Roskilde '18: Festen, der udeblev
Baby in Vain kunne have været fredagens sidste fest. I stedet blev det musikalsk godnatlæsning inden turen tilbage til teltet.
Det er ikke første gang, at Baby In Vain spiller på Roskilde Festival. De har dog taget springet fra opvarmningsdagenes boiler plate, dengang hed den Pavillion Junior, til de officielle dage og et “rigtigt” Pavillon-telt i de “rigtige” spilledage. Det er dog stadig en placering med sine begrænsninger. Massive Attack ryster stadig Orange Scene i baggrunden, og klokken har passeret to. Om natten, vel at mærke. Der er med andre ord tale om en uriaspost, og det mærkes også tydeligt på det generelle fremmøde, at vi også har ramt Roskildes hårdeste dag: Fredag. Efter to dages hård druk har mange valgt en tidlig retræte til teltet for at lade op til afslutningen i morgen.
Repertoiret hentes flittigt fra ep'en ‘For the Kids’ fra 2016) og den efterfølgende fuldlængde ‘More Nothing’ fra 2017. Stilmæssigt er vi i grunge-land, men en lidt letargisk udgave af genren. Det publikum, der trods alt er dukket op, får ikke meget anledning til at lade Baby in Vain blive aftenens sidste fest, men bliver i stedet lullet tættere på søvnen. Et af de få højdepunkter er den catchy ‘Low Life’ fra 2017-udgivelsen, der smager lidt af amerikanske Jimmy Eat Worlds deprimerede periode omkring udgivelsen af ‘Futures’. Der mangler dog stadig en emotionel udløsning i det slæbende udtryk.
En fortolkning af Metallicas ‘For Whom the Bell Tolls’ er desværre det bedste, jeg tager med mig tilbage ned til teltet – Baby in Vains lidt mere drømmende udtryk gør faktisk sangen godt, selvom der ellers ikke ændres meget. Det fortæller desværre også, at problemet i højere grad ligger begravet et sted i Baby in Vains udgivelser, der i hvert fald ikke lader til at stable et godt show på benene uden støttehjul.