WOA18: Grus i schweizisk mekanik
Samael spiller en blanding af industrial og black metal, men trods det schweiziske ophav kørte maskinerne ikke helt, som man kunne forvente fra de præcise ures land.
2. Rain
3. Slavocracy
4. Of War
5. Luxferre
6. Angel of Wrath
7. Rite of Renewal
8. The Ones Who Came Before
9. Xy - interlude
10. Solar Soul
11. Son of Earth
12. Crown
13. Infra Galaxia
14. Reign Of Light
15. Black Supremacy
16. Ceremony Of Opposites
17. Shining Kingdom
18. Samael
19. Baphomet's Throne
20. My Saviour
Det er nok de færreste, der ikke kender Samael. Men for god ordens skyld præsenterer vi dem kort. Samael kommer fra Schweiz og spiller en blanding af industrial og black metal. Det har de gjort siden 1987, hvor black metal dominerede, og de har været skræmmende stabile med udgivelser jævnt fordelt fra debutpladen ’Worsip Him’ i 1991 og frem til den seneste, deres 10. plade, ’Hegemony’ fra 2017.
Deres helt store gennembrud kom i midten af halvfemserne med først ’Blood Ritual’ fra 1992 og så deres kæmpehit ’Ceremony of Opposites’ fra 1994, hvorfra sangen ’Baphomet’s Throne’ stammer. Det var lige, da black metal var på sit højeste rent popularitetsmæssigt, og mens Norge løb med det meste af opmærksomheden, var Samael altså et af de navne, der også blev talt om og lyttet til.
Bandet er heller ikke nogen ukendt gæst på Wacken. De har spillet der fem gange før denne koncert i 2018. Senest var i 2015, hvor de netop hyldede ’Ceremony of Opposites’ og spillede den i sin helhed. Dengang var vor anmelder svært begejstret, ikke mindst pga. nostalgien i at få en klassisk plade fra start til slut.
I år var vi også i godt humør, da koncerten startede. Der var god lyd, og forsanger Michael ’Vorph’ Locher styrede showet sikkert med sin brormand, Alexandre ’Xytras’ Locher, præcis som de har gjort det siden 1988, da Alexandre kom med i bandet. Altså hele tre år før debutpladen. Ligesom franske Gojira består kernen af to brødre, hvoraf den ene er på vokal og guitar og den anden trommer.
Trommerne i Samael er dog langt fra Gojiras. Det er nemlig programmerede trommer. Godt nok har Xytras nogle trommer og bækkener, som får lidt massage i ny og næ, men det meste er forprogrammeret og kører fuldstændig maskinelt. Sådan har det været med Samael i mange år efterhånden, på godt og ondt. For lørdag aften sad dobbeltpedalen lige i elskabet hele vejen igennem. Ikke én fodfejl fra trommeslagerens side. Men kønsløst, bevares.
Samael virkede veloplagte i starten, men hverken band eller publikum kom nogensinde sådan for alvor op i gear. Det var lidt for velfriseret, ligesom trommerne var det. Og så sker der det, der sker, når det hele hviler på teknik. Da Michael Locher smider guitaren, er der noget knas med mikrofonen, der får anlægget til at give et smæld så højt, at flere farer sammen og tager sig til ørerne. Der sker heldigvis ikke mere end det, men for de, der ikke havde ørepropper i, har det utvivlsomt været en ubehagelig oplevelse.
Værre blev det, da Samael til sidst spiller deres store hit ’Baphomet’s Throne’. Denne klassiker skal helst sidde lige i skabet. Introen er et stykke klassisk musik af den russiske komponist Modest Petrovich Mussorgsky. Senere tog franske Joseph Maurice Ravel livtag med ’Pictures at an Exhibition’ og gjorde Mussorgskys ganske populært. Så meget, at Samael snublede over det og tænkte, at det kunne bruges i deres nummer. Så det er en af de ting, man ser frem til når Samael begynder at hive de store trækplastre frem.
Derfor var det desto mere skuffende at høre så flad en sample af den klassiske musik efterfulgt af en ikke specielt medrivende, men tværtimod forhastet og ukoncentreret version af ’Baphomet’s Throne’. Det gjorde, at man gik fra teltet med en følelse af, at man ikke rigtig var blevet taget seriøst. Og værre endnu: at Samael ikke selv tog deres gyldne æra alvorligt. Ærgerligt.