Mandagens rådne indslag

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/5b/11/15/Rotting-Christ-01-9-1517300631.jpg
30. Januar 2018    

Rotting Christ var tæt på at levere et noget nær perfekt show, men intensiteten dalede lidt undervejs, og med bandets bagkatalog var en time ikke helt nok.

Titel
+ Carach Angren + Svart Crown
Spillested
Dato
29-01-2018
Koncertarrangør
Fotograf
Adriana Zak
Karakter
4

De københavnske koncertgæster var mødt talstærkt og tidligt op på en grå mandag i januar, og det nød franske Svart Crown godt af, da der allerede kl. 19.30 var godt fyldt op foran scenen til støtte for dette første af de to supportbands for græske Rotting Christ.

Det er ikke længe siden, at franskmændene sidst var på besøg i selvsamme sal, og der var da heller ikke ændret meget i forhold til koncerten sidst i september, hvor det var østrigske Belphegor, der var hovednavn. Franskmændene slap af sted med marginalt bedre lyd end sidst, men stadig med plads til forbedringer. I kraft af lyden var bandets rytmiske inferno af ond støj i krydslandet mellem black metal og death metal også en tak mere medrivende. Og det kunne mærkes på publikums reaktion på musikken. Som sidste gang klagede bandet over for lidt lys, og det tog lidt tid for lysmanden at forstå, hvad bandets fagter gik ud. Endsige den direkte "we need more light". Det lød dog ikke, som om bandet kæmpede så meget under den dunkle lyssætning, og mørket klædte under alle omstændigheder den aggressive og dog stemningsfulde musik.

Aktivt keyboard
Hollandske Carach Angren stod for et gennemført show med visuals og teatralske fagter. Alt fra corpse paint over specielle masker til tøj var gennemført, mens keyboardstativet, der kunne bevæge sig i alskens retninger som en robotarm på en bilfabrik, var intet mindre end genialt. Det havde sit eget liv og var indimellem det femte medlem. Det kunne dog ikke fjerne fokus fra, at et medlem af kød og blod var savnet: En bassist.

Hvor Svart Crowns samples var for høje i mixet (eller snarere var resten måske lidt for lavt, for man fik ikke den massive lyd og mavepuster fra højttalerne), var Carach Angrens ellers svært symfoniske del af musikken måske lidt for lavt i lydniveau. Sammenlignet med pladerne i hvert fald, men her var det meget sundt, for det gav lmere energi til guitaren. Carach Angren havde flere stærke elementer, der kom lidt i klumper, men som helhed gik der tomgang i idéerne. Vokalen var bjæffende og ikke alt for fed. For råbende, så den hverken blev klassisk "black" eller klassisk død. Om ikke andet var den da anderledes.

Der var noget sært fedt over bandet, når de bare rockede et simpelt groovy, riff, og bedst var de i nummeret 'In de Naam van de Duivel', hvor alle bandets bedste træk blev samlet i ét nummer i stedet for at være spredt ud mellem ligegyldigheder. For sidstnævnte nåede man også at høre en del af under showet. Men takket være viljen til at ville underholde på pompøs og teatralsk vis resulterede koncerten alt i alt i godkendt underholdning. 

Formidabel start
Grækerne i Rotting Christ skulle have imponeret i efteråret 2016, da de aflagde besøg på Beta. Det så da også ud til, at denne koncert skulle blive en sejr lige fra start. Lyden var skruet op, massiv, tung og melodisk, bombastisk og stærk. Grækerne, anført af Sakis Tolis, var engang et band, som Euronymus havde et godt øje til, da black metal-scenen var under udvikling. Den primitive black metal blev dog senere til en slags dark metal, hvor man fandt traditionelle heavy metal-riffs i skøn forening med noget lettere gothic-agtigt. Siden vendte Rottings Christ tilbage mod et hårdere lydbillede og har i de senere år forfinet en stil, hvor sangene har få, men effektive riffs i repetition og messende vokal vekslet med Tolis' velkendte hæse growl.

Den propfyldte lille sal i Pumpehuset var med på legen fra start. Næverne kom taktfast i vejret, og håret blev svunget rundt. Det føltes som en succes efter en stemningsfuld start, der gik så over i næste sangs meget høje tempo. Desværre kunne intensiteten ikke holdes hele vejen. Det var stadig høj, høj klasse, men intensiteten fra de første 25-30 minutter dalede senere under showets godt 60 minutter. Alligevel blev der sluttet af på toppen, hvilket ekstranummeret 'Non Serviam' klart demonstrerede. Rotting Christ har eksisteret i så mange år med så mange stærke numre, og flere var naturligvis savnede, når showet ikke var længere. På den anden side var det mandag aften, og måske var det fornuftigt nok at lukke ned klokken 23. Uanset det rebelske bandnavn skulle de fleste jo nok på arbejde, i skole eller på studiet næste dag.

Karakterer:
Svart Crown - 3
Carach Angren - 3
Rotting Christ - 4

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her

Har du allerede en profil? så eller Opret en profil