Kampen om den nordiske røst
Populær
Den fælles sværgen til eget modersmål var fællesnævneren, da Solstafir og Myrkur kæmpede hver deres kamp for at trodse de mandags-søvndrukne masser. Islændingene vandt sikkert på rutinen.
2. Ótta
3. Lágnætti
4. Ísafold
5. Köld
6. Hula
7. Fjara
8. Bláfjall
9. Goddess Of The Ages
Flere uger på forhånd var dette møde mellem de stærke nordiske røster fra Solstafir og Myrkur udsolgt. Hvem af parterne der trak det længste strå i billetsalget, stod lidt uklart, inden vi nåede Pumpehuset, nu hvor Amalie Bruun og hendes varierende undersåtter p.t. gennemlever en større og i øvrigt ganske fortjent hype, men inden vi nåede så vidt, havde et i Danmark næsten ubeskrevet blad fået æren af at varme op, nemlig islandske Árstíðir.
Den røde tråd til resten af aftenens setup lå ikke blot i trommeslageren Hallgrímur Jón "Grimsi" Hallgrímsson, som de deler med Solstafir, men også i deres dedikation til de mere storslåede nordiske klangflader, som dog i modsætning til aftenens hovednavne var af akustisk, grænsende til holistisk folket karakter. Små finesser var tilføjet til lydsporet her og der i form af klaprende hestesko, tunge basdroner og glissando-keys, som en art kobling mellem Tangerine Dreams mere eksperimenterende øjeblikke og Woven Hands støvede folk-melankoli. Árstíðir havde ikke spillet i Danmark siden 2010, hvor de havde spillet på et spillested for islændinge, og således blev vi gjort opmærksomme på, at dette var deres første koncert for et dansk publikum. Indtrykket var , at deres numre mere tenderede skabeloner end deciderede kompositioner, og når samspillet ikke var synderligt bevægende, blev det en kende blodfattigt. Der var langt mellem snapsene, og det forekom lidt sært, at et band med fire plader på samvittigheden fortsat virker så skitseagtige. Mere spil på de dybereliggende lydflader havde været at foretrække.
Frontalangreb og englekvad
Helt anderledes styr på sagerne var der til gengæld fra første anslag, da Myrkur entrerede scenen med englerøst ud over hele salen, mens resten af bandet stod klar med ryggen til publikum, klar til det dystre, black metalliske modangreb på Amalie Bruuns lifligt inciterende intro. Det er svært ikke at lade sig betage af øjeblikke som disse, hvor hendes nordiske røst vækker minder om en svunden tid, ikke blot som her i de mere a capella-bårne sektioner, men som et fast virkemiddel, der binder numrene sammen, uanset om vi så befinder os i de aggressive, de inderlige, de dystopiske eller de højtsvævende dele af repertoiret.
Myrkurs forcer ligger således i grænselandet mellem den stærke frontrolle og afvekslingens kunst fra black metal til skandinavisk folkemusik, med afstikkere undervejs. Det er især i yderzonerne, når tempoet er mest hæsblæsende, eller når de poetiske vokalpassager bliver mest gåsehudsfremkaldende, at bandet kommer til sin ret.
Desværre befinder Myrkur sig live i en underligt tvetydig zone, hvor sangskrivningen imellem yderzonerne fortsat lader meget tilbage at ønske, og hvor publikums ensidige begejstring over selv Bruuns mindste krukkede bevægelse blot bekræftede, at Myrkur tiltrækker en idoldyrkelse, der bekymrer sig mindre om musikken og har mere travlt med at filme halvdelen af koncerten end noget andet. Resten af bandet gemmer sig bag hætter og gør det, de skal, men når de ikke føjer deres eget islæt til lydbilledet, står det hele og falder med Bruun i forgrunden. At bære scenen ene kvinde er en tung byrde, og hun bærer den bravt. Det virker bare bedst, når musikken også er derefter.
Storslået tristesse
Det blev der så rådet bod på fra første sekund af Sólstafir, da ’Silfur-Refur’, åbneren fra den seneste fuldlængde ’Berdreyminn’, lagde ud i bedste groovede stil med Svavar "Svabbi" Austmann i stærk charmeoffensiv på bassen med smørret smil, lange fletninger og pandorahat. Det er dog først på de to efterfølgende, den støvede banjo-føler ’Ótta’ og den episke ’Lágnætti’, at det mærkes, hvor meget denne konstellation af bandet giver numrene et helt nyt liv live. At publikum fortsat benyttede det meste af tiden til enten at stå med korslagte arme eller filme, er nu engang den golde realitet, men crescendoet halvvejs i ´Lágnætti’ var et af de sjældne øjeblikke, hvor de forreste rækker hengav sig til spontan vildskab.
Meget er sket siden Sólstafirs spæde dage, og det er da også sjældent, at deres mest black metalliske rødder for alvor træder i karakter. De mere åbne strukturer fra de nyeste albums egner sig også markant bedre til at vise Sólstafirs kvaliteter. Indlevelsen. Melankolien. De store vidder. De støvede lydbilleder. Når de en sjælden gang bevæger sig længere tilbage, som på titelnummeret fra ’Köld’, virker det for stramt og forceret, omend Aðalbjörn "Addi" Tryggvasons altid fænomenale røst trods alt formår også at knytte fortiden sammen med nutiden.
Addi & co tog sig god tid, og det var med følelserne uden på tøjet, de svævede sig igennem sættet. Indimellem måske en tand i overkanten, som på den lidt overflødige ’Húla’, der blev dedikeret til alle, der havde haft depression inde på livet. Til gengæld blev den fulgt op af hittet ’Fjara’, intet mindre end syv minutters himmelsk intensitet. At få et helt proppet Pumpehuset til at synge med på en sang, langt de fleste ikke forstår et ord af, må siges at være lidt af en sejr. ’Goddess of the Ages’ lukkede som vanligt med mindet om dengang, deres nye lyd begyndte at tage form, og tristessen fik fuldt flor. Ingen øjne tørre. Få bands mestrer disciplinen at holde nerven intakt efter 20 års tro tjeneste, og selvom ’Berdreyminn’ tenderer til det lige lovligt sørgmodige, så er det dog især her, at Sólstafir har deres styrker live: Når numrene er mindst komplekse og uden omsvøb går lige til hjertet.
Árstíðir: 2
Myrkur: 3
Solstafir: 4