse af lidt for komplekse kompositioner til den almindelige festivalgænger. Men troligt dukker 'Pain of Salvation' op når opmærksomheden begynder at dale. Med et catchy omkvæd får den vækket rækkerne. Og den er kun første skud i en tretrinsraket fra bandets seneste udgivelse, da den følges af 'Atheist in a Foxhole' og 'Lost at Sea'. Det smager lidt af stadionrock – og det er slet ikke et skældsord for et band, der udfordrer deres publikum rigeligt andre steder i sættet. Et obligatorisk ekstranummer inkluderer bandets single 'Bad Sign' (hvor Sebastian Wolff tager sig en tur ned til publikum) og ikke mindst storhittet fra debutpladen, 'Army Ants', der inviterer til dansefest. 'Moribund Town' sætter et punktum for en kraftpræstation og en glædelig genopstandelse af et Danmarks bedste rocknavne.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her