Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

RF'12: Snus og charme

Populær
Updated
RF'12: Snus og charme
RF'12: Snus og charme
RF'12: Snus og charme
RF'12: Snus og charme
RF'12: Snus og charme

Svenske publikumsgæster hyggede sig specielt under Bäddat för Trubbels sæt på Pavilion Jr.. Devilutions udsendte anmelder var forundret.

Dato
01-07-2012
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
2

Det stod i skærende kontrast til Redwood Hill, som havde stået på scenen før Malmø-bandet Bäddat för Trubbel. Bassen var nærmest ikkeeksisterende, uden tyngde og bund, og så havde den en trist, smældende lyd indimellem. Guitarerne var uden distortion og frygteligt diskante, men lød alligevel autentiske i forhold til genren.

Da bandet gik på lignede medlemmerne alle nogen som tænkte "Er det allerede nu?", for de virkede utroligt fraværende og meget lidt fokuserede på, at der stod et forventningsfuldt publikum foran dem. Men igang kom kvartetten, der lejlighedsvis blev til en kvintet, når en velklædt herre (han bar en Entombed t-shirt) kom ind og spillede 1-fingers keyboard. En enkelt gang tog han også trommerne, så trommeslageren i stedet kunne lægge lidt saxofon. Et trick som faktisk lød ret godt.

Der blev konsekvent talt svensk til publikum - noget denne anmelder hylder, for vi er jo naboer, men anmelderen måtte også sande, at det skånske, der kom ud gennem skæg og mund med snus, var i den sværere ende af forståelses-skalaen. Bassistens mikrofon blev dog mest brugt til at sige "Tack!" og til at præsentere næste sang som en hurtig sang eller en ballade.

Sangene var korte, så der blev spillet en hel del af dem. Og hvad der måske virkede som uplanlagt forvirring i starten blev forvandlet til, at det hele nok alligevel var ganske planlagt. For bandet skelede ikke meget til sætlister, og med den mængde sange, så må det have været øvet godt op hjemme i øveren.

Dans og ballader

Musikken havde klart sine momenter, og der blev også danset livligt på gulvet foran scenen. Publikum råbte på hitsene og fik dem også: 'Sånt är Livet' og 'Jag Har Ingenting' og flere andre. Det var numre, som gik under kategorien "ballader". Sange som mindede om et skævt mix af Kent og Skambankt. Faktisk ganske catchy.

Og på den måde fik det svenske band - med lidt tilvænning fra anmelderens side - spillet sig fra en ren bundkarakter på skribentens indre notesblok til et et par grin og smil med på vejen og et resultat på 2 og en sjat - noget, som måske kunne have endt højere, hvis de mange sange havde været dyrket i forvejen.

Uden større forkendskab blev det nemlig en kende ensformigt i længden. Musikken havde masser af charme, men de folk som fik fat i alt, hvad der blev sagt og sunget, må givetvis have fået en større oplevelse. De svenske sidemænd sang i hvert fald med som gjaldt det livet, hentede øl konstant og puttede snus ind i munden.

(vi sender i øvrigt skribenten på svensk-kursus inden næste koncert med et skånsk band - red.)