Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Roskilde Festival '15: Cobainsk pedalkværneri

Populær
Updated
Roskilde Festival '15: Cobainsk pedalkværneri
Roskilde Festival '15: Cobainsk pedalkværneri
Roskilde Festival '15: Cobainsk pedalkværneri
Roskilde Festival '15: Cobainsk pedalkværneri
Roskilde Festival '15: Cobainsk pedalkværneri
Roskilde Festival '15: Cobainsk pedalkværneri
Roskilde Festival '15: Cobainsk pedalkværneri

Girl Band bragte masser af ufiltreret støj, men for lidt sangskrivning hæmmede firkløveret, der kun i glimt fik deres post-grunge til at skinne tilpas skramlende. 

Kunstner
Dato
04-07-2015
Genre
Koncertarrangør
Karakter
3

Masser af ros fra den trendsættende indie-presse, havde sørget for et ikke overraskende pænt fremmøde til Girl Bands optræden på Pavilion. Og det selvom gruppen endnu ikke har udgivet et album. I stedet består de hidtidige udgivelser af singler og ep'er.

Med en kompromisløs tilgang til deres mange effektpedaler har bandet, der “sjovt” nok kun består af mænd, begået en skramlet, støjende omgang post-grunge, som med især den hungrende 'Lawman' og det neurotiske cover af den engelske DJ Blawans 'Why They Hide Thier Bodies Under My Garage?' har skabt en mindre sensation omkring sig.

De to numre blev også koncertens højdepunkter, samt en fristende basgang i et for undertegnede ukendt nummer, mens det meste andet kom til at handle mere om at brage igennem uden de store tanker om hvorhen. Det klæder ellers bandet, når de holder igen med deres gennemtæskede pedaler, der bare ikke kan blive nok forvrænget, hvor de i stedet viser, at de har evner udi spændende sangskrivning.

Stribet grunge

Som en blanding af et umodent Nirvana, Sonic Youth, et stænk Atari Teenage Riot, drysset med muskatnød-forsigtighed, samt toppet med et DC 80'er-hardcore-bær, har Girl Band fundet sig til rette. Og de er bestemt ikke uden evner. I forsanger Dara Kiely har irerne tilmed en tilpas skabende, skinger og skrigende vokalist, der i sin hvid/blåstribede trøje og med sit drengede ansigt og pågående attitude fuldendte den smadrede, men troværdige grunge-forestilling. Om hans snøvle-lydende snak på scenen var grundet en tyk dialekt eller noget andet, var svært at vurdere.

Deres musik mangler retning og mere fængende passager, men hvis bandet – som i især de førnævnte numre – lærer at beherske deres kværn af pedaler, har de rige muligheder for at booke en større scene fremover. Potentialet er der. Men for nu vinder de mest på bare at være et højt, støjende band, der klart, mest af alt, vinder på udførelsen live uden at efterlade de store musikalske minder.