Som Axl Rose uden krukkeriet
Populær
Amerikanske Avenged Sevenfold havde hele pakken af fed rock 'n' roll arrogance og en toptrommeslager i Mike Portnoy med i Store Vega.
2. Critical Acclaim
3. Welcome to the Family
4. Beast and the Harlot
5. Buried Alive
6. So Far Away
7. Afterlife
8. God Hates Us
9. Bat Country
10. Almost Easy
Encore:
11. Seize the Day
12. Unholy Confessions
Bagtæppet er naturligvis motivet fra det seneste pladecover, men der er også store støbejernslåger på scenen for at illudere indgangen til en kirkegård. Og på scenen er der ekstra podier, så hovedpersonerne kan komme højt op til publikums glæde og for at man kan udstille sit ego.
Og således med scenen sat til obskurt party gik Avenged Sevenfold på scenen og blæste nærmest den fyldte sal langt ud på Enghavevej. Som det nok var forventet, blev det titeltracket fra gutternes "number one"-album 'Nightmare', der perfekt satte gang i showet, og gav publikum akut luft under fødderne. Der blev hoppet og sunget med som gjaldt det livet.
Alt det instrumentale var formidabelt, men backing-vokalerne var flere gange pinligt falske, og lå skiftevis for højt og for lavt i mixet. Heller ikke frontmanden M. Shadows kunne undse sig lidt rod i vokallyden, men i store træk, kom han dog fint ud af det, og fik vist hvilken alsidig og varieret sanger, han er. Hans stil kan minde om Axl Rose - fed arrogance og solbriller på gennem hele showet, men heldigvis ingen tåbelige nykker.
Exit The Rev - Enter Portnoy
Bandet nærmest svælgede i trommeslager Jimmy "The Rev" Sullivans alt for tidlige død for snart et år siden. Sidder han og kigger ned/op et eller andet sted fra, kan han kun være rørt over vennernes hyldest, der sikkert gentager sig alle dage på touren. Der var Zackys guitar-rem med teksten "foREVer" og Synysters tilsvarende tattoo øverst på brystkassen. Ja, og så var der de mange ord fra M. Shadows, hvor nogle dog blev brugt som overgang til at introducere Mike Portnoy.
Og hvilken fantastisk oplevelse af se denne eks-Dream Theater trommebanker. Han var virkelig i hopla og kastede konstant med sine stikker. Helt elegant var det ikke, når han selv skulle gribe dem, men anderledes imponerende var det, når han for eksempel udså sig en fan på balkonen - pegede med stikken - og sekundet efter stod den begejstrede fan med en af ekvilibristens stikker. Vupti!
Avenged Sevenfold viste, at de er et band af stor kaliber - stadionværdigt inden længe. Var man, som denne skribent, ikke 100 % fan, men bare glad, når musikken sendte knyttede næver af sted, så blev det lidt for flødepoppet og flow-dræbende med de stille sange. Fx er 'So Far Away' en rørende hyldest til The Rev, men 'live' også dræbende kedelig. Uanset det smukke i en sal oplyst af lightere, mobiltelefoner og hvad der nu ellers kunne lyse.
Specielt for dette show
Næ, så var 'God Hates Us' bedre. Det nummer rykkede godt nok heftigt! Lidt særligt til de danske fans kom der også i og med at bassist Johnny Christ havde fødselsdag, og det betød fødselsdagssang (på dansk!) fra publikum, og en roadie, der oversprøjtede den lille fyr med champagne. Johnny virkede glad for det hele og tog sig også nogle store slurke af noget "Fisk", som han hævdede smagte af tandpasta.
Glæden over showet stod malet i ansigtet på langt de fleste i publikum, og for dem var ankerne nævnt i denne anmeldelse nok ubetydelige. Avenged Sevenfold var klare stjerner denne aften, og en enkelt anmelders ønske om mere af den slags hurtig guitar, der skabte circle pit tilsidst, får nok ikke bandet til at sadle om. Det ligger i bandets stil også at være lidt "cheesy". Desværre, men respekt for det alligevel.