Satyricon knuste Jylland

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/d7/f2/23/shopped900-72A9459-47-1508495562.jpg
20. Oktober 2017    

Satyricon stormer frem og fokuserer på nutidens musik. I Aarhus demonstrerede nordmændene med primært nyere numre på sætlisten, at de er og bliver blandt klodens mest hæsblæsende livebands. 

Kunstner
Spillested
Dato
18-10-2017
Trackliste
1. Midnight Serpent
2. Our World, It Rumbles Tonight
3. Black Crow on a Tombstone
4. Deep Calleth Upon Deep
5. Walker Upon the Wind
6. Repined Bastard Nation
7. Commando
8. Now, Diabolical
9. To Your Brethren in the Dark
10. Blood Cracks Open the Ground
11. Transcendental Requiem Of Slaves
12. Mother North
Ekstra:
13. The Pentagram Burns
14. Fuel For Hatred
15. K.I.N.G.
Fotograf
Kent Kirkegaard Jensen
Karakter
5

Mange nye black meta- bands er kommet frem siden årtusindeskiftet, hvor genren for alvor gik fra at være et forhadt undergrundsfænomen til en stueren del af heavy metal-kulturen. Hvor mange nye bands der dog end er kommet til, er det stadig 90’ernes originaler fra Skandinavien, der bemærkelsesværdigt nok har den bedste dagsform på scenen. Fra Marduk over Mayhem til Satyricon. Ikke mindst sidstnævnte, der også på plade har formået at udvikle lyden af black metal i stedet for den kiksede søgen efter nostalgiens laveste fællesnævner.

”De seneste plader er ikke lige mig”, hører man så ofte om den norske duos udgivelser. Bevares, kan man sige. Men måske kan man også sige, vi fokuserer for meget på, hvad vi gerne vil høre, i stedet for at lytte ordentligt til det, vi rent faktisk hører. Hos Satyricon får man ikke et vingesus af fortiden. Det kendetegner talent at se frem i stedet for at kigge sig over skulderen for at reproducere sine egne aftryk. For tiden tales der meget om Morks tredje plade ’Eremittens Dal’, som en udgivelse, der virkelig fanger den gamle ånd af tidlig Burzum og Darkthrone. Hvis jeg vil lytte til primitivt produceret black metal: Gæt engang? Så sætter jeg tidlig Burzum og Darkthrone på.

Fuck nu fortiden
Giv mig hellere et fejlslagen forsøg som Metallicas ’Lulu’ end et Metallica, der forsøger at lyde som i deres ungdom. Og fri mig for de semigamle metalfans, der stadig tror, de er i deres, og holder fast i fortiden, hvor alting var ih og åh så meget bedre. Det var det ikke. Alting har sin tid. Og så er det tid til noget andet. Ellers står den stille. Hos Satyricon er tiden aldrig stået stille. Nordmændene tog black metal til et nyt niveau for to årtier siden på hovedværket ’Nemesis Divina’ for omgående at udfordre sig selv – og deres fanskare – på efterfølgeren, det brutale bæst ’Rebel Extravaganza’.

Siden er den tilgang fortsat på fem plader, der alle har det til fælles, at musikken umiskendeligt lyder som Satyricon, uden at lyde som et leflende Satyricon, der falder for skabelonens fastlåste fristelser. Der er milevid forskel på de fem seneste udgivelser, hvor især ’The Age of Nero’ står tilbage som et underkendt mesterværk. Mesterværk er nok for meget sagt om den seneste ’Deep Calleth Upon Deep’, men underkendt er den såmænd allerede. Selv på nærværende site fik den hård medfart af kollegaen. For hård medfart, omend kritikkens argumentation om, at "pladen lyder som en stiløvelse", ikke nødvendigvis er skudt helt ved siden af. Kent Kirkegaard Jensen står ikke alene blandt klodens kritikere med opfattelsen.

Men det er netop opfattelsen ved første og alt for hurtigt dømmende lyt. Som Satyr selv har forklaret om titlen, kryptisk som den er, så skal 'Deep Calleth Upon Deep' tolkes som "Fra fordybelse til fordybelse". Satyr har i flæng skrevet de fængende numre. De nærmeste radiovenlige hits, som 'K.I.N.G', som han formentlig sagtens kunne leverere igen. I søvne og for intetsigende for evnerne. Og er der egentlig behov for flere fra den formel, eller snarere farlige fælde, som ofte bliver resultatet. For hvad der er originalt og nyt første gang, er ikke den næste. Tværtimod er den indstilling kalkuleret og sjælløs. Se bare på Volbeat. Satyr søger i stedet dybere og inviterer lytterne med på rejsen. Men desværre er det menneskeligt nemmere at være afvisende end udforskende.

Hæsblæsende fra start til slut
Men den slags vil Sigurd ”Satyr” Wongraven heldigvis skide på. Halvdelen af pladens otte numre var at finde på sætlisten, da det norske band nok engang indtog Jylland med samme frygtindgydende styrke, som når en orkan passerer Caribien. ’Midnight Serpent’ varslede fra starten et band, der ikke ville nøjes med at give med en rutinepræget indsats. Satyricon vidende derimod åbenlyst og hørbart om seks ualmindeligt rutinerede musikere, der, skønt Århus ikke var udsolgt som i København og så mange andre steder på turneen, ikke gav gæsterne mindre engageret musik for pengene. Satyricon svigter absolut ikke deres publikum. Og de misser sjældent en fuckin’ takt i det band!

Fra den hæsblæsende åbner over den stemningsfulde ’Our World, It Rumbles Tonight’ til sønderrivende fællessang på ’Black Crow on a Tombstone’. Det nyeste titelnummer fremstod helt forventelig som en regulær næve i fjæset og skabt af det materiale, der gør sangen til fast inventar i fremtidens shows. Hvad der derimod godt kunne undværes for altid live, er den temmelig flade ’Walker Upon the Wind’. Hvad den middelmådighed laver i koncerten, når nu der overhovedet ikke kan findes plads til skæringer fra ’Rebel Extravaganza’ eller ’The Shadowthrone’, hvis nu skal hige efter fortidens store bedrifter, det kan mildt sagt undre.

Genial riffing
Omend denne undren hurtigt var passeret, da koncerten her halvvejs toppede med ’The Age of Nero’s ’Commando’, hvor Frost cementerede sin status som et fyrtårn i ekstrem metal. Mens både tekst – ”Do we need another bastard nation! – og ikke mindst mellemstykkets isnende kolde killerriff i ’Repined Bastard Nation’ mindede en om, at Satyrs evner til at styre pen og spade placerer ham helt øverst blandt black metals elite af musikalske genier. Omend den 41-årige frontmand fremstår en anelse påtaget i sin stramme (og dyre) designerlæderjakke og ikke kan matche genrens mest frygtindgydende forsanger, Marduks Mortuus, så er den blegmalede Wongraven en overbevisende, cool skikkelse, der orkestrerer sit band – livsværk – med samme überkontrollerede autoritet og kontrol, som han har publikum i sin hule hånd med. Og gæsterne på Train tog imod med kyshånd, da koncerten især bød på de store hits, der som vanligt foldede sig ud mod slutningen.

Sjælden sang og sublim afslutning
Men før vi fik ’Mother North’, ’Fuel for Hatred’ og lukkeren ’K.I.N.G’ fik vi både nyt og særlig sjældent. De nye sange ’Blood Cracks Open the Ground’ var rent show-off fra Frost, der tæskede sine tammer tyndslidte, mens der var dømt sort trance til ’To Your Brethren in the Dark’. Og som så ofte i optimale rammer med fremragende lyd på Train, hvor lydmænd synes at kunne ramme de perfekte forhold.

Danmark var ikke blandt de få udvalgte lande, da Satyricon sidste år drog på sommerturné med ’Nemesis Divina’ og fremførte hele milepælen. Sweden Rock Festival var tætteste mulighed for den unikke oplevelse. Og når nu gruppen havde lært materialet, hvorfor så ikke servere en særlig omgang? Satyr greb selv guitaren – han lider af seneskedehindebetændelse, der gør det for smertefuldt at spille hele koncerter som guitarist – da mesterværkets instrumentale afslutningsnummer ’Transcendental Requiem Of Slaves’ overraskende kom og effektivt tog publikum med tilbage til fortiden som en introduktion til Satyricons største hit i karrieren, ’Mother North’ fra selvsamme plade, der henførte Train til rendyrket euforisk fællesmetallisk orgasme.

For blot at lade fornemmelsen stå mere på igennem de tre ekstra numre, der sendte de lange hårlokker rundt og de knyttede næver i vejret, indtil klapsalverne tog over, og sekstetten på række på scenen velfortjent bukkede for publikums bifald, givet i respekt for, at nordmændene atter engang satte noget nær den højeste standard et band kan levere live.

Billede 1 - 6: Satyricon
Billede 7 - 8: Suicidal Angels

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her