Roskilde Festival '15: De Underjordiske steg til vejrs
Populær
De Underjordiske bragte syrerocken tilbage til Roskilde Festival og viste rundhåndet vej i deres psykedeliske univers.
Den psykedeliske rock har fået vinger både internationalt og her til lands, og i denne tid knopskyder det ene psykedeliske danske orkester efter det andet som paddehatte på en våd græseng. Om opblomstringen her til lands skyldes Spids Nøgenhats pludselige og uventede succes, eller om der i musikverdenen er tale om en større global vækkelse til de psykedeliske rock-klokker, kan jeg kun gisne om. Måske er De Underjordiskes rygte som et godt liveband løbet dem i forvejen, eller også havde de bare fået dagens bedste spilletidspunkt. I hvert fald var publikum mødt talstærkt op foran den aparte Rising-scene, hvor De Underjordiske i skumringstimen var mægleren, der skulle skabe den glidende overgang mellem dag og nat.
Fuldendt genredyrkelse
Det er tydeligt at se, at bandet dyrker deres musikalske inspirationskilder og det visuelle udtryk til fulde. Alle som en med langt hår og iklædt gevandter, som var de taget ud af Thy-lejrens spæde ungdom. Teksterne er på dansk og er i virkeligheden forsanger Peter Kures digte, som der nu bliver sat musik til. Der er lag på lag af effekter på guitarerne, hvis repetitive figurer flyder sammen og skaber et twangy, knitrende univers med tekster, der handler om skove, elvere og indre trolde.
Smittende positiv energi
Bandet var tydeligvis både benovede og beærede over at spille for det altid veloplagte festivalpublikum, og den positive energi smittede af.
"Der er så meget kærlighed her, det er helt vildt," lød det fra Peter Kure, hvis nasale vokaludtryk godt kunne minde om en ung C.V. Jørgensen, mens hans vuggende dans og påklædning i hvid skjorte og stramme sorte bukser gav mindelser til en af syrerockens gudfædre, Jim Morrison, som jo i øvrigt også var en ihærdig, men ikke desto mindre uforløst digter.
En smule ensformigt
At De Underjordiske også er dygtige musikere, talte yderligere til deres fordel. Det malende, jævne tempo og de repetitive guitarfigurer skabte med Peter Kures messende vokal et fint rum, hvor tankerne kunne flyve frit. At udtrykket så blev en smule ensformigt i længden, skal også regnes med i ligningen. De Underjordiske er under alle omstændigheder et ganske interessant ungt orkester, som nok skal få yderligere luft under vingerne i de kommende år.