Da stonerrocken rejste sig
Populær
Musikalsk makkerskab samt et fordrukkent svensk/dansk-publikum i storform var med til at gøre Vista Chinos udsolgte fredagskoncert på Loppen til en festlig og farlig affære.
One Inch Man (Kyuss)
Dargona Dargona
Hurricane (Kyuss)
Sweet Remain
Gardenia (Kyuss)
As you Wish
Asteriod (Kyuss)
Supa Scoopa (Kyuss)
Dark and Lovely
Thumb (Kyuss)
Green Machine (Kyuss)
Freedom Run (Kyuss)
-----------------------------
Planets 1&2
Whitewater (Kyuss)
Odyssey (Kyuss)
Man har kun sjældent mærket et så veloplagt, sveddryppende pres foran Loppens intime scene, som man oplevede fredag aften i sidste uge. 400 publikummer var mødt op for at tage imod Vista Chino, og selvom det fremmødte antal egentlig overraskede nærværende skribent temmelig meget, manglede det selvfølgelig bare. China Visto er nemlig gjort af et autentisk og hårdhudet materiale, som man kun sjældent støder på, selv i rockens verden. Med den dybfølte stoner-crooner John Garcia ved mikrofonstativet og Brant Bjork bag trommerne, er der dog i sig selv lant et forbandet solidt fundament for noget potentielt stort. For de lyttende rockhoveder, der fortrækker deres denimveste godt støvede, er det vel omtrent således lige så obligatorisk at kende til bandnavnet ”Kyuss”, som det eksempelvis er at kende til musikalsk usammenlignelige navne som ”Metallica” og ”Pantera” (ingen nærmere sammenligning i øvrigt). Det er da også netop grundet deres fortid i ørkenbandet Kyuss, at Garcia og Bjork i nu længere tid har haft deres navne indgraveret i rockhistoriens allerhelligste.
Kyuss eksisterer imidlertid ikke længere. Efter fire fantastiske fuldlængder (udgivet i perioden ’91-’95) gik de i opløsning i midten af 90’erne, hvor bandmedlemmerne molekylerede og indgik i forskellige andre bands. Josh Homme, der som bekendt var guitarist hos Kyuss på alle fire plader, dannede senere selvfølgelig Queens of the Stone Age, mens Garcia og Bjork samtidig gik hver til sit.
Senere i 2010 tog John Garcia så Kyuss-navnet op igen, hvor han hér turnerede som ”John Garcia Plays Kyuss”. Det førte blandt andet en tæt-spillet sommerkoncert med sig, bl.a. også på Loppen. Året efter, i 2011, kom så både Brant Bjork og den semi-originale Kyuss-bassist, Nick Oliveri med i line-up'et igen, nu som Kyuss Lives. Under dette halvkiksede bandnavn skulle disse tre originale Kyuss-medlemmer have gæstet Copenhell i 2010, men Californiernes europæiske turnéstart i Danmark blev aflyst på grund af et eller andet bøvl med et strejkende lufthavnspersonale i Canada. Kyuss Lives skulle dog efter sigende have levet op til ikke-fremmødet på Copenhell ved at levere et brøl af en koncert på Voxhall i Århus sidste sommer – dog uden Nick Oliveri, som på det tidspunkt var skredet fra bandet, angiveligt forårsaget på grund af et sagsanlæg fra Josh Homme, der protesterede imod brugen af Kyuss-navnet.
Vista Chino: et navn, der holder i længden
Garcia og Bjork har nu én gang for (forhåbentlig) alle ladet rødhåret rettighedspapirnusseri være rødhåret rettighedspapirnusseri og har i stedet fokuseret på det, som det for helvede handler om, nemlig den versale ROCKMUSIK! Sådan virker det i hvert fald, når man hører det æggende og koncentrerede fuldblodsudspil, som de tilbageværende vedblivende Kyuss-brødre for efterhånden nogle måneder siden udgav under det nye navn Vista Chino.
Debutalbummet – altså under dette anderledes sexede navn - hedder på forsonende vis ’Peace’, og ja, det er mere end tilladt at håne Devilution for ikke at have nedskriblet en masse rosende ord om pladen endnu, eftersom den virkelig fortjener det. På en god dag tenderer den faktisk allerede nu moderne klassikerstatus. Pladen swinger på det heftigste, svinger kun sjældent i kvalitet og er generelt fuld af rock, der på én gang vil rykke i og røre ved lytteren. Hvor Homme og Queens of the Stone Age med dette års ’...Like Clockwork' på eftertænksom vis udviklede sig ved at lægge en gradvis farfarafstand til det oprindelige stonerspillende ophav, da er denne sensitive udvikling både mere naturlig og mere blues-orienteret i sit udtryk hos Vista Chino. Det er således dét lettere at høre, at Vista Chino er en musikalsk konstellation med Kyuss-DNA, end det er hos QOTSA, hvilket dog ikke gør ’Peace’ til en mindre reflekteret plade end ’...Like Clockwork’. Tværtimod, vil man gerne sige.
Udover Garcia og Bjork er studiepladen hovedsageligt indspillet med Oliveri på bas (han har det efter sigende med at komme og gå lidt) samt med belgiske Bruno Fevery på guitar, der ligeledes spillede med John Garcia på Loppen i 2010. Siden studieindspilningen er Oliveri dog igen igen forduftet, men når man i stedet hiver Mike Dean fra Corrosion of Conformity med på vejen som kompensation, da er alt godt (hans første besøg i Danmark siden COC’s opvarmningstjans for Metallica i Forum i ’96?).
Intens tæthed
Alt var også mere end godt, da Vista Chino efter en omfattende lydprøve gik på omkring klokken halv tolv. Koncertens åbningsnummer, VC-skæringen, ’Adara’, er netop et sigende eksempel på den melankolske, guitarbaseret, stoner-blues, der adskiller et såkaldt mere eller mindre rockmodent Vista Chino i hvert fald en smule fra det hedengangne og anderledes ungdommelige Kyuss. ’Adara’ er kort sagt suveræn og er på én gang et både excentrisk og meget rørende valg at lægge for med til en rockkoncert på en mildest talt stangstiv julesnevåd fredag. Men uanset hvor fulde publikum var, manifesterede nummeret solidt for alle berusede fremmødte, at Bjork nærmest er mere habil end nogensinde, samt at det samme gør sig gældende for Garcia.
Under sætlistens første mange numre virkede Garcia en smule tilbagetrukket, hvilket syntes at skyldes de 400 mennesker, der stod som rokkende menneskestore sild i tønde klods op ad Loppens fantastiske lilleputscene. Modsat besøget i 2010, hvor Garcia var rockstjerne med hud og hår og solbriller og omvendt kasket, var det en anderledes fysisk afdæmpet og måske mere seriøs Garcia, der denne aften besøgte Loppen. Ikke at han ikke var indbegrebet af ROCK! også under dette besøg på Loppen. Hans vokal er alt for unik til at han kan løbe fra sin rockstatus, lige meget om han så forsøgte. Det virkede dog, som om der er kommet flere ambitioner på Garcias kunstneriske fad siden sidst. Vokalen var ligefrem sublim under stort set hele koncerten. Selvom hans karakteristiske dans med mikrofonstativet unægtelig har en særlig charme, var det muligvis ikke den mest indlevelsesstærke frontmandpræstation, Garcia fyrede af, men hans liderlighed efter at levere sin vokal så kraftfuldt og autentisk som muligt gør det kun dét mere interessant at se frem til det næste album fra Vista Chino, der efter sigende allerede skulle være på tegnebrættet. Og det gav ikke mindst koncerten en vigtig intensitet.
Ufiltreret begejstring
Intensiteten faldt nærmest ikke under den halvanden time lange koncert, der ikke mindst stod stærkt på grund af henholdsvis Bjorks stonede og dansevenlige jazz-vibrationer fra tønderne og på grund af publikums vilde dedikation, der sjældent er set mere rabiat under Loppens tag. Rigtig hovedkulds blev skaren af publikummer, når der blev tunet ind på eksempelvis ’One Inch Man’, Green Machine’, Asteroid’ samt det afsluttende nummer, den psykedeliske perle ’Odyssey’, alle hentet fra Kyuss’ bagkatalog. På Kyuss-numre som disse gik Fevery i øvrigt i Hommes fodspor med dyb respekt og imponerende skills. Men mindst lige så vigtigt var det, at publikum samtidig tog de nye VC-numre til sig med nærmest omtrent samme entusiasme. Både ’Dragona Dragona’, ’As You Wish’, ’Sweet Remain’ samt ’Planets 1 & 2’ med Bjork på vokal syntes at blive suget ind med ufiltreret begejstring.
Det er let at følge de musikalske konventioner, som Vista Chino opstiller. Det er en rørende rock & roll-følelse, det handler om, der på én gang inviterer én til at drikke sig i hegnet og rocke igennem, samtidig med at man med mellemrum også lader den stemningsfulde fod træde forrest. Men til trods for at man til tider godt kunne bruge bare en lille smule mere variation, er det, man får, til gengæld leveret med ikke kun en særlig vilje, men også med en selvstændig styrke, som det er til at tage og føle på.
Mange tak til Scott Heller for at hjælpe til med at huske aftenens sætliste. Læs mere af Scott her: http://writingaboutmusic.blogspot.dk