Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Sorte sange i sommerheden

Populær
Updated
Sorte sange i sommerheden
Sorte sange i sommerheden
Sorte sange i sommerheden
Sorte sange i sommerheden
Sorte sange i sommerheden

Metallica leverede vanen tro metalvaren i Oslo, hvor de fremførte deres "sorte album", hvor "snakepitten" var genoplivet i gigantformat, og hvor Mastodon og Gojira var uvirkeligt elendige.

Kunstner
Titel
med Mastodon + Gojira
Dato
23-05-2012
Label
Distributør
Genre
Trackliste
1. Hit the Lights
2. Master of Puppets
3. No Remorse
4. For Whom the Bell Tolls
5. Hell and Back
6. The Struggle Within
7. My Friend of Misery
8. The God That Failed
9. Of Wolf & Man
10. Nothing Else Matters
11. Through the Never
12. Don't Tread On Me
13. Wherever I May Roam
14. The Unforgiven
15. Holier Than Thou
16. Sad But True
17. Enter Sandman

Ekstranumre:
18. Blackened
19. One
20. Seek & Destroy
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Der er så småt gået inflation i den gimmick, det nu engang er at opføre et helt album fra start til slut. Derfor kan det næppe kaldes nytænkning, at Metallica nu er på landevejen med deres selvbetitlede kommercielle gennembrudsplade fra 1991 (bedst kendt som ’The Black Album’) på sætlisten. Men allerede tilbage i 2006 opførte Metallica faktisk ’Master of Puppets’-albummet i anledning af dets 20 års jubilæum, så konceptet ligger ikke verdens største metalband totalt fjernt.

Da Metallica i første halvdel af 90’erne turnerede i hele tre år bag den sorte plade, havde de indrettet en såkaldt ”Snakepit” i midten af scenen, hvor udvalgte publikummer kunne se koncerten fra en helt anderledes vinkel. Konceptet er genoplivet til denne turné, og minsandten om ikke Devilutions udsendte havde tiltusket sig adgang hertil.

Destinationen i onsdags hed Oslo, nærmere betegnet skøjtebanen Valle Hovin, der dog ikke var i nærheden af tiliset takket være det aktuelle skandinaviske klima, der som bekendt byder på høj sol fra skyfri himmel og 25 graders varme. Selvfølgelig var der også udsolgt, hvilket vil sige, at omtrent 25.000 publikummer havde fundet vej til plænen, men vi var næppe mere end et par hundrede i den faktisk temmelig store Snakepit, der må være 2-3 gange så stor som den fra 90’erne.

Progressiv nu metal

Inden Metallica måtte man dog stå model til Metallicas nye faste turnévenner Gojira og Mastodon, som også åbner festlighederne i Horsens, og som desuden er på programmet til Copenhell en god uge senere. Og derfor er det så ikke frygteligt behageligt at måtte meddele, at begge bands stank helt utilgiveligt!

Respekten for franske i Gojira ligger hos denne skribent på et meget lille sted efter deres arrogante optræden på Loppen for små to år siden. Dengang blev der skidt på spillestedets tidsplaner (der blandt andet dikteres af restauranten oven på Loppen), og publikum blev spist af med en lille times koncert på trods af, at Gojira på daværende tidspunkt havde fire plader at plukke sange fra.

Nuvel, frøæderne udsender om en måned deres femte album, ’L’Enfant Sauvage’, i øvrigt deres første i knap fire år, men hverken dét faktum eller luftningen af titelnummeret fra den plade kunne lave om på, at tiden allerede er løbet fra kvartetten og deres ”tekniske metal”, der ikke just vinder noget ved at blive fremført på et stadion, hvor ’The Heaviest Matter of the Universe’ og ’Flying Whales’ var transformeret til noget, der bedst kan beskrives som ”progressiv nu metal”. Fy, for den.
(Karakter: 1)

Mazzztodon

Spor bedre gik det ikke Mastodon, der må sige at have spillet fallit på imponerende rekordtid. På sidste års Roskilde spillede de fire gutter den måske bedste af de 10-15 koncerter, denne skribent har overværet dem spille, og hér, mindre et år senere gav de så den uden sidestykke ringeste!

Mastodon var tilbage i deres statiske selv, og afskar sig yderligere fra publikum ved nærmest udelukkende at spille sange fra deres seneste tørvetrillende plade, ’The Hunter’. Det kunne ganske vist lige blive til ’Crystal Skull’ i starten af koncerten, men ellers udstillede ’Blood and Thunder’ til slut, hvor galt det er gået, og hvor polerede og middelmådige sangene er blevet siden ’Blood Mountain’, der signalerede skridtet fra den innovative prog-sludge mod den traurige pop-sludge med Alice in Chains-tendenser, som Mastodon bedriver nu til dags.

Det smerter egentlig at måtte sable disse ellers så sympatiske gutter så voldsomt, men koncerten var altså så sindssygt ligegyldig og kedelig, at det overhovedet ikke kan undre, at den ild, man på Roskilde fornemmede i d’herrers blikke, her var afløst af blank tomhed.

Jeg snakkede inden koncerten kort med trommeslager Brann Dailor, som var tydeligt nervøs. Det havde han måske ikke været, hvis han og bandet havde spillet sange, der kunne jævne stadionet med jorden frem for sange, der mest egner sig som baggrundsmusik til en stille søndag på middelklassealtanen.

Otte ud af de 13 sange fra ’The Hunter’ blev spillet. Det er cirka en håndfuld for mange, og for festens skyld må man da håbe, at Mastodon disker op med en lidt mere metalvenlig sætliste på Copenhell…
(Karakter: 1)

Indstuderet med en genfunden gnist

Og så var der selvfølgelig Metallica, som man også snildt kan beskylde for stilstand på stadionkoncertfronten. Men denne gang har de altså besluttet sig for at spille hele ”det sorte album”, hvilket umiddelbart fungerer som et velkomment frisk pust til sætlisten og en rysten op i rutinerne.

Men når man står i snakepitten, kan man til gengæld også se de telepromptere, som Hetfield gør brug af, og der står såmænd ikke bare sangteksterne, men også hvornår han skal give los med sine livsglade og semikristne ”How does it feel to be alive?!”-paroler. Læg hertil at han til denne turné har fået fremstillet en cowboyvest med patches af alskens NWOBHM- og old school-metalbands. Indstuderet eller hvad?

Tja, jovist og som sådan, men hvor enkeltdele af Metallicas show bestemt kan virke rutineprægede, så må man sige, at de atter engang leverede, og at en genfunden gnist kunne spores her på det lidt dybe vand, hvor de spiller en plade, der indeholder tre numre, som de i hvert fald aldrig tidligere har fremført live.

Og mens man så stod der i pitten med lommelærken i hånden og forsøgte at dreje hovedet 180 grader, mens Hetfield, Hammett og Trujillo med mellemrum fes ud på rampen, så føltes det hele faktisk meget ideelt. Indstuderet eller ej. Men man skal skisme også være et skarn, hvis man brokker sig over en åbnende håndfuld, der består af ’Hit the Lights’, ’Master of Puppets’, ’No Remorse’ og ’For Whom the Bell Tolls’!

Metalvaren leveret

Efter den ret intetsigende ’Beyond Magnetic’-skæring ’Hell and Back’ spillede Metallica så den sorte i omvendt rækkefølge, altså med ’The Struggle Within’ som første sang og ’Enter Sandman’ som den sidste, og det gjorde de uden svinkeærinder undervejs.

Et kendt faktum er det, at dén plade ikke holder et lige så højt gennemsnitsniveau som de fire plader, Metallica udgav inden, og ja, der er jo en ret åbenlys årsag til, at hverken ’My Friend of Misery’ eller ’Don’t Tread on Me’ tidligere har været en del af live-repetoiret; det er slet og ret ikke særligt gode sange.

Men da Metallica så trak ’Blackened’ op af hatten som det første ekstranummer, understregede de, hvorfor de altså er verdens største metalband. Og det på trods af, at der blev sluttet af med mere forudsigelighed i form af ’One’ (om end med nyt laserlys-show) og ’Seek & Destroy’ (med det sædvanlige badeboldebad [hvem har egentlig fundet på, at det skulle være en god ”mædl” idé??]).

Ja, og så var det ovre efter godt to timer. Lommelærken var tom, den varme norske hvidvin til 100 kroner var drukket, og Metallica havde leveret endnu en koncert, som man umuligt kan angribe for andet end sin forudsigelighed. Men det gør som skrevet ikke så meget, når man krydrer med dræbersange fra 80’erne.

Glæd jer i Horsens, hvor Metallica jo som bekendt spiller onsdag den 6. juni, og hvor Devilution selvfølgelig også vil være på pletten!