Kongerock Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/8b/34/23/2017-02-10-Royal-Arena-Devilution-2-39-1487768211.jpg
19. Februar 2017    

Devilutions udsendte fik sin Royal Arena-debut til rockbraget med D-A-D og Dizzy Mizz Lizzy. Og det kan vist roligt siges, at både bands og spillested gjorde stærkt indtryk.

Titel
D-A-D
Spillested
Dato
17-02-2017
Genre
Trackliste
D-A-D
Evil Twin
Jihad
The Road Below Me
A New Age Moving In
Soft Dogs
Everything Glows
Reconstrucdead
Never Never (Indian Love)
Hate To Say I Told You So
Scare Yourself
Monster Philosophy
I Want What She’s Got
Sleeping My Day Away
---
Laugh ’n’ A ½
It’s After Dark

DIZZY MIZZ LIZZY
Mindgasm
Waterline
Barbedwired Baby’s Dream
Forward In Reverse
Terrified In Paradise
Brainless
Rotator
11:07 PM
Love At Second Sight
Made To Believe
67 Seas In Your Eyes
Glory
Love Is A Loser’s Game
I Would If I Could But I Can’t
---
Mother Nature’s Recipe
Silverflame
Koncertarrangør
Fotograf
Phillip B. Hansen
Karakter
5

I forbindelse med de tre Metallica-koncerter, som det blev til i Royal Arena for nylig, skrev en læser på Devilutions Facebook-side, om ikke vi hellere skulle koncentrere os om at hylde dødsmetalkoncerter med 20-30 tilskuere, for de store bands kunne vi åbenbart kun finde ud af at nedgøre uberettiget. Denne anmelder må tilstå, at det for ham faktisk – på papiret i hvert fald – altid er mere tillokkende med undergrundsdødsmetal end de store stadion-koncerter, hvor man ved udsolgt kan stå som sild i en tønde og bruge al sin tid i toilet- og ølkøer (hvis der ellers er øl. Det er jo historisk set gået galt nogle gange).

I bogen '18 and Life on Skid Row' skriver hovedpersonen, Sebastian Bach, at enhver musiker kan sige, hvad de vil, for at forsvare, at man kun spiller intime spillesteder, men har man først prøvet suset med stadionkoncerter, så vil det altid være det, der trækker mest for musikeren. Stadionkoncerter har bare en særlig magisk stemning over sig, hævder han. Alene det, at mange ofte kommer tidligt og hænger ud inden koncerten og snakker med andre fans, hvilket den tidligere Skid Row-frontmand passioneret beskriver både som musikfan selv og som rockstjerne.

Fredagens koncert i Royal Arena var udsolgt, hvilket i sig selv burde være garanti for stemning i arenaen. Samtidig var rammerne allerede inden showet sat stort op. Flere upcoming bands spillede inden koncertstart op på scener rundt omkring ved metrostationer, men også bare cykelturen fra Deres udsendtes hjem først på Amager ud til Ørestad Syd kunne stemningen mærkes, og forventningerne til aftenen voksede. De fyldte metrotog, der passerede ved siden af cykelsien, røbede, at noget (stort) var i gære. Olietønderne med Royal Beer-logo og ild i røbede ved lys og lugt, at bydelen nu skulle klædes godt på til rock. De mange mennesker, der gik i flok fra Ørestad Station mod arenaen signalerede også glæde, spænding og forventning. Og flot tog bygningen, som skulle være rammen om aftenens oplevelse, sig ud, når man nærmede sig mastodonten.

Folk i køen talte blandt andet om Metallica, så for nogle var det ikke første besøg i arenaen, mens andre som undertegnede lød til at at glæde sig lige så meget til et første møde med stedet som til de to store danske rockbands, der skulle underholde. På trappen op mod indgang A, hvor denne anmelder skulle ind, var det i hvert fald svært ikke at blive ramt lidt af atmosfæren og den opbyggende eufori, der kun skulle blive større over de næste timer.

Lige ind i dagligstuen
Det gik smidigt med at komme ind. Bevares, der var mange, som skulle samme vej, men med en fornuftig ankomst kl. 19.15 var der tid nok til at nå ind at se lidt på bygningen, barerne og garderobeområdet, inden de mange dB skulle fare til vejrs ud af lydanlægget. Men ikke alle var i god nok tid, nogle måske fordi de ikke havde sat sig for at se D-A-D (i så fald: skarn!), eller også fordi de slet og ret ikke havde afsat nok tid til at komme gennem sikkerhedskontrol m.v. I hvert fald blev der mere pakket oppe ved scenen under Dizzy Mizz Lizzy senere end under D-A-D's koncert.

Scenen var sat til D-A-D med dagligstueopbygningen med den forvoksede sofa med Laust Sonnes trommesæt ovenpå og de herlige kæmpe 'Overmuch'-forstærkere og kabinetter på hver side heraf. "Good clean family entertainment you can trust". Inden startfløjtet lød, kunne man nyde Ramones på anlægget og fra gulvet kigge op mod siddepladserne. Et imponerende skue. D-A-D gik på scenen med veloplagt energi og 'Evil Twin' efterfulgt af 'Jihad'. Forinden showet havde man kunne læse interview på Ekstra Bladet med D-A-D om det at være opvarmning. Egentlig var det vel en dobbeltpakke med lækkerier og ikke klassisk support og hovednavn. Men uanset hvad måtte D-A-D nok sande, at der skulle lidt benarbejde til at få gang i folk, og selvom den potente start blev modtaget ret pænt i "vores nye klubhus", som Jesper Binzer så oplagt kaldte det, så var der endnu kun begrænset gang i folk helt oppe foran scenen, og på stolerækkerne sad langt de fleste fortsat ned.

Plads til mere nostalgi
D-A-D havde udmærket lyd, men det skulle dog vise sig senere, at der var et gear mere i arenaens lyd. Men altså: Udmærket lyd, så specielt 'Reconstrucdead's metalliske riffs slog godt igennem sammen med Binzers fortælling om, at bandet havde været på aftenskole for at lære at spille thrash metal inden et decideret metallisk, smadrende intermezzo. Binzer var i godt lune og jokede videre, at bandet ikke havde gået på HF, men på D-A-D... Lidt gøgl skal der til, ellers er det ikke D-A-D. Der var således også adskillige finurlige to-strengede basser i hænderne på Stig Pedersen undervejs, ligesom han selvfølgelig også fik ild i sin pilothjelm undervejs i showet.

Selvom D-A-D havde pakket sætlisten med nogle ældre klassikere, så var der stadig et fokus på det nyere D-A-D's materiale. 'Soft Dogs' medførte fællessang, og 'I Wan't What She's Got' ditto, men det føltes, som om D-A-D kunne have høstet større opbakning med mere nostalgi end blot dagligstue-setuppet og de lejlighedsvise ældre perler ved at gå all in og føje yderligere til og spille fx 'Bad Craziness' og 'Grow or Pay' fra 'Riskin' it All'. Den fornemme afslutning, der virkelig fik folk op af stolene under 'Sleeping My Day Away', 'Laugh'n'½f' og 'It's After Dark' kunne nemlig været blevet godt forlænget herved. Men stadig en slutspurt af rang, og man fik nemt den tanke, at selvom Dizzy Mizz Lizzy leverede det alt i alt mest imponerende show, så har D-A-D med 'Sleeping My Day Away' stadig trumfen: Her vågnede arenaen for alvor op til fest.

Formidabel lyd og lys
Det blev en lidt lang pause mellem de to bands. Netop som det lignede, at nu skulle Dizzy Mizz Lizzy gå på, kom der knasen ud af højttalerne. Et par folk nede i det indhegnede område begyndte nu at løbe stærkt med kabler, der blev udskiftet og erstattet af nye. Man nåede at frygte, at nu skulle lyden lide under panikløsninger i sidste øjeblik, men al frygt blev gjort til skamme, da Dizzy Mizz Lizzy gik på med 'Mindgasm', og med 'Waterline' lige i røven heraf fik man konstateret, at nu var publikum så sandelig varme og klar på fest.

Lyden var høj, og det lød knaldhamrende godt. Virkelig FANTASTISK lyd. Samtidig var lysshowet bemærkelsesværdigt flot og sejt, og selv "bandereklamerne" mellem Level 1 og Level 3 blev undervejs inddraget i det visuelle udtryk.

Sande rockstjerner
Og så var der bandet selv. Wow! Tight, tændt og tonsende af sted med fuld kontrol over det hele. Det kan godt være, at Tim Christensen egentlig er lidt for ydmyg mellem numrene med sine "Tak, tusind tak", små historier og nærmest ikke en næve i vejret og langt mindre rockstar-attitude end hos Jesper Binzer forinden. Men når musikken spillede, bar han rockstjernes obligatoriske læderjakke lige så flot, som D-A-D frontmanden bar sin lidt tidligere på aften. Der stod ikke tvivl om, at det her var en ekstraordinær forestilling fra frontmanden og de tunge akkompagnementer fra bassist Martin Nielsen og trommeslager Søren Friis. I sandhed rockstars, der fyldte hele scenen ud, ja hele Royal Arena faktisk.

Og hvor var det herligt, hvor lækkert de nye sange gjorde sig live på det største indendørs spillested, som Dizzy Mizz Lizzy har spillet på i Danmark. Rock så det battede, og et klart bevis på, at selvom de ældre sange måske fik publikums sangstemmer mest med, så er Dizzy Mizz Lizzy tilbage med rette og altså ikke kun på nostalgien. Heldigvis lovede Tim Christensen også, at Dizzy er "back for good", og lige om lidt går bandet i hi for at skrive nyt materiale. Sangene fra 'Forward in Reverse' holdt hele vejen siden om side med sange som 'Rotator' og 'Barbedwired Baby's Dream'.

Der var rørende fællessang under '11:07 PM' og særligt afslutteren af i alt to ekstranumre: 'Silverflame'. Koncerten havde sine højdepunkter, når publikum lige var dét mere med på et nummer, men ellers leverede Dizzy Mizz Lizzy en kampvogn af en koncert, der ingen svage punkter havde. Og til metallerne var der lige en hyldest til Black Sabbath og et herligt uddrag af 'Sabbath Bloody Sabbath'. Tak for det! Og i det hele taget tak for en fantastisk koncert i fremragende rammer.

Karakterer:
D-A-D: 3
Dizzy Mizz Lizzy: 5



Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her