Copenhell 2014: Rutinen og festen Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/26/10/c6/-E2P2989-24-1402996588.jpg
13. Juni 2014    

Clutch leverede en velspillet og introvert koncert med lydproblemer, der dog til dels blev reddet af et fantastisk feststemt publikum.  

Kunstner
Dato
12-06-2014
Genre
Trackliste
1. The Mob Goes Wild
2. Earth Rocker
3. D.C. Sound Attack!
4. Crucial Velocity
5. The Regulator
6. Unto the Breach
7. Mice and Gods
8. Mad Sidewinder (ny sang)
9. The Face
10. Electric Worry
11. The Wolfman Kindly Requests...
12. Burning Beard
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
2

Med over 20 aktive år som bluesinspireret rockband med en tydelig forkærlighed for party-heavy og lette rytmer var Clutch anno 2014 et af de bands, man virkelig så frem til at gense i live-regi. Tilbage i foråret 2007 leverede de sammen med et dengang purungt The Sword en vild og uforglemmelig koncertaften på det nu hedengangne The Rock, ligesom Clutch i 2009 åbnede det års Roskilde Festival med en medrivende magtdemonstration i det nu hedengangne Odeon-telt. Som man kan forstå, har Clutch en mani med tilsyneladende bogstavelig talt at lægge de danske spillesteder ned, når de besøger dem, hvorfor man selvfølgelig ikke ville nøjes med mindre under bandets koncert på årets Copenhell. Når ens Devilution-fælle oven i hatten desuden udelukkende havde lovprisninger at give til bandets koncert i Amager Bio sidste år, ja, forhåndsbegejstringen ville ingen ende tage. Det var det helt rigtige navn for undertegnede, Copenhell havde fået fat i her. 

Hades vs. lydproblemer

Der var dog omstændigheder, der gjorde, at Clutch aldrig rigtig fik deres rockkaliber smidt helt så stærkt ind i skroget på én, som man ellers både havde håbet og også troet på kunne lade sig gøre. Det har de til dels selv skylden for, Clutch, ligesom også Copenhell bærer en betydelig del af skylden på festivalens skuldre. Bandet kommer vi til. Hvad angår festivalen, så har lydproblemer desværre mere eller mindre været en fast, ubuden gæst på især den mellemste scene, Hades, og var det også under koncerten med Clutch.

Af de seks koncerter, denne skribent så på Hades, var det stort set kun onsdagskoncerten med Monster Magnet, der så at sige mere eller mindre gik fejlfrit igennem. Der var muligvis stadigvæk en smule fnidder med Dave Wyndorfs vokal, men overordnet set lød den koncert ellers helt okay. Ikke overvældende, og det var langt fra den optimale koncertlyd, men det lød trods alt stadigvæk helt okay. Helt galt gik det til gengæld om torsdagen under de første tyve minutter af koncerten med Triptykon. Her var lyden en katastrofe og ødelagde helhedsindtrykket af koncerten med årets vigtigste band. Det forbander man stadigvæk dagens lydmand for.

Under koncerten med Clutch var det ikke direkte katastrofalt, men de lydproblemer, der indiskutabelt var, lagde stadigvæk en solid dæmper på éns medrevethedsniveau. Problemet på Hades har i år generelt været, at bassen har været totalt overstyret. Uanset hvor meget man har tærsket rundt blandt publikumsmassen foran Hades i et forsøg på at finde scenens bedst mulige lyd, har det været umuligt at støve den op. Uanset hvor man placerede sig, har et overdøvende bulder fra en bas ude af kontrol generelt fyldt kedeligt meget. Under koncerten med Clutch gjorde man sig i øvrigt ekstra umage i sit forsøg på at finde et sted at stå, der gjorde indlevelsen i koncerten dét lettere. Men forgæves.

Introvert og frasering

Bandet spillede på godt og ondt med en fascinerende musikalsk indlevelse. I Tim Sult har Clutch en guitarist, der i live-regi laver flere ting, end studieversionerne ellers lægger op til, hvilket gør ham meget fokuseret, når han spiller koncerter. Faktisk er han så fokuseret, at han kun sjældent kigger op fra sin Les Paul, og selvom hans spil er interessant, kunne det i rockens natur have været motiverende, hvis han havde spillet lidt tættere med sit band. Ligeså svært det er ikke at holde af  skægaben Neil Fallons tætte fysik og hans overbevisende frontmandsfigur, lige så svært er det blevet ikke at synes, at hans vokal bliver lige lovlig karikeret i længden. I rock-forstand kan hans stemme vel nærmest kaldes for smuk, sådan som den både er dyb og ren, men der er alligevel noget ved hans fraseringer og specielt noget ved den måde, han ender næsten hver eneste linje på, der med tiden er begyndt at gå én på. Disse signaturer ved hans vokal blev et irritationsmoment under koncerten på Copenhell, hvilket man måske nok burde have forsøgt at se udover, men som på den anden side trods alt er så stor en del af helhedsforståelsen af Clutch, at det selvfølgelig kan spille ind.

Musikeren, der er det hele værd

Jean Paul Gaster var til gengæld et af de mere spændende musikbekendtskaber på festivalen i år. Gaster er en eminent trommeslager, hvis spil placerer sig et interessant sted mellem det delikat swing-jazzede samt det seriøst hårdtrockende. Selv når Gaster slår igennem, har hans spil dog herligt løse, forfinede tilbøjeligheder. Hans spillestil gør de ellers kontante og til tider lidt ensformige sange hos Clutch dét mere æggende. For forståelighedens skyld kan man sige, at han som trommeslager på sin vis er Laust Sonne og Peter Jensen i én og samme person, som hans skolede jazz-rockspil kombineres med et hårdtslående og ufravigeligt udtryk, der kan synes helt autodidaktisk og garagerock-pulserende, så ligetil bliver det trykket afsted.

Som man har oplevet også under tidligere koncerter med Clutch, er Gasters ydmyge, men ekstremt virkningsfulde trommer i live-sammenhæng en oplevelse værd i sig selv, hvilket de også var under bandets koncert på Copenhell. Her sad den 42-årige musiker som en koncentreret rokke bag sit moderate sæt tønder og gjorde det, der skulle gøres med en medrivende vitalitet. Der er vel næppe dét mere cool end musikere, der ikke behøver andet end deres naturlige spillestil for at komme ud over scenen. Det er præcis det, Gaster formår: at spille med så meget naturlig rockfinesse og ditto –indlevelse, at det forplanter sig i én og får såvel fødder, ben, krop og nakke til at vugge ufravigeligt med. Ingen under, at doomlegenden Wino tilbage i 2009 hyrede Gaster til at spille med på sit første soloudspil, ’Punctuated Equlibrium’.

Publikums fest

Men til trods for at det egentlig kun var Gaster, der havde tilpas med rockpersonlighed i sig til at få hevet én med på sin blotte fremtoning alene, så var det nu ikke, fordi publikum ikke blev hevet med. Tværtimod. Det er vel kun Twisted Sister og D-A-D, der har fået mere festligt gøgl smidt helt ind i rockpulsårerne på det Copenhellske publikum, end Clutch gjorde. Der var dans, crowdsurfing og skrål til den sidste femøre, og det er formentlig i sidste ende også netop det, der trods alt gør Copenhell-koncerten med Clutch til noget, man bestemt husker. Den gode stemning og den gode koncert går ikke altid hånd i hånd og gjorde det ikke denne aften. Men stemningen var en oplevelse i sig selv, og den nye sang, som Clutch luftede, ’Mad Sidewinder’, lover rigtig godt. Så vi ses helt sikkert næste gang, Clutch kommer til byen.   




Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her