Roskilde Festival ’15: En ufærdig katedral
Populær
Doom metal-kometerne Pallbearer havde for dårlig lyd til for alvor at funkle i torsdagsnatten.
Doom-metal er efterhånden lidt af en nyklassiker på Roskilde, hvor blandt andet funeral doom-bands som Tyranny og Mournful Congregation i de senere år har gjort deres til at fjerne de sidste rester af den livslyst, man måtte have tilbage efter at være vågnet i et kogende tømmermandstelt med hjertebanken, tørhed i munden og skam efter endnu et mislykket scoringsforsøg, og hvad man nu ellers får tiden til at gå med på Roskilde.
Modsat de nævnte bands, der begge spillede på den lille, intime scene Gloria, spillede Pallbearer på den noget større Pavilion-scene. På papiret forståeligt nok, for bandets doom metal er af mere melodisk og klassisk tilsnit end den langt tungere funeral doom, og deres indtil videre to album trækker snarere på grupper som Warning og While Heaven Wept og klassikere som de i doomegenren evigt alledstedsnærværende Candlemass, tilsat en let 70'er-progget vibe og antydninger af Trouble. Bandet har en skønhedsstræbende, melankolsk grundtone, som især er båret af et højtflyvende, monumentalt og episk leadguitararbejde og sanger/guitarist Brett Campbells smukke og skrøbelige tenorvokal, og som sammen med den doom metalliske tyngde skaber en storslået sonisk katedral.
Live spiller de dog mere med musklerne end på plade, og det kan man godt ærgre sig over, for noget af skønheden og melankolien viger pladsen, og særligt det flotter leadarbejde drukner i de knusende tunge riffs.
Politikens anmelder, der i sin anmeldelse af koncerten kalder Pallbearer for ”tungrock” og sammenligner dem med Paradise Lost og Kyuss (fnis!) og tilsyneladende kritiserer dem for at spille for godt, har ikke ret i ret meget i sin anmeldelse af koncerten. Men han fanger dog, at lyden på Campbells vokal druknede i instrumenterne. Og det betød desværre, at Pallbearer ganske enkelt mistede for meget af den identitet, som egentlig er deres særkende og en del af grunden til deres pæne og fortjente succes. Den tvivlsomme lyd hev bandet ned under deres eget niveau, og på den måde kom koncerten på Roskilde til at lide under de samme problemer som koncerten på Loppen sidste år.
Der kunne man godt have ønsket sig, at koncerten havde fundet sted på den mere intime og lukkede Gloria, hvor bandets styrker kunnet være kommet mere til deres ret. Bandets ellers fine materiale – hentet fra de to albumudgivelser, men jeg mente også at høre et nyt nummer – skinner stadig ikke så meget live som på plade, selvom ’The Ghost I Used to Be’ giver én noget af den forløsning, som koncerten ikke som helhed ramte. Den soniske katedral endte med at stå lidt ufærdig tilbage.