(Sol)brud på kirkekonventioner Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/d2/5c/31/shopped900-72A1979-95-1472586558.jpg
30. August 2016    

Der var drama på de sociale medier forud for Solbruds entre i Langenæskirken, mens selve koncertens forløb udstillede paradokset metal og kirke imellem.

Kunstner
Spillested
Dato
29-08-2016
Fotograf
Kent Kirkegaard Jensen
Karakter
5

Solbrud er pæredansk black metal. Med deres dystre musik var det næsten forventligt, at en eller anden klerikal ville stille sig stærkt uforstående an over for den kobling, som Aarhus Festuge havde tilladt sig at lave mellem Solbrud og en koncert i en kirke. Men hatten af til sognepræst Anne Ehlers og Rikke Øxner, direktør for Aarhus Festuge, for at tage chancen. De udtaler begge til Metroxpress, at de ikke havde i sinde at provokere, men blot udfordre. Udfordre konventionerne. Det gjorde de. Hvordan det gik, vender vi tilbage til.

Fra Nordjylland brølede sognepræst Christian Roar Pedersen, at det var uforeneligt med det kristne budskab at byde et band, der fejrer døden, inden for i kirken. Her på redaktionen delte vi sognepræstens opslag på Facebook, og det afstedkom helt forventelige reaktioner fra metalbaglandet. Solbrud skulle bare have lov. Overhovedet ingen tvivl. Det er klart. Automatreaktionen var til at forudsige.

Men nu er det ikke første gang, der er afholdt en koncert i en dansk kirke. Det er heller ikke første gang, der er afholdt en metalkoncert i en kirke. Så på den måde er der intet banebrydende i koblingen. Tværtimod. Det var vel bare et spørgsmål om tid. Aarhus Festuge, Langenæskirken og Solbrud var så de tre parter, der gjorde det i Aarhus. Med stor succes.

For metalfolket mødte talstærkt op. Det her skulle opleves. Black metal i en kirke. Havde man sagt de to ting i én sætning i Norge for 20 år siden, var der blevet ringet til brandvæsenet øjeblikkeligt. Så galt gik det langt fra i Aarhus. Metalfolket er jo netop nogle velfriserede typer, der opfører sig ordentligt, respekterer andre og deres moralske, etiske og holdningsmæssige ståsted. Bevares, på de sociale medier får kirken og andre en hård medfart, men det var som før en reaktion på det, der kun kunne opfattes som en provokation fra sognepræst Christian Roar Pedersen.

Et forsigtigt gæt er, at metalfolket bare sad og ventede på, at en religiøs kom med præcis det udfald, som så mange andre i forskellige afskygninger fra de religiøse kredse så ofte før har gjort mod metalmiljøet. Lige fra Tipper Gore i USA i firserne til danske Moses Hansen og Kristina Djarling, der alle har forsøgt at dæmonisere metalfolket. Til deres gru har de alle og én måtte indse, at deres udfald har haft den stik modsatte effekt. Pladesalget og interessen eksploderer og sender den letkorrumperede ungdom i favnen på Satans musik, som rytmisk musik er blevet kaldt det, lang tid før Tony Iommi stemte sin guitar ned i D. Således gik det også for Christian Roar Pedersen. Koncerten blev udsolgt. Hvis den da ikke allerede var det før kommentarerne.

Dagen oprandt så, og masserne valfartede troligt til Langenæskirken. Solbrud har været bekymrende stille den seneste tid, så vi vendte også bedetæppet mod Aarhus og smuttede til Danish For Progress for at opleve dem endnu engang. Her på redaktionen er vi begejstrede for deres livtag med den sorte genre, der i folkemunde kaldes black metal. At de synger på dansk og har en nærmest messende rytmik gør dem særlige og nok også det bedste match til en dansk folkekirke.

Mandag aften klokken 21.00 satte Langenæskirkens vellydende orgel i en kort introduktion. Forinden havde der været masser af aktivitet ved indgangen, hvor publikum, såvel metalfolk som kulturelt nysgerrige, blev taget vel imod af høfligt personale, der udover billetkontrol også sørgede for, at man kunne få en øl skænket op til lejligheden. På den måde var Langenæskirken ikke så meget anderledes end det gennemsnitlige spillested i provinsen. Stille og roligt. Ingen store armbevægelser. Ifølge lokale medier havde der tidligere på aftenen været en enkelt vækkelsesprædikant, der havde set lyset og advarede de blinde horder om den direkte vej lige lukt i Helvede, hvis de gik i kirke denne mandag aften. Det mærkede vores redaktionsmedlem ikke noget til, da vi mødte op 10 minutter før koncertstart.

EN FYLDT KIRKE

Kirken var allerede godt fyldt op i salen. En pæn og indbydende kulisse. Folk stod pænt og ventede. Næsten for pænt. Vildskaben til en metalkoncert var for en stund skiftet ud med andægtighed. En utalt og udtalt respekt for andre og andres. Da lyset blev slukket, og Solbruds komme var nær, blev der fuldstændig stille. Man kunne høre en knappenål ramme gulvet. Så satte orglet i. Det vækkede publikum. Der blev dog stadig ikke sagt en lyd. Folk ventede i spænding. Orglet lød i øvrigt gudesmukt. Et kirkeorgel har da også ofte været brugt af metalbands, både for at skabe koblingen til det, der i metalmiljøet ofte er et kærkomment fjendebillede, men ikke mindst fordi kirkeorglet er et fantastisk instrument. Hårene på armene rejste sig, og så kom Solbrud ud. Trommerne satte i, efter orglet havde udåndet sit sidste suk gennem piberne, og så slog bas og guitarer ellers følge.

Solbrud var Solbrud, som Solbrud er. Deres forpinte vokal, de stemningsfyldte guitarer og den tunge bund i trommer og bas indkapslede den elektriske atmosfære, der var. Band og publikum var mestendels mere på udebane, end når Danmark spiller fodbold på Balkan. Men det fungerede. Solbrud gav en fokuseret koncert, hvor interaktionen med publikum var næsten ikkeeksisterende, men de visuelle virkemidler i stroboskoplys og belysning bagfra gav præcis den atmosfære, som man havde håbet på. Solbrud spillede deres musik, og så kunne folk ellers bare suge til sig. Flere steder stod publikum med lukkede øjne og tog musikken ind. Det er ikke ukendt, når Solbrud spiller. Der er plads til fordybelse i de lange sange, hvor stemningen indbyder til det nærmest meditative.

For de kulturelt nysgerrige og personalet i og omkring kirken må det have været noget af en oplevelse. Metalmusik kan være svært nok at begribe, når man ikke har været udsat for det før, og Solbrud er bestemt ikke en af de mere lettilgængelige størrelser. De gjorde det dog godt, og publikum kvitterede da også med klapsalver, da man ligesom begyndte at føle sig hjemme i lokalerne. Så blev der smidt lidt tøjler. Dog ikke for meget. Kun lige så de lå løst i hånden. Bevidstheden om, hvor man var, trumfede iveren efter at kaste om sig med fadøl, moshe og feste. Bevares, det var også en mandag aften.

Da der var gået en time, gik Solbrud af scenen og takkede folk for at møde frem. Et par minutter efter gik de dog på scenen igen og gav et ekstranummer. Derefter var det slut. Tager man kulissen væk, var det såmænd bare Solbrud i 65 minutter. Hverken mere eller mindre. Denne aften var kulissen dog så afgørende en faktor, at det alligevel blev specielt. For ingen vidste rigtig, hvad det ville blive til. Det blev såmænd bare en koncert med Solbrud.

FLERE LIGHEDER END FORSKELLE

Nu var det dog i en kirke, og det gjorde, at denne anmelder begyndte at stå og se, hvordan metalmiljøet ikke er meget anderledes end den modpol, som kirken og religion har været siden genrens fødsel. Publikum stod og slugte budskabet fra de optrædende. Respektfyldt. Tvivlende. Spørgende. Undrende. Præcis som kirkegængere gør det, når det er præsten, der indtager rollen som formidler og forkynder. Metalmiljøet tilbeder bare ikke en gud, en præst eller en bog. De retter deres energi mod kunstnerne. Mod musikken. Budskabet. Præcis det samme. Nogle tilbedes ukritisk. Andre lægges for had. Slayer, Motörhead og Black Sabbath er de ukrænkelige profeter. Linkin Park, Nickelback og Volbeat er de faldne engle, hvis der overhovedet har været et fald. Således adskiller vi os ikke synderligt fra den kirke, som er en uudtømmelig kilde til inspiration, når der skal smedes tekster, laves pladecovers og motiver til T-shirten.

Den grå masse stod og overværede det, der på papiret skulle have været en sort messe, men bare blev en grå messe. For det dystre i det sorte udeblev. Og netop derfor gav det mere mening at afholde en koncert med Solbrud i Langenæskirken, end det på papiret så ud til. Det, som de religiøse fanatikere så som en vederstyggelighed, blev en afmålt og sagte fejring af den tolerance, der bor i os alle. Koncerten var et bevis på, at ”krigen” mellem metalmusik og religion kun er noget, der sker på papiret i Danmark. Mens Behemoth i Polen og andre bands i lande, hvor de religiøse kræfter har mere magt, kæmper virkelige kampe, så er alt fryd og gammen i Danmark. Der bliver ikke brændt kirker, hekse eller sendt musikere i fængsel. Her kan black metal fyre den af i kirkesalen. Hatten af for Langenæskirken, Aarhus Festuge og Solbrud.

Mangfoldigheden lever. Men kirkesalen er akustisk ikke optimeret til det lydtryk, som et metalband skaber. Derfor er det næppe noget, der kommer til at danne præcedens i en sådan grad, at kirkerne landet over pludselig begynder at give spillestederne konkurrence. Som eksperiment lykkedes det dog til fulde. Vi kvitterer derfor med fem stjerner. Havde Kristina Djarling eller Moses Hansen stået og uddelt krammere, high-fives og bro-fists ved indgangen, havde vi givet den 666. Men så vidtløftigt blev det desværre ikke. Måske næste gang?

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her