K.O.N.G.E.

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/77/0e/bd/-XTD7456-7-1508848976.jpg
22. Oktober 2017    

På deres første besøg på dansk jord i flere år beviste Satyricon, hvorfor de med al ret er et af verdens bedst sælgende black metal-bands.

Kunstner
Spillested
Dato
17-10-2017
Trackliste
1. Midnight Serpent
2. Our World, It Rumbles Tonight
3. Black Crow on a Tombstone
4. Deep Calleth Upon Deep
5. Walker Upon the Wind
6. Repined Bastard Nation
7. Commando
8. Now, Diabolical
9. To Your Brethren in the Dark
10. Blood Cracks Open the Ground
11. Transcendental Requiem of Slaves
12. Mother North
---
13. The Pentagram Burns
14. Fuel For Hatred
15. K.I.N.G.
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
5

Da Pumpehusets store sal lagde hus til de norske legender, havde koncerten været udsolgt længe. Publikumssammensætningen var da også broget og derefter, som man kunne høre på de mange kommentarer blandt gæsterne imellem mellem numrene.

“Her er mange piger!”, “Ja, de er jo fra Norge!” lød en af bemærkningerne. Nu er det ikke, fordi vi for tusinde gang skal indgå i en diskussion om kønsfordelingen i den sorte ende af metallen, men udtalelserne vidner om den udvikling, black metallen har været igennem, siden nordmændene gjorde genrens anden bølge til hot stuff i internationale medier. Selvom Satyricon ikke var indblandet i hverken kirkebrande eller mord – ikke direkte i hvert fald – var de alligevel med til at definere landets scene og ikke mindst at videreudvikle black metallens musikalske karakteristika og grænser.

Det er også med god grund, at en ivrig og uvidende koncertgæst undervejs spørger sine kammerater om, hvorvidt de optrædende er et nyt eller gammelt band. For den signaturlyd, frontmand Satyr og trommeslager Frost, der af mange anses for at være metallens bedste trommeslager efter Gojiras Mario Duplantier, har etableret i løbet af deres karriere, er på mange måder tidløs; uanset om man hører deres store gennembrud ‘Nemesis Diva’ fra 1996, favoritten ‘Volcano’ fra 2002, mesterværkerne ‘Now, Diabolical’ eller ‘The Age of Nero’ fra henholdsvis 2006 og 2008, eller for den sags skyld deres nyeste udspil ‘Deep Calleth Upon Deep’ fra i år, er man aldrig i tvivl om, at man hører et Satyricon-album. Deres på mange måder minimalistiske udtryk og flade lyd er gennemgående, uanset de justeringer, de har lavet over de seneste tyve år.

Og det er bestemt ikke alle bands, der kan mestre et så forholdsvis ensformigt udtryk live med den samme dynamik, de præsenterer på plade. Men det viste sig ikke at være et problem for Satyricon og deres første gensyn med Danmark i flere år. Tværtimod.

Duoen, der havde guitarist Azarak, bassist Neddo og keyboardspiller Anders Hunstad med på scenen, gav et selvsikkert, højenergisk og fængende show, som kun få bands kan mønstre uden brug af teatralske virkemidler. Det var en rodfæstet manifestation af, hvordan black metal kan og skal udføres i 2017, og det viste ikke mindst, at albumlyd sagtens kan formidles live til noget nær perfektion.

Ledt an af en karismatisk og indlevende Satyr blev hele salen i halvanden time ført gennem en intens og stærk fremførelse af perler fra store dele af bandets bagkatalog samt deres nyeste udspil, hvor særligt førstesinglen ‘Deep Calleth Upon Deep’ blev taget godt imod. Gammelt og nyt var sammensat i en afbalanceret sætliste, hvor særligt ældre publikumsfavoritter og hits var strategisk placeret for at skabe så meget dynamik som muligt. Allerede ved tredje nummer, ‘Black Crow on a Tombstone’, sørgede bandet for at skabe fællessang og forhøje pulsen hos samtlige publikummer, og halvvejs igennem koncerten blev de første for alvor aggressive slåskampe i bedste vrede black metal-ånd da også skabt under ‘Commando’ – passende nok.

Efter sætlistens ældste nummer, ‘Mother North’, gik bandet af scenen til lyden af rungende klapsalver, kun for at vende tilbage få minutter efter for at give forudsigelige ekstranumre (da de umuligt kan udelades til en Satyricon-koncert): ‘The Pentagram Burns’, som gamle fans skrålede med på, ‘Fuel for Hatred’, som mange moshede til, og afslutningsvist ‘K.I.N.G.’, som alle i salen hjalp Satyr med at synge omkvædet på.

Da bandet endte den halvanden time lange veludførte maraton med karrierens højdepunkter, blev det endnu engang til klapsalver, der rungede i salen flere minutter efter, at bandet bukkede på scenen for sidste gang. Og det var velfortjent, for de leverede uden tvivl en koncert i topklasse, der med stor sandsynlighed kan gå hen og blive den bedste i genren, København har budt på i år. Det absolut eneste, man kan sætte en finger på og være ærgerlig over – udover at koncerten sagtens måtte have varet en time ekstra – er, at Frost af praktiske årsager forblev gemt og usynlig bagerst på scenen; og når han nu netop er så dygtig en trommeslager, ville det ikke genere nogen, hvis de imiterede en Slipknot-lignende sceneopsætning og fik ham længere frem.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her