Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Skår i gensynsglæden

Populær
Updated
Skår i gensynsglæden
Skår i gensynsglæden
Skår i gensynsglæden
Skår i gensynsglæden
Skår i gensynsglæden
Skår i gensynsglæden
Skår i gensynsglæden
Skår i gensynsglæden

Mastodon vendte tilbage til Store Vegas fantastiske lokaler og leverede en gennemrutineret præstation, som desværre led under svagt vokalarbejde 

Kunstner
Spillested
Dato
15-12-2014
Trackliste
Tread Lightly
Once More 'Round the Sun
Blasteroid
Oblivion
The Motherload
Chimes at Midnight
High Road
Aqua Dementia
Ol'e Nessie
Aunt Lisa
Divinations
Bladecatcher
Black Tongue
Ember City
Megalodon
Crystal Skull
Blood and Thunder
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Der var lagt i ovnen til et fantastisk gensyn med de garvede sludgerockere fra Atlanta, som endnu engang lagde vejen forbi København og Store Vegas forrygende lokaler. Det blev dog en aften med både skarpe skår i gensynsglæden og himmelstræbende højdepunkter.   

Mastodon har aldrig været bange for at udfordre hverken genrekonventioner eller sig selv, og deres lyd er gået fra dystert og kalkuleret kaos over det episk storladne og nu, især på den aktuelle 'Once More 'Round the Sun', den refræn-orienterede og melodisk tilsnittede hardrock, som vi denne aften fik måske lidt vel mange smagsprøver på.      

Studiemusik og kattetortur
Det står klart for enhver, at alle medlemmer af Mastodon betvinger deres instrumenter med en ærefrygtindgydende behændighed og rutine. Desværre forholder det sig helt andereldes med stemmebåndene. Brent Hinds vred den ene formidable solo efter den anden ud af ærmet i aften, men trods alle behjertede forsøg, så kan manden simpelthen ikke synge. Det går fint på studieindspilninger, men live fremstår mandens vokal som en mellemting mellem en gnæggende bedstemor og en tortureret kat.

Og det er netop Mastodons problem i disse år. De er begyndt at skrive musik, som måske nok er sjovt at lege med og indspille i studiet, men som falder klodset på halen, når det skal præsenteres råt og nøgent i levende live. For nok kan de spille numrene, men bandets kollektivt svage vokaler kan unægteligt ikke bære sangenes svulstige og højt satte omkvæd, som især den eminente trommeslager Brann Dailor tager sig af med knæk på stemmen og desperat skrigende forceringer. Denne aften blev det især klart på de poppede singler 'The Motherload' fra 'Once More...' og 'High Road', der som resultat fremstod kastrerede og uden tyngde.

Jeg holder uendeligt meget af Mastodon, og jeg vil virkelig gerne holde af alle deres musikalske eskapader og genremæssige nybrud, men de gør det meget svært, når deres vokaler som i aften hele tiden ligger og skurrer på kanten af en falsk og forceret klinge. Det bliver heller ikke nemmere af, at mindst halvdelen af aftenens sæt bestod af disse spritnye numre.    

Fantastisk sammenspil
Men nok om det. For der var heldigvis mange lyspunkter. Brent Hinds havde en god dag, selv om hans t-shirt indikerede, at det glade bonghoved i dag havde været en tur forbi byens berømte fristad. Hele aftenen sad soloerne lige i skabet, og især den elegante segue fra 'Bladecatcher's lirede og jazzede kaos til den dystre 'Black Tongue' fra The Hunter var ren fryd at overvære.

'Aqua Dementia' og især 'Megalodon' fra mesterværket 'Leviathan' blev serveret rygende varme og perfekt tilberedte, mens 'Blood & Thunder' fra samme afsluttede måltidet på mest smagfulde vis.

Og så var der sammenspillet. Stramt og uendeligt rutineret, sat perfekt i scene af Store Vegas fortrinlige og klart definerede lyd. Rytmeguitarist Bill Kelliher, der som altid stod med sit stille væsen og imponerende lokumsbræt og passede butik til ug med kryds og slange. Brann Dailor, der sang, så det skar i ørerne, men hvis helt særegne trommespil blev leveret fejlfrit. Troy Sanders, som efterhånden ligner en mand, der kunne agere stand-in for Saruman i Ringenes Herre, leverede en fornem præstation som frontfigur med sit helt særlige  gjaldende brøl.

Samlet set kan dette måske lyde som en vel hård kritik, men det er kun fordi, at der forventes så meget af dette orkester, som har så uendelig meget spillemæssigt overskud at byde på, men som virkelig trænger til ekstra vokaltræning...