Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Roskilde '18: Så gik der tid med det

Populær
Updated
Roskilde '18: Så gik der tid med det

Nogle gange ramler man ind i noget vidunderligt, når man skal dække et band, man aldrig har hørt om. Dette er ikke sådan en historie.

Kunstner
Dato
06-07-2018
Genre
Koncertarrangør
Karakter
2

Kender du Slydigs? Heller ikke jeg, men nogen har besluttet at booke dem til Pavilion klokken kvart over 12, lige oveni Gorillaz og Madballs afsluttende numre. Var der overlappende publikum? Yes. Men det var nok primært Gorillaz-fans, der også havde kunnet rocke lidt med på Slydigs Arctic Monkeys-vibe. Og Arctic Monkeys-referencen er næsten lige så slidt, som jeg er på det tidspunkt. Teltet kan ikke tælle meget mere end 50 tilskuere, den ene halvdel far-rockere og den anden young guns skudt af på hvad man nu end får i patroner i dag. Det udgør faktisk et meget tilgivende og tør man sige … hyggeligt publikum? Der er lidt halbalsstemning under Pavilions tilstøvede telt. 

Bandet spiller både ‘How Animal Are You’ og ‘Give It Up Brother’, der ærligt talt ikke er sange, der rigtig adskiller sig fra hinanden. Og det var også min konklusion hjemmefra, at det ikke ville blive en koncert med de store kontraster. Alle sange er skrevet i samme mellem-tempo og radiovenlige stil, med omkvæd, der gentager sig så meget, at man tager sig selv i at synge dem,mens man vander sine planter. Det er imponerende catchy, så det kan man jo lune sig lidt ved ved det døende lejrbål, der er Roskilde. Hvis man altså overhovedet er til catchy musik. Det føles lidt som at spise et helt glas Nutella: Nutella er lækkert – men også et helt glas?

Horder af mennesker begynder hjemturen udenfor, imens jeg trøster mig lidt ved, at forsanger Dean Fairhurst synger bedre, end hans frisør klipper (tænk Beatles i gryde-epoken). Og det er da også fint nok at være til en koncer,t hvor man har tid til at gøre sig den slags dybe tanker uden at være bange for at misse noget. Men lad mig så også sige det ærligt: Det er ikke stor kunst, det, bandet bedriver – og det skal det næsten være, for at man gider at skrive meget mere om det.