Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Roskilde Festival '15: Norsk bastard væltede Pavilion

Populær
Updated
Roskilde Festival '15: Norsk bastard væltede Pavilion
Roskilde Festival '15: Norsk bastard væltede Pavilion
Roskilde Festival '15: Norsk bastard væltede Pavilion
Roskilde Festival '15: Norsk bastard væltede Pavilion
Roskilde Festival '15: Norsk bastard væltede Pavilion
Roskilde Festival '15: Norsk bastard væltede Pavilion
Roskilde Festival '15: Norsk bastard væltede Pavilion
Roskilde Festival '15: Norsk bastard væltede Pavilion

De norske honnningbørn gav Pavilion en koncert med et energiniveau, som vil blive husket i mange år fremover.

Kunstner
Dato
01-07-2015
Genre
Koncertarrangør
Karakter
5

"Honningbarna, Honningbarna," lød de taktfaste råb fra det talstærke publikum i minutterne op til showstart. Der var ingen tvivl om, at Honningbarna havde tiltrukket en trofast fanskare blandt det norske festivalpublikum. Det betød, at der allerede var tale om amok-tilstande hos både band og publikum, da bandet satte gang i aftenens andet nummer 'Opp de nye blanke' fra bandets spritnye album af samme navn.

Slem dreng i front

Forsanger Edvard Valbard var klædt ud i noget, der mindede om en engelsk skoleuniform, men han var langt fra nogen artig skoledreng. Allerede i andet nummer havde han kastet sin tynde krop ud i menneskehavet foran scenen, stik imod alle regler. Sejlende ude blandt svedende kroppe blev han løftet op af ivrige hænder, hvor han fandt balancen og stående fik grebet sin mikrofon, som blev kastet fra scenen, så han uhindret kunne brøle videre ude blandt publikum.

Honningbarna gør sig i simpel en-to-tre-punk, og alt foregår på modersmålet norsk. Honningbørnene minder faktisk mest af alt om et bistert resultat af et beskidt samleje mellem Kvelertak og Skambankt. En lille køter med et ætsende energisk bid fra Kvelertak og øret for de gode melodier fra Skambankt.

Efter endt crowdsurfing hev forsangeren sin cello frem, og så blev der ellers filet manisk frem og tilbage. Det gjorde ikke meget fra eller til i det samlede lydbillede, men det så sgu fedt ud!

Politiske statements og fuckfingre

Honnningbarna udspringer uden tvivl af græsrodsmiljøet, og med guitarkabinetter i hver side af scenen beklædt med henholdsvis det palæstinensiske flag og et banner med Antifascistisk Aktion blev der meldt politisk kulør. Den amerikanske rapper Pharrell, som spillede samtidig ovre på Orange Scene, fik også en hilsen fra nordmændene, som satte det tætpakkede telt i gang med en chant, som alle kunne forstå: "Fuck Pharrell, fuck fuck Pharrell!"

"Har I det alle gøy?" skreg Edvard Valbard til publikum. For fanden, ja – og stemningen blev ikke ringere, da bandet satte i med et cover af The Clashs 'Police On My Back'.

Med deres ekstremt høje energiniveau, gode iørefaldende punksange og et publikum, som bar dem frem – bogstaveligt talt – på hænder og fødder ramte Honningbarna dagen med et brag og gav både ind- og uindviede en aldeles mindeværdig koncertoplevelse, som forenede fællesskab, energi og eufori til en slagkraftig sonisk symbiose.