Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Slingrende dødssejler

Populær
Updated
Slingrende dødssejler
Slingrende dødssejler
Slingrende dødssejler
Slingrende dødssejler
Slingrende dødssejler
Slingrende dødssejler

En skræmmende utight trommeslager forvandlede Black Breaths koncert på Pavilion til en slingrende dødssejler.

Kunstner
Dato
30-06-2016
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
2

Det var med store forventninger, at undertegnede mødte op på den lille Pavilion-scene for at se amerikanske Black Breath splitte det hele ad.

Sidste års fuldlængde, den fremragende 'Slaves Beyond Death' var at finde i toppen blandt årets bedste plader, da metalåret 2015 skulle gøres op. Bandets friske tilgang til groovy og dynamisk dødsmetal trækker tråde til svenske koryfæer som Entombed og Dismember, og på 'Slaves...' krydrer amerikanerne den tilgang krydret med storladne melodiske arrangementer, som læner sig op ad dem, Metallica præsterede i 'Master of Puppets'-æraen i midten af 80'erne. 

Utight trommeslager sænkede sin egen skude
På Roskilde var der dog desværre så meget knas i bandets maskinrum, at den dynamiske dødsmetalskude fra Seattle blev skudt komplet i sænk af sin egen skræmmende utighte trommeslager. Jamie Byrum kom konsekvent for sent på alle markeringer og formåede derfor fuldstændig at dræbe dynamikken i de knivskarpe overgange mellem nakkebrækkende groove og rasende hurtig dugga-dugga, som definerer bandets lyd.

Det stod klart allerede i første nummer, albumåbneren 'Pleasure, Pain, Disease', hvor det afsluttende breakdownstykke blev lagt fuldstændig i graven af manglende tightness. Slingrekursen fortsatte på det efterfølgende titelnummer, hvor også forsanger Neil McAdams havde problemer med timingen og med at få leveret alle gloser til tiden i de hurtige passager.

Et helt katastrofalt udgangspunkt for et band, hvis lyd er så stramt bundet op på dynamiske overgange og markeringer. Guitaristerne spillede til gengæld godt, og der var god bund i den crunchy og tørre guitarlyd, men med en så vissen styrmand ved roret var også de dømt til druknedøden ombord på den synkende skude. 

Et lyspunkt var de mindre dynamiske og mere ligefremme numre fra bandets to første plader, som trommeslageren tilsyneladende havde lært at mestre nogenlunde. 'Home of the Grave' stod her ud, sammen med den afsluttende og kværnende tunge lækkerbisken 'The Flame', som blev introduceret med ordene "this is a song about slowly being tortured in the flames of purgatory." 

Helt så slemt føltes det trods alt ikke at overvære koncerten, men det var tæt på.