Rutineret kongerock
Populær
AC/DC leverer varen som altid. Stort og flot, men forudsigeligt og efterhånden også en smule bedaget.
Hell Ain't a Bad Place to Be
Back in Black
Big Jack
Dirty Deeds Done Dirt Cheap
Shot Down in Flames
Thunderstruck
Black Ice
The Jack
Hells Bells
Shoot to Thrill
War Machine
High Voltage
You Shook Me All Night Long
T.N.T.
Whole Lotta Rosie
Let There Be Rock
-------
Highway to Hell
For Those About to Rock (We Salute You)
Det er med lidt ambivalente følelser jeg sidder her i timerne efter en AC/DC-koncert, og skal fælde dom over et band jeg har forgudet i over 20 år. Det var bogstavelig talt dem, der ændrede min verdensopfattelse da jeg var bare 9 - 10 år gammel. Men tidens tand gnaver. Ikke bare i mine grånende hår, men også i AC/DC og deres koncerter.
I Horsens leverede de præcis samme show som de har kørt med i snart 20 år. For hver plade skifter de forrige plades tre - fire sange ud med tre - fire fra den nye, og har så 15 stensikre hits, der hver gang får samtlige publikummer til at skyde fra alle kropsåbninger af bar glæde. Uanset hvor i verden AC/DC spiller er de sikret denne reaktion og glæde. Jeg får den også hver gang, og fik det også på CASA Arena lørdag aften. Jeg bliver aldrig træt af at høre "Back In Black", "T.N.T." og "Highway To Hell" udført af kongerne selv.
Men jeg har hørt det bedre end i Horsens. Når man måler AC/DC anno 2010 op mod det band, der leverede koncerten på Donington i 1992 (en dvd/blu-ray du MÅ eje!), eller op mod de koncerter jeg så i Tyskland i 2000 og 2001 så er der altså sket noget. Brian Johnsons vokal er ikke hvad den har været, og det kunne mærkes flere steder, specielt i "Thunderstruck" hvor han kneb de høje klimaksgivende toner af. Nu var det nemt at banke rytmesektionen bestående af Malcolm Young, Cliff Williams og Phil Rudd for manglende sceneshow, men sådan har de stået stille i 30 år. Og det gør de godt. Sceneshowet tilhører for mestendels en manisk guitarekvilibristisk Angus Young, flankeret af en energibombe i form af Brian Johnson. Den opsætning er fejlfri og vandt 30.000 hjerter i Horsens lørdag aften. Inklusive mit.
Jeg kan bare ikke komme udenom, at AC/DC intet nyt tilvejebringer i deres show. Deres koncerter har været skåret over samme læst i 20 år, gennemsnitsalderen på deres sange er 25 år og nu begynder forsangeren også at skrante vokalmæssigt. Noget han, trods alt, selv er meget bevidst om. Og det kan flyvende tog, oppustelige dukker, kirkeklokker, kanoner og fyrværkeri ikke gøre ret meget ved.
Vi fik to timers klassisk rock. Af dem, der reelt opfandt den nye rock. Det er AC/DC. Mere behøves ikke at blive sagt. Men skal vi falde på halen og forgude dem hver gang, bare fordi de har den, velfortjente, status som rockguder? Disse relikvier, der leverer varen hver gang, men så heller ikke en tøddel mere. Er det en næsegrus hyldest værdig uanset indsats?
Jeg nød koncerten i fulde drag. Men den manglende originalitet, forudsigeligheden og en efterhånden bedaget stemme trækker ned. Jeg har set dem da de var på toppen, både på fjernsyn på VHS, DVD og BluRay og til koncerter. I Horsens var det tydeligt at AC/DC anno 2010 spiller rutinekortet og halter en anelse fysisk.
Derfor kun tre stjerner. Den indre fanboy vil gerne give dem fuld honnør hver gang, for jeg er en af dem, der tilbeder bandet betingelsesløst og har gjort det i over 20 år. Jeg kan dog også se, at bandet har været bedre. De er ikke så gode som de var i 1992 eller 2001. Tiden står ikke stille for nogen.
Jeg vil derfor slutte af med et debatoplæg, ud fra de spørgsmål jeg stillede et par afsnit oppe. Skal vi hylde AC/DC betingelsesløst hver gang for den historie de har skabt? Eller må vi godt forlange at dinosaurerne skal præstere noget nyt en gang imellem? Jeg lader svaret være op til jer og glæder mig til at se jeres meningstilkendegivelser.