Roskilde '18: Slægt afblæste landesorgen
Populær
Slægt indfriede de høje forventninger og gjorde, hvad landsholdet ikke kunne. Det ene pletskud efter det andet blev sendt afsted i en offensiv nedslagtning af Rising.
Slægt kalder sig selv for black heavy metal, men som gruppen har udviklet sig siden debuten 'lldsvanger' i 2015, er de nærmere blevet til heavy metal black. I den rækkefølge.
Det stod allerede klart på ep'en “Beautiful and Danmed', der udkom senere samme år, hvor black metallen var blevet pumpet godt med klassisk heavy metal og thrash. En medrivende cocktail, som straks løftede Slægt op fra undergrunden og startede en massiv hype. Den er siden blev fulgt op med flere roste shows og blandt andet en Steppeulven-nominering for deres seneste album, 'Domus Mysterium' fra sidste år.
Så meget medvind, at det kan undre, at det unge band ikke allerede i år har fået chancen på en af de større scener. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at de sagtens kunne spille et større publikum op. Attituden og evnerne rækker til det.
Få minutter før Slægt stemplede ind, var der nærmest ingen foran scenen, hvilket fik en mand til at udbryde: “Der er nul mennesker, det er true!” Men heldigvis havde rygtet spredt sig om, at noget stort skulle ske på Rising. Og med Danmarks exit fra verdensmesterskaberne frisk i hukommelsen var der al mulig grund til i stedet at glemme og rejse sig selv igen med et skud metal fra øverste hylde herhjemme.
Det indtryk stod både denne skribent og mange, mange andre med, da Slægt havde fremført sidste nummer, den episke 'Domus Mysterium' og afsluttet det med en overlegen krølle på halen.
Forinden var gået 40 minutter med både beskidt og nedslibende black metal, helte-riffs, 70'er-prog, thrash og rock, så kun det mest ædruelige og metalhadende individ ville kunne stå i mod. Var det ikke fordi, at vokalist og guitarist Oskar J. Frederiksen begår sig i et vredt og grumt leje, så ville Slægts appeal muligvis være endnu større.
Ikke at det ser ud til at holde dem tilbage. Det fungerer også fint, om end det instrumentale er det, som stjæler fokus – og der hvor Slægt brillerer. Også live, hvor især samspillet mellem førnævnte og guitarist Anders M. Jørgensen sprudlede – med hver deres overbevisende og fysiske ode til henholdsvis 80'erne og 70'erne. De to årtier, som sammen med black metallen giver Slægt en stærk duft af retro, men leveret med en legende friskhed. Og med en, som bandet udvikler sig, udviddet fornemmelse for at blande lir og blær med dyb alvor.
Slægt sparede heller ikke på krudtet, da de allerede fra start smed ét af deres esser med 'Move In Chaos'. Heavy metal black spillet med musklerne i fuld galop. Vejen var hermed banet for en sand invasion, som publikum lod sig totalt underlægge. 'The Tower' flåede videre, mens bandet levede sig helt ind i showet med konstante moves. Hvert et break blev udnyttet til at svinge med instrumentet eller hæve armerne i triumf. Det var som en tikkende bombe, der endelig sprang, da næsten halvdelen af Rising eksploderede i en wall of death mod slutningen, inden Slægt fortjent kunne lade sig hylde.