WOA '17: Sindssygehospitalets langsommelige lidelser
Fredag formiddag på Wacken Open Air forsøgte Lacuna Coil at ruske liv i et søvndrukkent publikum, der ikke lod sig overbevise af bandets forsøg på morgenfest, masseprotest og fællessang. Kun Cristina Scabbias skarpe vokal reddede publikum fra massesøvn.
Kl. 12 om formiddagen vil for evigt og altid være et dårligt tidspunkt for metalkoncerter. Det var Lacuna Coil om fredagen et levende bevis på, ligesom Possesed skulle vise sig at blive det dagen efter. Lacuna Coil gjorde dog et ihærdigt forsøg på at få publikum ud af deres søvngængeri, hvilket kun lykkedes delvist. De trættede nemlig også deres publikum med utallige opfordringer om at ”go even higher”, hver gang bandet ønskede publikumsinteraktion.
Når det så lykkedes for bandet at få opmærksomhed, var det kun i kraft af Cristina Scabbias imponerende vokalpræstation, der af mange overses på bandets talrige og lidt lyrisk fordummende udgivelser. Live er det en fornøjelse at være vidne til hendes midterste og lyse register, for der formår hun at ramme tonerne knivskarpt. Bandets seneste udgivelse, 'Delirium', kan desuden ses som en opvisning i hendes hidtil ukendte kunnen inden for operateknik, hvilket er særligt tydeligt på numre som 'House of Shame' og 'Blood, Tears, Dust'.
Bandet rundede dog ikke kun sange fra det nye album, men også gamle kendinge som 'Our Truth' fra 'Karmacode' og 'Heaven's a Lie' fra 'Comalies'. Sidstnævnte sang vil mange fans nok hævde er et absolut must at spille, men her havde det måske været bedre at udelade den. Alt gik skævt vokalmæssigt, idet Scabbia ikke intonerede dybt nok, og lige lidt hjalp det, da hendes mandlige modstykke Andrea Ferro skulle bidrage til vokalsiden. Med fare for at sige alt for meget grimt, men faktuelt, om mandens forsøg på growl og rap, kan man nøjes med at sige, at han hverken rammer tonerne, når han skal, eller supplerer Scabbia særligt godt. I stedet trækker han den generelle oplevelse ned, og hvordan bandet endnu ikke selv har kunnet høre det, kan man gruble længe over, men vi lader det blive ved det.
I forlængelse af det efterhånden lidt klichéagtige tema om sindssygehospitaler, der udgør den røde tråd på 'Delirium', bar bandet noget, der skulle ligne spændetrøjer indsmurt i blod. Bassist Marco Coti Zelati havde tilmed iført sig en bizar form for makeup, der mest af alt mindede om den, man kan se Captain Spaulding bære i Rob Zombie-filmen 'The Devil's Rejects' fra 2005. Endnu mere absurd blev situationen, da bandet pludselig opfordrede til at stikke fuckfingre i vejret og råbe ”We fear nothing” som svar på deres lange monolog om, at man ikke skal lade sig kontrollere af de højere autoriteter, der vil regulere ens tanker om frihed. Dette stod på i godt 5 minutter, indtil publikum blev trætte af det italienske freakshow og trak hænderne til sig.
Skulle man således vælge og vrage i fredagens freakshow, ville det nok havde været allermest nærliggende at have sovet længe eller varme op til aftenens helt store freak Marilyn Manson, der på mange måder skulle vise sig at overgå før sete freakshows med flere længder.