Roskilde '18: Anselmo-showet
Populær
Scour beviste, at det er et band for fremtiden, men også, at der er arbejde forude – og at de mangler en bedre forsanger.
Roskilde Festival 2018 byder på flere muligheder for at opleve såkaldte supergrupper. Dead Cross naturligvis, men også Scour, der absolut falder indenfor kategorien. Phil Anselmo kræver forhåbentlig ikke en præsentation, og det gør resten af bandet reelt heller ikke. Omend Anselmo naturligvis er det store trækplaster, er det værd at notere sig, at John Jarvis er at finde på bassen (Pig Destroyer m.f.), Adam Jarvis bag tønderne (Misery Index, Pig Destroyer m.f.), mens Derek Engmann (ex-Cattle Decapitation, Cast the Stone m.fl.) og Mark Kloeppel (Misery Index m.f.) river i stregene.
Lidt af et lineup og en eksplosiv cocktail. Kombineret med Pavillion burde det være det optimale match.
Det er blevet til to ep-udgivelser, siden Scour blev dannet tilbage i 2015: ’Grey’ (2016) og ’Red’ (2017), der begge har fokus på ond blackmetal, ikke ulig bands som Dark Funeral og Marduk – eller, længere tilbage, Bathory, hvis 'Massacre' Scour midtvejs gennem koncerten tog livtag med. 'Shank' og 'Crooked' fra de to EP'er indledte koncerten, og det var det nærmeste, publikum kom en interessant optræden. Anselmo virkede ligeglad. Han var påvirket: "At least these songs are short, wish me luck" indledte Anselmo 'Clot'. Komisk og korrekt. Desværre var det svært at tyde, hvornår Anselmo var humoristisk, og hvornår det var alvor.
Der var ellers et pænt fremmøde på Pavilion. Folk ville vel se girafferne. Med god grund. Melodierne var tight, kundskaberne indiskutable. I en sådan grad, at især de grindede Pig Destroyer-elementer var noget af det mest interessante. 'Piles' blev indledt med et kedeligt grynt og en fuldemandskommentar, der ikke var hverken passende, selv Phi Anselmos renomé taget i betragtning, eller kollegaerne i Scour værdig. Det er måske sjovt at arbejde på en tredje EP, endnu sjovere at stå på Roskilde Festival overfor et taknemmeligt publikum. Et publikum, der nærmest hungrer efter metal. Og Anselmo tog kvælertag. Det var intenst og ondt. 'Dispatched' er langt fra original. Det er lige før, nummeret er mindre originalt end Dua Lipa, der samtidigt spiller på Orange. I det mindste behøvede Dua Lipa ikke introducere sig selv, sådan som Anselmo gør.
Phil Anselmos fortid fik lov at spøge, da Scour sluttede af med to Pantera-covers: 'Slaughtered' og 'Strength Beyond Strenth'. Det fik publikum til at gå bersærkergang i en circle pit af dimensioner. Men Scour er heldigvis meget mere end Anselmo.Til trods for umanerligt dumme udmeldinger fra frontmanden beviste resten af bandet, at der er god grind og black at finde i dem. Men de viste også, at de absolut ikke har fundet deres egen lyd. Scour er langt fra en individualitet. Det er en superguppe, der mangler eget udtryk. Anselmo i front fodrer forventninger. Så kan man jo blot tænke, om ikke der er en stærkere vokalist derude? En bedre forsanger. "Lets keep it real," tordnede den ikoniske frontmand før 'Barricade'. Men energien og vokalen fandt aldrig rigtig sin vej ud til publikum. Scour på Roskilde er beviset på en festival med gode værdier, der booker et band, der har potentialet, men aldrig rigtig leverer.