Et stort album på et lille sted Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/bf/af/56/-XSF7847-53-1466356571.jpg
19. Juni 2016    

Satyricon blev overdøvet af Twisted Sister og kæmpede med både dårlig lyd og en malplaceret gæstevisit som afslutning på en koncert, der først peakede hen imod slutningen.

Kunstner
Dato
10-06-2016
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Forrige år stod Emperor på Sweden Stage, og genforenet fremførte de hele ‘In the Nightside Eclipse’ med bandmedlemmer, der ikke havde spillet sammen i 20 år.

I år bød Sweden Rock Festival ikke alene på King Diamonds ‘Abigail’ i sin fulde form og Mayhem med Maniac i front.

Også Satyricon spillede med musklerne og havde annonceret en koncert med alle numrene fra ‘Nemesis Divina’ i anledning af albummets 20-årsjubilæum.

Desværre var de endt på 4Sound Stage, der hele vejen igennem var plaget af dårlig lyd. Sådan blev det også for Satyricon, og omstændighederne ødelagde, sammen med lyden af Twisted Sister, der herskede på hovedscenen, den altopslugende storhed, ‘Nemesis Divina’ skulle have indgydt.

Satyricon er et godt sammenspillet liveband centreret om Frost og Satyr. Og selvfølgelig brænder de stærkest igennem, også til koncerten på Sweden Rock. Frost i sig selv, fordi han gør det, han gør. Trommerne bliver aldrig et diskret instrument, og de er rygraden i Satyricon med deres voluminøse og hurtige anslag.

‘Nemesis Divina’ blev ikke spillet kronologisk, og albummet manifesterer sig først, da det afsluttes med ‘Mother North’, der til alt held først spilles, da der er kommet styr på lyden. Desværre først kort tid inden koncertens ekstranumre sætter i gang.

‘Black Crow on a Tombstone’ fungerer derfor næsten bedre end Nemesis-numrene, men det lægger atter en dæmper på det hele, at Sivert Høyem (Madrugada) kommer ind i jakkesæt og synger 'Phoenix' fra albummet ‘Satyricon’ (2013). Det passer på en måde ikke ind nogen steder, og det gør, at koncerten tømmes for energi, lige inden det hele er slut.

Satyricons koncert på Sweden Rock 2016 blev på mange måder ikke det, den skulle og kunne have været, og det er trist for eftermælet for et album, der har haft den betydning, som ‘Nemesis Divina’ har.

Omstændighederne til trods er Satyricon generelt en stærk liveoplevelse, og mange isolerede brudstykker træder frem flere dage efter koncerten. En gentagelse på rette tid og sted ønskes snarest.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her